Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […] Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter forfølgelse af de syriske myndigheder, da han er deserteret fra militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at blev indkaldt af politiet til at aftjene militærtjeneste. Klageren påbegyndte sin militærtjeneste i marts eller april 2010. Klageren opholdt sig på kasernen i [byen A] i fem eller seks dage, hvorefter han blev overført til den [en division] i [byen B]. Da klageren kom til [byen B], deltog han i et kursus, der varede tre måneder. Kurset omhandlede fysisk træning og teoriundervisning i militærregler. Efter de tre måneder fik klageren 72 timers orlov. Under orloven blev klageren opfordret af sin nabo til at desertere. Klageren vendte imidlertid tilbage til kasernen. Klageren herefter blev sendt til [en division] i [byen C], hvor han undergik hård fysisk træning og deltog i kurser i luftforsvar og våbenbrug. Efter, at klageren havde været i militærtjeneste i ét år, kom konflikten til [byen C]. Klagerens overordnede beordrede derfor klageren at stå vagt ved regimets kontrolposter i byen. Klageren vidste, at det var farligt at stå vagt ved en kontrolpost, hvorfor han besluttede sig for at desertere. Det lykkedes klageren at desertere sammen med 11 andre personer. Deserteringen foregik ved, at klageren og de 11 andre personer opdelte sig i små grupper, hvorefter de forlod kasernen og tog hen til Den Frie Syriske Hær, hvor de overgav sig. Efter at være blevet visiteret, blev klageren og de 11 andre personer kørt til Aleppo i en minibus. Klageren udrejste herefter af Syrien. Klageren nåede at aftjene omkring 1 år og to eller tre måneders militærtjeneste, før han deserterede. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for en udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse efter § 7 eller 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da klageren risikerer genindkaldelse til militærtjeneste, og da han ikke ønsker at udføre eller bevidne handlinger i strid med internationale konventioner. Flygtningenævnet bemærker herved, at nævnet lægger klagerens forklaring til grund om, at han har aftjent værnepligt, men nævnet kan ikke lægge til grund, at han er deserteret fra militærtjeneste og på den baggrund er efterstræbt. Nævnet har herved lagt vægt på, at hans forklaring om flugten ikke forekommer overbevisende, og fordi han efter deserteringen har kunnet opholde sig i tre år i Syrien og angiveligt ikke er blevet opsøgt af myndighederne, herunder da han opholdt sig i Aleppo, hvilket ikke forekommer sandsynligt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er en yngre, ugift mand uden nær familie i Danmark, og han har hverken opnået tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemført en uddannelse. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/7/JHB
