stat202056

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er arabisk palæstinenser af etnicitet og sunni-muslim af trosretning fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes far vil gøre hende ondt, idet hun har giftet sig mod hans vilje. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin ægtefælle og dennes familie, herunder at hun vil blive anholdt eller slået ihjel. Ansøgeren har endeligt som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælles eller dennes familie, ved hendes tilbagevenden til Libanon vil kidnappe hendes to børn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun indledte et forhold med sin ægtefælle i 2014 eller 2015, men hendes far modsatte sig ægteskabet, da ansøgeren ikke havde fået hans samtykke. Ansøgeren stak af fra sin bopæl den [Sommeren] 2015 og blev viet med sin ægtefælle i [Sommeren] 2015. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes far har slået hende tre gange, og at han endvidere har truet med at spærre hende inde. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle har udsat hende for vold, hvorfor hun i [Foråret] 2019 flyttede ind på et krisecenter og ønsker skilsmisse. Ansøgeren har endeligt til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle har været i Libanon, hvor han har anmeldt ansøgeren. Ansøgeres far har modtaget en stævning af ansøgeren fra en islamisk domstol. Ansøgeren ægtefælle har endvidere fået udstedt nationalitetspas til deres fælles børn. Spørgsmålet, om ansøgeren er omfattet af UNRWA-beskyttelse: Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. Vurderingen støttes af, at ansøgeren har gået på skoler drevet af UNRWA og fået medicinsk behandling fra UNRWA. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Ansøgerens oprindelige asylmotiv: Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren med sin forklaring om årsagen til sin frygt for faren har sandsynliggjort, at der er fare for, at faren vil udsætte ansøgeren for asylbegrundende forfølgelse, hvis hun vender tilbage til Libanon. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun i en periode fra [Sommeren] 2015 til [Vinteren] 2016, efter at hun var blevet gift med sin nu tidligere ægtefælle, [A], tre gange blev udsat for vold af faren, men at volden stoppede, da ansøgerens storebror truede med at forlade familien, hvis faren fortsatte med at slå ansøgeren. Nævnet lægger videre vægt på, at faren ikke efterfølgende har truet ansøgeren, og at ansøgeren også opsøgte faren for at sige farvel, da hun i efteråret 2016 udrejste af Libanon. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren først søgte asyl i Danmark godt et halvt år efter indrejsen, da hun efter én gang under sit ophold i Danmark at have fået forlænget sit visum, fik afslag på yderligere forlængelse af visummet. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring for nævnet ikke længere må antages at frygte sin far, og at hun er i kontakt med sin familie hver anden eller tredje dag. Ansøgerens nye asylmotiv: Ansøgeren har forklaret, at hun er bange for at blive anholdt i Libanon eller blive slået ihjel af [A’s] familie, ligesom hun er bange for, at [A] vil bortføre deres fælles børn [B] og [C]. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om årsagen til sin frygt til grund, men nævnet finder ikke, at konflikten med [A] og hans familie har en sådan karakter eller intensitet, at ansøgeren har krav på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren til samtalen [Sommeren] 2019 forklarede, at [A] ikke har kontaktet ansøgeren, siden ansøgeren flyttede på krisecenter i [Foråret] 2019. Nævnet lægger videre vægt på [A] ikke har gjort alvor af sine to telefoniske trusler, som han fremsatte over for faren kort efter ansøgerens og [A’s] samlivsophævelse, om at skade ansøgerens far, hvis ansøgeren ikke vendte tilbage til [A]. Nævnet lægger endvidere vægt på, at [A’s] familie ikke har gjort alvor af den telefoniske trussel, som [A’s] ældste bror fremsatte over for faren i omkring [Foråret] 2019, om at skade ansøgerens far, hvis ansøgeren ikke vendte tilbage til [A]. Ansøgeren har ikke for nævnet forklaret om yderligere trusler, og hverken [A] eller [A’s] familie har således opsøgt ansøgeren eller ansøgerens familie. Nævnet finder derfor, at der ikke er konkrete holdepunkter, der støtter ansøgerens formodning om, at [A] eller [A’s] familie vil udsætte ansøgeren for asylbegrundende forfølgelse. Endvidere finder nævnet, at ansøgeren kan henvises til at søge myndighedernes eller sin families beskyttelse. Nævnet lægger herved vægt på baggrundsoplysningerne og på, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtalen [Sommeren] 2017 forklarede, at ingen i [A’s] familie turde mødes med ansøgerens far privat, idet de var bange for, hvad han kunne finde på. Ansøgeren har i forbindelse med sagens behandling for Flygtningenævnet dokumenteret, at hun og [A] blev skilt ved bevilling [Efteråret] 2020. Ansøgeren har videre fremlagt en udateret ”Krisecenterfaglig erklæring vedr. børn som oplever vold i familien” med bilag vedrørende [B] og en ”Børnefaglig undersøgelse § 50” udarbejdet af Københavns Kommunes Socialforvaltning [Efteråret] 2019 vedrørende [B] og [C]. Ansøgeren har desuden fremlagt et brev af [Efteråret] 2020 fra Københavns Politi med oplysning om status på en anmeldelse af [Sommeren] 2019 om trussel på livet, hvoraf fremgår, at sagen afventer, at politiet tager stilling til den videre efterforskning, og at politiet forventer, at efterforskningen kan afsluttes i løbet af [Foråret] 2021. Det fremgår blandt andet af det fremlagte, at ansøgeren har forklaret, dels at hun i ægteskabet blev udsat for psykisk, fysisk, seksuel, materiel og økonomisk vold, til dels mens børnene har været til stede, dels at [A] har udsat [B] for både psykisk og fysisk vold. Det fremgår videre blandt andet, at ansøgeren har forklaret medarbejderne på krisecentret, at [A] gentagne gange har truet med at bortføre børnene, således at hun aldrig vil få børnene at se igen, og at krisecentret på den baggrund har vurderet, at der fortsat er bestyrket risiko for at [A] bortfører børnene til Libanon, hvis han for muligheden for det. Det fremgår endvidere blandt andet, at [A] har forklaret til Københavns Kommunes Socialforvaltning, at han ikke har udsat ansøgeren for fysisk, psykisk, seksuel eller økonomisk vold. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens forhold til [A] er problemfyldt og præget af mistillid, men uanset dette finder nævnet ikke, at ansøgerens frygt for, at [A] vil rejse med ansøgerens og [A’s] fælles børn til Libanon, hvor børnene er statsborgere, kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Børnekonventionens artikel 3 kan ikke føre til en anden vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren i [Foråret] 2019 blev stævnet af [A] ved en islamisk domstol i Libanon i anledning af, at ansøgeren havde forladt ham, kan heller ikke begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret for nævnet, at hun gav en advokat fuldmagt til at møde på hendes vegne i sagen, og at hun ikke har hørt yderligere i anledning af indkaldelsen. Det beror alene på ansøgerens formodning, at de libanesiske myndigheder vil arrestere hende, fordi hun ikke er mødt op for domstolen. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig usikkerhedssituation. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har anført, at hun ikke har noget sted at bo i Libanon, ligesom de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon ikke kan begrunde asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, og ansøgeren må ligesom ansøgerens børn, der er libanesiske statsborgere, formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”stat/2020/56/MIMA