Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Basra, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive fængslet eller henrettet af de irakiske myndigheder eller af militante grupper i Irak, herunder ISIS, fordi klagerens far har arbejdet som tolk for FN samt for de internationale militære styrker i Irak. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klagerens far har arbejdet for de internationale styrker i Irak, herunder for de danske og for de britiske styrker i Irak, og at klagerens familie i 2006 fik mulighed for at rejse til Danmark for at søge asyl. Klageren har videre oplyst, at klagerens far modtog en trussel fra en ukendt afsender omkring år 2013, hvori klagerens far blev truet på livet, fordi klagerens far havde arbejdet for de internationale styrker i Irak. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 [i begyndelsen af] 2008. Ved endelig dom af [en dato i begyndelsen af] 2019 blev klageren idømt tre års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 167, jf. § 166, § 285, stk. 1, jf. § 281, nr. 1, og § 288, stk. 1, nr. 1, samt lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 43. Klageren blev samtidigt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. I den forbindelse blev klageren afhørt af Nordsjællands Politi. Klageren ønskede ikke at medvirke frivilligt til udsendelse til Irak. Det lægges til grund, at klagerens far var tolk i Irak for internationale styrker i en periode indtil 2006, og at klageren i 2007 fik opholdstilladelse i Danmark som 7-årig på grund af farens forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse i Irak til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren var 7 år, da han kom til Danmark, og at han ikke selv har konflikter i Irak. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens far og øvrige nære familie har opholdt sig i Danmark de sidste ca. 14 år, og at klagerens far i 2011 og 2012 opholdt sig i Irak uden problemer med henblik på indgåelse af ægteskab. Uanset, at klagerens far i 2013 har modtaget en skrivelse, som faren selv anser for at være en trussel, men som objektivt set fremstår som et koran-citat, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han selv ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke under nævnsmødet var i stand til at redegøre nærmere for hverken sin fars forhold, truslen mod faren i 2013 eller en trussel, som faren angiveligt skulle have modtaget for nyligt. Ansøgeren har heller ikke været i stand til at forklare uddybende om, hvad han selv frygter i Irak. Det beror således alene på klagerens egen formodning, at han som følge af truslerne mod faren og i øvrigt som følge af farens forhold vil blive efterstræbt. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at farens konflikt ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han af andre årsager risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af sin fars forhold. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren med undtagelse af sit fornavn bærer samme navn som sin far. Flygtningenævnet finder, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. På ovennævnte baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/13/MLVT.
