Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en guineansk mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet fordi klagerens forklaring om, at klageren frygter at blive udsat for forfølgelse i Spanien må betragtes som en ansøgning om asyl i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. Af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 2. pkt., fremgår videre, at dette tilsvarende gælder for udlændinge, der opholder sig i Danmark uden opholdstilladelse, og som har søgt om asyl i en anden medlemsstat uden at have opnået international beskyttelse. Det fremgår endvidere af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Spanien og herefter er udrejst af Spanien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien den 15. januar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren ikke har søgt om asyl, idet han både over for politiet, Retten i Sønderborg og Dansk Flygtningehjælp udtrykkeligt har oplyst, at han ikke ønsker at søge om asyl. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Spanien har været udsat for tortur og chikane, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s Charter om Grundlæggende rettigheder og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Spanien ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det bemærkes videre, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de overordnede myndigheder, hvis han ønsker at klage over myndighedernes behandling af ham, ligesom han må henvises til at rette henvendelse til politimyndighederne, hvis han føler sig forfulgt af privatpersoner. Det bemærkes desuden, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de spanske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt klageren samtykker hertil. Klageren har selv forklaret, at han fik psykologbistand i Spanien, og det må formodes, at han på ny kan få adgang hertil, såfremt han ønsker det. Selv om det kunne lægges til grund, at klageren havde søgt om asyl, finder nævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter i lyset af klagerens helbredsforhold, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Span/2021/2/DH
