Nævnet omgjorde i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at han fortsat har opholdstilladelse (K -status). Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder fra Naghadeh, Iran. Klageren har oplyst, at han var muslim af religiøs overbevisning, men at han har mistet interessen for islam, og at han sommetider går i kirke. Klageren har endvidere oplyst, at han har været aktiv for partiet PDKI. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2010 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter for partiet PDKI. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af den daværende udlændingelovs § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 3, jf. § 10, stk. 2, nr. 1, jf. § 22, nr. 4 og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 2, og § 31.Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren i Norge er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning, såfremt pådømmelsen var sket i Danmark. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter for PDKI. Klageren har endvidere oplyst, at hans halvbror, Hamzeh, i forbindelse med kamphandlinger måtte flygte til Irak, hvorfor de iranske myndigheder nu holder øje med klagerens familie. Klageren har hidtil haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og det lægges til grund, at klageren fortsat er omfattet af anvendelsesområdet for denne bestemmelse. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at betingelserne er opfyldt efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 3, jf. § 10, stk. 2, nr. 1, jf. § 22, nr. 4, for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse med henvisning til den narkotikakriminalitet, som han i 2015 er blevet idømt en fængselsstraf på 1 år og 2 måneder for i Norge, og som kunne medføre udvisning, hvis pådømmelsen var sket i Danmark. Det fremgår af sagen, at anklagemyndigheden har vurderet, at en straf for en tilsvarende forbrydelse i Danmark ville være på 4-6 måneders fængsel. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 2, nr. 3, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klagerens sag skal således afgøres efter de hidtidige regler. Efter en samlet afvejning af karakteren af den begåede kriminalitet og klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Iran sammenholdt med varigheden af klagerens ophold i Danmark og oplysningerne om ansøgerens herboende families forhold, finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse ikke er opfyldt, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 2. pkt., jf. § 26, stk. 2, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og den proportionalitetsbedømmelse, der følger af bestemmelsen, når der foretages indgreb i retten til familie- og privatliv. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren fortsat har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/83/CERA
