Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim af trosretning fra [en landsby], distrikt Akhmetta i Pankisi-regionen, Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter, at hun vil blive anholdt, tortureret og slået ihjel af de tjetjenske myndigheder, da de tjetjenske myndigheder har beskyldt ansøgeren for at smugle tjetjenske kvinder fra Tyrkiet til Syrien. De tjetjenske myndigheder har endvidere beskyldt ansøgeren for at være associeret med de tjetjenske oprørere, som kæmper i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2017 eller 2018 passede en ældre dame i en periode på otte måneder i byen Eskishehir, Tyrkiet. Ansøgeren rejste i [foråret] 2018 til Georgien, hvor hun opholdt sig i fire til fem måneder for at sælge de varer, som hun havde med fra Tyrkiet, hvorefter ansøgeren i [efteråret] 2018 indrejste i Tjetjenien. Ansøgeren blev i den forbindelse tilbageholdt af de russiske myndigheder, og hun blev adspurgt om sit ophold i Tyrkiet. Herefter fik ansøgeren lov til at køre hjem til sin bopæl i Grozny. Ansøgeren blev [en dato i efteråret] 2018 opsøgt af to uniformerede tjetjenske politibetjente. Politibetjentene bad ansøgeren om at følge med til politistationen, idet politibetjentene havde modtaget yderligere oplysninger om ansøgerens ophold i Tyrkiet. Ansøgeren tog sin bror med på politistationen. Efter ankomsten til politistationen, blev ansøgeren afhørt om hendes ophold i Tyrkiet. Ansøgeren forklarede, at hun havde plejet en ældre dame i Tyrkiet, men politibetjentene troede ikke på ansøgeren. Da ansøgeren fastholdt sin forklaring, truede politibetjentene ansøgeren med, at de ville forsøge at få ansøgerens bror til at oplyse, hvad ansøgerne havde foretaget sig i Tyrkiet. De truede endvidere ansøgeren med at tilbageholde ansøgeren og ansøgerens bror, medmindre hun oplyste yderligere om sit ophold i Tyrkiet. Ifølge politibetjentenes informationer havde ansøgeren smuglet kvinder fra Georgien til Tyrkiet med henblik på, at kvinderne skulle til Syrien. Politibetjentene oplyste endvidere ansøgeren om, at hun, følge politibetjentenes oplysninger, samlede informationer fra Tjetjenien og Georgien for at videregive informationerne til tjetjenske og georgiske krigsgrupper. Ansøgeren blev løsladt den efterfølgende dag med hjælp fra en af ansøgerens fars venner. Løsladelsen var betinget af, at ansøgeren betalte en bøde på 10.000 russiske rubler og underskrev en falsk anklage, hvoraf fremgik, at politiet ved ransagningen af ansøgerens person på politistationen havde fundet en narkotisk kapsel. Ansøgerens bror blev løsladt 10 dage senere. Ansøgerens bror var blevet tortureret og slået. Ansøgerens bror fortalte, at hele familien ville få problemer med de tjetjenske myndigheder som følge af ansøgerens ophold i Tyrkiet. Broren anbefalede derfor, at de begge forlod Tjetjenien. Ansøgeren fik det psykisk dårligt efter tilbageholdelsen, hvorfor ansøgeren blev indlagt [en dato i efteråret] 2018. Ansøgeren var indlagt i ni dage, og hun blev udskrevet omkring [en dato i efteråret] 2018. Herefter tog ansøgeren hjem til bopælen i Grozny, hvor hun opholdt sig frem til [en dato i efteråret] 2018. Ansøgeren udrejste herefter til Georgien. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet i Tyrkiet, og at hun er blevet afhørt af de russiske og tjetjenske myndigheder på et eller andet tidspunkt i forbindelse med sin genindrejse til de russiske delstater. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med de tjetjenske og/eller russiske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøger har forklaret upræcist og udetaljeret om afhøringen af hende og om sin brors forhold. Hun har forklaret upræcist om, hvor mange betjente der afhørte hende, og hun har forklaret udbyggende om, hvorvidt hun og hendes familie senere er blevet opsøgt af myndighederne på grund af hendes forhold. Ansøgeren har således indledningsvist forklaret, at hverken hun eller hendes familie blev opsøgt efter løsladelsen af hende, mens hun ved anden samtale og i advokatindlægget har oplyst, at de tjetjenske myndigheder har opsøgt hendes forældre og spurgt efter hende. Ansøgeren har tillige forklaret udbyggende om, hvorvidt hun blev løsladt uden betingelser. Hun har således indledningsvist forklaret, at hun, efter at have betalt en bøde, blev løsladt uden betingelser, mens hun i advokatindlægget har oplyst, at hun under tilbageholdelsen fik at vide, at hun ville blive kontaktet af myndighederne med henblik på en straffesag. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om brorens angivelige konflikt med myndighederne. Ansøgeren har således indledningsvist forklaret, at broren blev udsat for overgreb, men løsladt på samme vilkår som hende, mens hun efterfølgende har forklaret, at myndighederne stadig er efter hendes bror, og at han har fået udrejseforbud. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte udbygninger. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om, at hun i en periode var uden kontakt til sin farbror og derefter fik kontakt med ham, hvorefter hun fik oplysninger, forekommer utroværdigt. Der er herved lagt vægt på, at hun ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på den manglende kontakt til farbroren, og at hun efter sin egen forklaring fik nogle af oplysningerne forud for den sidste samtale, men at hun ikke ses at være fremkommet med disse oplysninger ved sidste samtale. Ansøgerens forklaring om, at hun straks udrejste, mens broren i første omgang blev i Tjetjenien forekommer i øvrigt usammenhængende med, at myndighederne var gået meget hårdere til broren. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har anvendt sit eget pas ved rejser mellem forskellige delstater i og ved sin legale udrejse af Rusland uden at opleve problemer. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgernes forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2020/15/MLVT.
