Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk ukrainer og den kvindelige ansøger er etnisk ungarer. Begge ansøgere er kristne fra [A], Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han vil blive fængslet, måske tortureret og i værste tilfælde slået ihjel af de ukrainske politifolk, som han har en konflikt med. Ansøgeren frygter alle politifolk i Ukraine, fordi de vil udlevere ham til en af de tre politimænd, som han har en konflikt med, herunder [B]. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans oprindelige konflikt opstod, fordi en af de skinheads, som han tidligere havde oplyst at have problemer med, har en far, der arbejder i anklagemyndigheden. Han har videre oplyst, at han – da han i 2011-2012 befandt sig i Ukraine – blev tilbageholdt af nogle politifolk og udsat for fysiske overgreb samt tvunget til at skrive under på en blank tilståelseserklæring. Da han i juli 2014 vendte tilbage til Ukraine, blev han anholdt i lufthavnen i Lvov. Den mandlige ansøger var tilbageholdt [i sommeren] 2014. Han indgik en aftale med politimanden [B] om at betale ham 100.000 USD til gengæld for at sagen mod ham ville blive opgivet. [B] havde truet med, at alternativet var 15 års fængsel. Den blanke tilståelseserklæring, som den mandlige ansøger tidligere havde underskrevet, var blevet udfyldt med en beskrivelse af et voldeligt overfald begået mod en kvinde, som var afgået ved døden. I [efteråret] 2014 solgte den kvindelige ansøger sin lejlighed for 30.000 USD. Den mandlige ansøger gav heraf 25.000 USD til [B], som gav ham til sommeren 2015 til at fremskaffe det resterende beløb på 75.000 USD. Da den mandlige ansøger efter sommeren 2015 ikke havde kunnet skaffe det resterende beløb, levede ansøgerne i skjul, indtil først den mandlige ansøger og senere den kvindelige ansøger og parrets barn formåede at udrejse af Ukraine illegalt. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at de ukrainske myndigheder skal holde hende til ansvar for hendes ægtefælle, som hun ikke mener, har gjort noget. Hun frygter videre, at hendes ægtefælle vil blive fængslet. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at da ansøgerne vendte tilbage til Ukraine i 2014, blev den mandlige ansøger anholdt i lufthavnen. Den kvindelige ansøger og parrets barn fik lov at forlade lufthavnen. Dagen efter henvendte den kvindelige ansøger sig til politiet, som oplyste hende, at den mandlige ansøger var tilbageholdt i et arresthus i byen Lvov. Efter halvanden til to uger blev den mandlige ansøger løsladt. Han fortalte den kvindelige ansøger, at han var blevet løsladt på de betingelser, at han ikke måtte rejse, og at han skulle betale 100.000 USD. I et forsøg på at fremskaffe disse penge, solgte ansøgerne deres hus og undersøgte mulighederne for, om den kvindelige ansøger kunne få et arbejde i Polen eller i Tjekkiet. I den forbindelse søgte hun om udenrigspas og afleverede i den forbindelse sine ID-dokumenter til myndighederne. Efterfølgende kunne den kvindelige ansøger ikke få udleveret sine dokumenter igen, og en politimand forklarede hende, at hun skulle stå til ansvar for sin ægtefælle, hvis der skulle ske noget. Herudover oplevede den kvindelige ansøger aldrig selv nogen problemer med den person, som havde krævet de 100.000 USD af den mandlige ansøger. I [foråret] 2016 udrejste den mandlige ansøger af Ukraine, og i [sommeren] 2016 udrejste den kvindelige ansøger sammen med parrets barn. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingestyrelsen i 2011 gav ansøgerne afslag, da ansøgningerne fandtes åbenbart grundløse, og at Flygtningenævnet [i sommeren] 2014 gav ansøgerne afslag på asyl, da det blev vurderet, at ansøgernes forklaringer omkring asylmotivet fremstod usandsynlig og ikke overbevisende, herunder blandt andet henset til, at disse fremstod divergerende, udbyggende og påfaldende. Endvidere har Flygtningenævnet bemærket sig, at den mandlige ansøger tidligere påberåbte konflikt ikke længere giver den mandlige ansøger problemer, da han har oplyst, at han hverken i 2011 eller i 2014 har oplevet nogen problemer med de personer, som han referer til som skinheads, som i 2010 angiveligt var årsagen til, at ansøgerne valgte at flygte fra Ukraine og søgte om asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om sit asylmotiv i nærværende sag til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaringer om den falske anklage mod den mandlige asylansøger for mord og om aftalen, som den mandlige ansøger angiveligt indgik med politimanden [B] om betaling af 100.000 USD, ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om, hvornår hun fik kendskab til den falske anklage mod den mandlige asylansøger. Den kvindelige ansøger har i forbindelse med den tidligere asylsag den [i efteråret] 2013 til asylsamtalen forklaret, at hendes svigerfar havde fortalt hende, at den mandlige ansøger var anklaget for at have begået et mord på falsk grundlag. