iran202055

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder fra Orumieh, Vest Aserbajdsjan, Iran. Ansøgeren er tidligere muslim af trosretning, men har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far eller andre familiemedlemmer. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun er opvokset med en kontrollerende og voldelig far. Ansøgeren blev blandt andet slået af sin far, lige-som han ofte undersøgte hendes ting eller nægtede hende adgang til boligen og samvær med venner. Da ansøgeren blev ældre, arrangerede hendes far et tvangsægteskab med en mand ved navn [A], der var omkring 25 år ældre end ansøgeren, og som i forvejen var gift og havde børn. Ansøgeren modsatte sig ægteskabet, men hendes far insisterede på en truende måde. Ansøgeren fortsatte med at modsætte sig ægteskabet, og en dag overhørte ansøgeren sin far sige til moren, at han ville være nødt til at slå ansøgeren ihjel, hvis hun fortsat nægtede at gifte sig med [A]. Halvanden til to måneder efter forsøgte faren at kvæle ansøgeren. Ansøgeren besvimede, men nogle naboer kom til undsætning og fik reddet ansøgeren. Dagen efter fortalte ansøgerens mor, at faren var i gang med at skaffe et våben med henblik på at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren udrejste af Iran dagen efter. Ansøgeren opholdt sig omkring to et halvt år i henholdsvis Irak og Tyrkiet, inden hun kom til Danmark. Ansøgeren har endvidere anført, at hun som 22-23 årig stoppede med at betragte sig selv om muslim, men hun troede fortsat på en Gud. I Tyrkiet mødt ansøgeren en kristen kvinde, som fascinerede hende. Ansøgeren formodede, at fascinationen skyldtes, at kvinden var kristen. I Danmark tog ansøgeren i kirke, men først i [foråret] 2020 havde hun en fornemmelse af, at Jesus var med hende. Ansøgerens mor var syg, men morens helbred blev forbedret efter, at ansøgeren havde bedt. Ansøgeren begyndte herefter at komme i Luthersk Mission Kirke i [dansk by], hvor hun efter planen skal døbes i efteråret. Ad oprindeligt motiv. Ansøgeren har i det væsentligste har forklaret konsistent om tvangsægteskabet og volden som følge heraf. Flygtningenævnet vurderer, at der er tale om en lille og relativt enkel forklaring. Ansøgeren har forklaret væsentligt divergerende om, hvornår hun fik sit iranske pas udstedt. Det fremgår af den paskopi, der er fremlagt i sagen, at passet er udstedt efter det tidspunkt, hvor ansøgeren efter sin forklaring er flygtet, og at passet er udstedt et andet sted, end forklaret af ansøger. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun har været i kontakt med sin far efter flugten, og om han truede hende i den forbindelse. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om hendes første og eneste møde med [A] fandt sted til en fest eller i hendes hjem. Ansøgeren har forklaret, at hun har 17 års skolegang, hvoraf de sidste to var på universitetet, hvor hun bestod nogle eksaminer. Nævnet finder det ikke overbevisende, at hun kunne gennemføre universitetsuddannelsen uden, at hendes far vidste det. Nævnet finder derfor ikke, at det er sandsynliggjort, at hun var kontrolleret i en sådan grad af sin far, som hun har forklaret om. Flygtningenævnet finder sammenfattende, at ansøgeren på grund af ovennævnte divergenser, ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer overgreb fra sin far, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ad sur place-motiv. Ansøgeren har forklaret, at hun siden hun var 22 eller 23 ikke har haft nogen religion, men dog har troet på en Gud. Hun har ved indrejsen til Danmark forklaret, at hun var agnostiker og ikke havde nogen kendskab til kristendommen. Efter hendes forklaring opstod interessen først i [foråret] 2020 eller cirka et halvt år efter indrejsen og umiddelbart efter, at hun modtog afslag fra Udlændingestyrelsen. Hun har for nævnet forklaret, at hun modtager dåbsundervisning, at hun deltager i ugentlige gudstjenester, og at hun kommer jævnligt i en familie, der fortæller om kristendommen. Hun har forklaret, at hun ikke har ret meget viden om kristendommen, hvilket tillige er demonstreret under nævnsmødet. Hun har ikke på overbevisende måde kunne redegøre for sin indre omvendelsesproces. Under henvisning hertil finder nævnet ikke, at hendes konversion er reel. Hun har tillige oplyst, at ingen i Iran har kendskab til hendes interesse for kristendommen. Sammenfattende finder nævnet ikke, at hun har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/55/CABV