Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en statsløs palæstinensisk mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Spanien og herefter er udrejst af Spanien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at klagerens opholdssted har været udlændingemyndighederne bekendt i hvert fald siden 2019, hvor klageren indgav en ansøgning om opholdstilladelse på andet grundlag til Styrelsen for International Rekruttering, hvoraf fremgår en adresse, som klageren havde oplyst at opholde sig på. Nævnet har endvidere lagt til grund, at klageren fortsat opholder sig på denne adresse. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om de generelle modtageforhold i Spanien, herunder at det fortsat er uafklaret, om myndighederne i praksis udelukker Dublin-tilbagevendte fra at blive indkvarteret, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der med udgangspunkt i de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grund til at tro, at der er sådanne generelle mangler i asylproceduren eller i modtageforholdene i Spanien, at overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til AIDA’s Country Report: Spain, fra april 2020, hvor det blandt andet fremgår, at der i januar 2019 blev udstedt en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagelsessystemet, og at denne instruks skal garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet ved en overførsel til Spanien. Det må på den baggrund lægges til grund, at klageren vil have adgang til indkvartering ved en overførsel til Spanien. Det bemærkes i forlængelse heraf, at der efter de spanske regler er et tre-faset modtagesystem, som blandt andet sikrer asylansøgere indkvartering i 18 måneder, mens asylsagen behandles. Det forhold, at nogle spanske organisationer har oplyst, at de har hjulpet nogle Dublin-overførte, som ikke havde fået adgang til indkvartering, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har således ikke fundet, at der på den baggrund er holdepunkter for at antage, at Dublin-overførte generelt er afskåret fra at blive indkvarteret. Der er efter nævnets opfattelse således ikke holdepunkter for at antage, at de spanske myndigheder ikke vil efterleve instruksen om at sikre asylansøgere, der modtages i henhold til Dublinforordningen, en ”guaranteed access to reception”. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder videre ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Flygtningenævnet her herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at han er sund og rask. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har en forlovet samt fætre og kusiner i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens relation til sin forlovede samt sine fætre og kusiner, ikke er af en sådan karakter, at sagen i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, bør realitetsbehandles i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Span/2021/1/lbv
