Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mandlig og kvindelig russisk statsborger samt fem børn, der var meddelt afslag på asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Polen, herunder frihedsberøvelse asylansøgere samt børnenes mentale helbred. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne i 2009 blev meddelt international beskyttelse i Polen, og at klagerne i 2011 udrejste af Polen, hvorefter klagerens opholdstilladelse blev tilbagekaldt ultimo 2015 eller primo 2016. Videre har nævnet lagt til grund, at klagerne på ny i 2019 indgav ansøgning om asyl i Polen, og at de nu er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Polen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i slutningen af] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klagerne ved en overførsel til Polen frygter at blive frihedsberøvet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Poland, udgivet i april 2020, s. 70, hvoraf blandt andet fremgår: "Detention is possible in law and in practice in all asylum procedures, especially in cases of illegal crossing of the border and transfer under the Dublin Regulation. There are concerns that detention is not used as a measure of last resort and is often prolonged automati-cally, but the ratio between the number of asylum applicants and the number of detainees shows that there is no systematic detention of asylum seekers as such." Flygtningenævnet finder ikke, at der forhold, at klagerne frygter at blive frihedsberøvet, hvis de overføres til Polen, i sig selv kan føre til, at der ikke skal ske overførsel. Der er ikke grundlag for at fastslå, at en formodning om en eventuel frihedsberøvelse af klagerne ved overførsel til Polen vil udgøre en krænkelse af FN's Børnekonvention eller andre konventioner. Den omstændighed, at der ved den ovennævnte dom i Bistieva-sagen blev fastslået, at Polen i forbindelse med en frihedsberøvelse i en konkret sag havde tilsidesat Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan ikke føre til en generel antagelse herom. Der foreligger ikke oplysninger om konkrete omstændigheder, der kan føre til at fastslå, at klagerne ved en overførsel til Polen vil blive udsat for frihedsberøvelse i strid med konventionerne. Det forhold, at klagerne ikke føler sig trygge i Polen og har søgt myndighedsbeskyttelse i anledning af den mandlige klagers konflikter i Tjetjenien, og at det ikke afstedkom noget, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det forhold, at klagernes børn har det psykisk hårdt, og at klagerne ønsker et stabilt liv, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet her herved lagt vægt på, at de generelle forhold og levevil-kår for asylansøgere i Polen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har ydermere lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for Dublin Returnees i Polen, herunder AIDA, Country Report: Poland, udgivet i april 2020, om indkvarteringsforhold og adgang til sundhedsbehandling. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2021/1/CHPE
