Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk Hawiye, Subklan Ibrahim Isse og underklan Arwat, og muslim af trosretning fra Aboorey, Hiraan-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har haft problemer med al-Shabaab, siden de overtog kontrollen over Hiraan-regionen i 2007. Al-Shabaab henvendte sig til klageren på hans bopæl med henblik på at rekruttere ham til terrorbevægelsen, idet klageren er i den militærdygtige alder. Klageren afviste imidlertid at tilslutte sig al-Shabaab. Klageren og 16 andre mænd blev i [sommeren] 2014 kidnappet af al-Shabaab med henblik på at tvangsrekruttere dem. Klageren og de øvrige personer, som blev kidnappet, modtog militærtræning af al-Shabaab i cirka 25 dage. I [sommeren] 2014 lykkedes det klageren at flygte fra al-Shabaabs træningslejr, idet al-Shabaabs træningslejr blev angrebet af ukendte militærstyrker. Al-Shabaab vil betragte klageren som profileret, idet han flygtede fra al-Shabaabs træningslejr. Ved en tilbagevenden til Somalia vil klageren blive genkendt, idet alle kender hinanden i klagerens landsby. Klageren har til støtte herfor endvidere oplyst, at al-Shabaab vil opsøge ham, da klageren vil have omgivet sig med de vantro i et ikke-muslimsk land, idet klageren har opholdt sig i vesten. Udlændingestyrelsen meddelte i [vinteren] 2017 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at klageren på en række centrale punkter har forklaret forskelligt og udbyggende om sine konflikter under sin oprindelige asylsag og under sin inddragelsessag, herunder om hvornår klageren angiveligt oplevede problemer med al-Shabaab, hvorvidt han blev fængslet eller ej, og hvilke forhold der førte til konflikterne og hændelsesforløbet vedrørende al-Shabaabs forsøg på at rekruttere klageren. Klagerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter han kun har modtaget Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2015 på dansk og derfor ikke har forstået, at der kun var meddelt opholdstilladelse på grund af de generelle forhold i hjemområdet – hvilket var årsag til, at han ikke straks påklagede afgørelsen – kan ikke føre til en ændret vurdering. Henset til ovenstående og til det i øvrigt oplyste kan nævnet ikke lægge til grund, at klageren er profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren udrejste af Somalia som følge af de generelle forhold i landet på det pågældende tidspunkt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Aboorey, Hiraan-regionen, Somalia, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen og på grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Aboorey, Hiraan-regionen, Somalia, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Forholdene i området er fortsat skrøbelige og uforudsigelige, men dog forbedrede. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Aboorey, Hiraan-regionen, Somalia, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. I henhold til udlændingelovens § 19 a, stk. 1 – der har virkning ved vurdering af spørgsmål om inddragelse af opholdstilladelser, som er opstået efter den 1. juli 2019 – skal klagerens opholdstilladelse herefter inddrages, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ud over EMRK indeholder også andre internationale konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klageren fortsat ophold i Danmark. Overordnet gælder, at EMRK som udgangspunkt respekterer medlemsstaternes adgang til at fastsætte nationale regler om asyl og opholdstilladelse, og at denne adgang alene begrænses af de forpligtelser, der beskyttes af konventionen. Ifølge EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Inddragelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, hvis indhold klageren fik meddelelse om, da han fik opholdstilladelse. Det kan ikke ændre herved, at udlændingelovens § 19 a på et senere tidspunkt har indført en ”ny tilgang til udlændinge- og integrationsområdet med fokus på midlertidighed og hjemsendelse”, idet hensigten med bestemmelsen er at tydeliggøre, at der skal ske inddragelse, medmindre der derved sker en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en sådan inddragelse kan indebære i hans ret til familie- og/eller privatliv. Nævnet finder i den forbindelse, at en håndhævelse af udlændingelovens § 19 a, jf. § 19, udgør et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstatinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. United Kingdom (2008), præmis 76, og Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. For så vidt angår klagerens ret til familieliv fremgår det af sagen, at klagerens onkel, to brødre og søster bor i Somalia. Klageren har kontakt til sin onkel i Somalia og har talt med denne to gange i 2020. Han har ikke kontakt til sine søskende. Han har ingen familie i Danmark. For så vidt angår retten til privatliv fremgår det af sagen, at klageren indrejste i Danmark som 26-årig i [vinteren] 2014, og at han har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 5 år. Han har samlet haft arbejde i Danmark i omkring 1 år og har bestået prøve i dansk 1. Han er sund og rask. Han har 11 års skolegang i Somalia og taler somali. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/92/HMU.
