dub-nede20211

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en irakisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde familie i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i sommeren] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Den omstændighed, at klageren [i efteråret] 2018 er blevet meddelt endeligt afslag på asyl i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Nederlandene ikke inden for den fastsatte frist i Dublinforordningens artikel 23, stk. 2, har anmodet Danmark om at tilbagetage klageren. Det forhold, at klageren har oplyst, at han frygter at få problemer med nogle privatpersoner i Nederlandene, idet han tidligere har oplevet problemer hermed grundet sin religiøse overbevisning, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren, såfremt han fortsat føler sig forfulgt af nogle privatpersoner i Nederlandene, må henvises til at rette henvendelse til de nederlandske myndigheder herom, idet de nederlandske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde ham beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Flygtningenævnet har for så vidt angår klagerens relation til sin onkel og fætter lagt vægt på, at disse familiemedlemmer ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. For så vidt angår det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han har en kæreste bosiddende i Danmark, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at betragte klageren og hans kæreste som værende et ugift par i fast forhold som defineret i Dublinforordningens artikel 2, litra g, første led, idet klageren ikke har dokumenteret at have haft et fast samliv på fælles bopæl af halvandet til to års varighed med sin kæreste. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren ikke til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han har en kæreste bosiddende i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Nede/2021/1/gdan