Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, der var blevet meddelt opholdstilladelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetencen.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren alene var i besiddelse af en midlertidig arbejdstilladelse, og at hun derved ikke var beskyttet mod refoulement. Videre henviste Dansk Flygtningehjælp, at klageren havde fået afslag på asyl i Italien, men at hun fik udstedt en humanitær opholdstilladelse, der nu er udløbet. Endelig henviste Dansk Flygtningehjælp til de generelt vanskelige forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien. Efter en gennemgang af lovgrundet og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og med henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren ad flere omgange har opnået opholdstilladelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af princippet om non-refoulement som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at klageren, henset til at hun i flere omgange har opnået opholdstilladelse i Italien, herunder humanitære opholdstilladelser og arbejdstilladelse, og at hun under sine længerevarende ophold i Italien har haft adgang til blandt andet arbejde, lægelig behandling samt medicin, ved en tilbagevenden til Italien de facto vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren ved sin indrejse i Danmark i 2017 fremlagde en humanitær opholdstilladelse fra Italien, som hun efter eget udsagn havde fået fornyet tre til fire gange, og at hun ved indrejsen i 2019 fremlagde en arbejdstilladelse fra Italien. Således finder nævnet, at klageren – i lyset af de tidligere udstedte opholdstilladelser, samt hendes ind- og udrejser af Italien – kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Klageren vil kunne opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse i Italien, hvor hun inden indrejsen til Danmark havde opholdstilladelse efter at have opnået subsidiær beskyttelse. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på klagerens konkrete situation og personlige erfaringer. Således har klageren til Udlændingestyrelsen oplyst, at hun lider af hjerteproblemer, problemer med sin hals, stress og udslæt på kroppen, men at hun i Italien har modtaget behandling herfor, haft adgang til den nødvendige medicin, og at hun er blevet vejledt om brugen af denne medicin. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det af AIDAs rapport: ”Country Report: Italy – 2018 Update” fra marts 2019 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har den samme adgang til sundhedsvæsenet som italienske statsborgere. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun frygter sin bror og tidligere ægtefælle, der begge opholder sig i Italien, idet hun ved, at de leder efter hende, og at de har truet hende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, såfremt dette skulle blive aktuelt, må henvises til at søge de italienske myndighederes beskyttelse, idet myndighederne må antages at have den fornødne evne og vilje til at yde denne beskyttelse. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren har haft mulighed for at anmelde sin tidligere ægtefælle til politiet, men at hun ikke har fulgt op på denne anmeldelse.” §29b-ita/2019/5/cabv
