Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en marokkansk mand, der var i besiddelse af en opholdstilladelse, der var udløbet for mindre en to år siden, i Frankrig. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Frankrig og at Udlændingestyrelsen ved anmodning af de franske myndigheder, ikke havde overholdt fristerne, som fastlagt af Dublinforordningen. Advokaten henviste endvidere til, at klagerens opholdstilladelse ikke var udløbet mindre end to år forinden klageren søgte om asyl i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Sagen angår for Flygtningenævnet blandt andet spørgsmål om anvendelse af fristreglerne i Dublin-forordningens artikel 21, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, sammenholdt med Gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2. Den beskikkede advokat har – under henvisning til EU-domstolens dom i de forenede sager C-47/17 og C-48/17 anmodet om, at der sker præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen og har i den forbindelse udarbejdet udkast til spørgsmål. Præjudiciel forelæggelse - Både Dublinforordningen, der er udstedt under henvisning til Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde, særligt artikel 78, stk. 2, litra e, og Gennemførelsesforordningen er omfattet af det danske retsforbehold, og i medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er tilknyttet som bilag til traktaten om den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af det Europæiske Fællesskab, er retsakterne ikke bindende for Danmark. Reglerne i Dublinforordningen finder imidlertid anvendelse i Danmark i kraft af en parallelaftale indgået på mellemstatsligt grundlag, og det følger af denne parallelaftale, at der er adgang til at foretage præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen. Flygtningenævnet finder navnlig i lyset af præmisserne i de forenede sager C-47/17 og C-48/17 (de såkaldte X & X-sager), herunder navnlig præmis 87, at der ikke i forhold til afgørelsen af denne sag består en sådan tvivl eller uklarhed om forståelsen, rækkevidden og fortolkningen af Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, og artikel 23, stk. 1, sammenholdt med Gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, at der er anledning til at foretage præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-domstolen i overensstemmelse med anmodningen fra den beskikkede advokat, jf. herved Traktaten om Den Europæiske Unions Fremgangsmåde artikel 267. Sagens realitet - Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den konkrete sag fremsendte Udlændingestyrelsen en anmodning om overtagelse til de franske myndigheder [i efteråret] 2019. Denne anmodning blev afvist af de franske myndigheder [i efteråret] 2019. Udlændingestyrelsen iværksætte [i efteråret] 2019 rettidigt den yderligere og fakultative procedure efter Gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, der imidlertid ikke blev besvaret af de franske myndigheder inden for fristen på 14 dage i forordningens artikel 5, stk. 2, 3. pkt. Udlændingestyrelsen fremsendte herefter [i efteråret] 2019 en fornyet anmodning om overtagelse til de franske myndigheder, som herefter accepterede anmodningen om overtagelse [i efteråret] 2019. EU-Domstolens dom af 13. november 2018 i de forenede sager C-47/17 og C-48/17 forholder sig i præmis 86 alene til fortolkningen af Gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, og fastslår alene, at bestemmelsens 3. pkt., skal fortolkes således, at udløbet af den i proceduren fastsatte svarfrist på to uger endeligt afslutter den yderligere procedure for fornyet behandling, uanset om den anmodede medlemsstat inden for denne frist har besvaret den anmodende medlemsstats anmodning om fornyet behandling eller ej. Af præmis 86 kan det derimod ikke udledes, at alle handlemuligheder inden for rammerne af Dublinforordningen og Gennemførelsesforordningen herefter er udtømt. Dette følger da også af dommens præmis 87, hvoraf fremgår, at den anmodende medlemsstat skal anses for ansvarlig for behandlingen af den pågældende ansøgning om international beskyttelse, medmindre den anmodende medlemsstat fortsat råder over den tid, der er nødvendig for at indgive en ny anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse inden for de ufravigelige frister, der er er fastsat med henblik herpå i Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, og artikel 23, stk. 2. Da Udlændingestyrelsen i nærværende sag har fremsat en fornyet anmodning til de franske myndigheder efter udløbet af genvurderingsfristen i medfør af Gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, men inden udløbet af den generelle og absolutte frist i Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, tiltræder Flygtningenævnet, at de tidsmæssige betingelser i Dublinforordningen, der er båret af et mål om hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse, er overholdt. De forhold, der er anført af den beskikkede advokat, om formålet med fristreglerne, herunder om omgåelse af reglerne ved fremsendelse af en fornyet anmodning [i efteråret] 2019 på samme grundlag som tidligere, kan således ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at betingelserne i Dublinforordningens artikel 12, stk. 4, er overholdt. Nævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om klagerens hidtidige opholdsgrundlag, og at de franske myndigheder først [i vinteren 2018/2019] traf endelig afgørelse om, at klageren skulle forlade Frankrig, ligesom de franske myndigheder må anses for at have lagt disse omstændigheder til grund ved accepten af tilbagetagelse [i efteråret] 2019 i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 4. Det indebærer, at Frankrig i overensstemmelse med accepten af [i efteråret] 2019 som udgangspunkt er ansvarlig for behandlingen af klagerens asylsag. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, der indebærer, at asylansøgningen bør behandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Den omstændighed, at klageren har konflikter med familiemedlemmer og en tidligere kærestes familie bosiddende i Frankrig, er ikke forhold, der kan begrunde, at ansøgningen om asyl skal behandles i Danmark. Om fornødent må klageren søge de franske myndigheders beskyttelse. Der er ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene i Frankrig, at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i EMRK artikel 3 eller EU-charteret om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. EU-Domstolens dom af 21. december 2011, N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), særligt præmis 86. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme af 2. juli 2020 (N.H. m.fl. mod Frankrig, sag 28820/13 m.fl.) og 10. september 2020 (B.G. m.fl. mod Frankrig, sag 63141/13) kan ikke føre til en anden vurdering af klagerens forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at der ifølge baggrundsoplysningerne er stor mangel på indkvarteringsmuligheder. Det fremgår således af AIDA, Country Report: France 2019 Update, fra april 2020, at “only about 52 % of asylum seekers eligible for material reception conditions were accommodated at the end of 2019”. Samtidig fremgår det, at asylansøgere, der ikke bliver indkvarteret, modtager et dagligt tillæg på 7,40 euro, som dog af AIDA fortsat vurderes som værende for lavt til at skaffe sig adgang til det private boligmarked. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at det efter baggrundsoplysningerne, herunder AIDA, Country Report: France 2019 Update, af april 2020, må lægges til grund blandt andet, at Dublin-returnees bliver behandlet og modtager samme indkvarteringsforhold som asylansøgere. Flygtningenævnet bemærker videre, at Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Heller ikke de af klageren påberåbte forhold vedrørende Covid-19 pandemien, herunder smitteniveauet og de midlertidige tiltag, der i den forbindelse er taget i det franske samfund, kan føre til, at ansøgningen om asyl skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Dub-Fran/2021/1/gdan