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 i forbindelse med nærværende sag har den kvindelige ansøger forklaret, at hun i lufthavnen i forbindelse med tilbageholdelsen [i sommeren] 2014 af den mandlige ansøger blev fortalt i lufthavnen i forbindelse med anholdelsen af ægtefællen, at han var eftersøgt for drab. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun først fik kendskab til den falske anklage mod den mandlige asylansøger, da den mandlige ansøger var blevet løsladt efter tilbageholdelsen i lufthavnen [i sommeren] 2014, og de sad hjemme hos den mandlige ansøgers forældre. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige og den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om, hvorvidt den mandlige ansøger havde været udsat for vold af politiet i forbindelse med den tilbageholdelse, der blev iværksat [i sommeren] 2014. For Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at han ikke blev udsat for noget under den tilbageholdelse, der blev iværksat [i sommeren] 2014. Til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2017 har den kvindelige ansøger forklaret, at den mandlige ansøger havde været udsat for politivold i de to uger, hvor han var tilbageholdt i forbindelse med genindrejsen i Ukraine. Den mandlige ansøger havde ikke fortalt hende præcist, hvad der skete, og ansøger turde ikke spørge. Hun fortalte dog, at han havde blå mærker over hele kroppen. For Flygtningenævnet har den kvindelige ansøger bekræftet denne forklaring. Da den kvindelige ansøger senere blev foreholdt den mandlige ansøgeres forklaring, forklarede den kvindelige ansøger, at hun var usikker på, om det var sket ved en tilbageholdelse af den mandlige ansøger i 2011 eller i 2014. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige og den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om kendskabet til, hvem der havde afkrævet den mandlige ansøger de 100.000 USD. Den mandlige ansøger har til anden gensamtale den [i sommeren] 2017 forklaret, at han havde fortalt sin ægtefælle om [B] og hans krav på de 100.000 USD, og at hun vidste, hvem [B] var, fordi hun måske selv havde mødt ham på en politistation, og at de havde talt om ham efterfølgende. Den kvindelige ansøger har derimod til asylsamtalen [i sommeren] 2017 forklaret, at hun ikke vidste, hvem det var, der havde stillet betingelserne om betaling af de 100.000 USD. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der er tale om en helt central oplysning i ansøgernes asylsag særligt henset til, at den pågældende politimand angiveligt var årsagen til, at ansøgerne endnu engang forlod Ukraine. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret, at han gik med til at betale 100.000 USD inden for et år, selvom han ikke havde en chance for at betale disse penge, hvilket politibetjenten må antages at have været vidende om, da han angiveligt kendte ansøgerne. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger blev løsladt efter tilbageholdelsen iværksat [i sommeren] 2014, selvom den mandlige ansøger havde underskrevet en tilståelseserklæring, og at [B] måtte være klar over, at ansøgeren havde evne og vilje til at flygte fra Ukraine, hvilket han havde gjort to gange tidligere. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om at betale 25.000 USD for derefter alligevel at udrejse af Ukraine for at undslippe [B] ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerne i sommeren 2015 uden problemer var i stand til at flytte til udkanten af byen, uden at [B] kunne finde ansøgerne, og hvor de ikke blev opsøgt. De fremlagte tilsigelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, herunder Landinfos rapport: Ukraina: Reise-ID og sivilstatsusdokumenter af 19. december 2013, hvoraf fremgår, at der er udbredt korruption i Ukraine, og at det er muligt at fremskaffe falske dokumenter eller forfalskede officielle dokumenter. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2020/2/LINB
