Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er muslim af trosretning og oprindeligt statsløs palæstinenser fra [by], Jordan. Ansøgeren har opnået jordansk statsborgerskab, hvilket Den Danske Ambassade i Beirut har fået bekræftet af de jordanske myndigheder. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han frygter blodhævn fra en familie ved navn [A]. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at ansøgerens brødre i 2003 havde en konflikt med familien, der endte i et voldeligt sammenstød, hvor en fra [A] familien afgik ved døden. [A] familien forfulgte og chikanerede herefter ansøgerens familie gennem flere år. Ansøgeren blev i [sommeren] 2010 idømt en fængselsdom på 13 år og fire måneder for falsk anklage om bortførelse, voldtægt og mishandling, som [A] familien stod bag. Ansøgeren udrejse senere i 2010 som følge af dommen. Ansøgerens ene bror er efterfølgende blevet idømt en fængselsstraf på 15 år for drab på det afdøde familiemedlem, mens ansøgeren anden bror er blevet slået ihjel af [A] familien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som palæstinenser opfattes som andenrangsborger i Jordan. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet lægger som ubestridt til grund, at ansøgeren er jordansk statsborger, og han skal således asylretligt vurderes i forhold til Jordan. Nævnet bemærker herved, at Den Danske Ambassade i Beirut ved mail af [foråret] 2015 har bekræftet, at ansøgeren er jordansk statsborger, og han har [i sommeren] 2010 fået udstedt jordansk nationalitetspas (no. […]). Det forhold, at ansøgeren er registreret hos UNRWA i Jordan i henhold til et UNRWA Family Registration Card udstedt i 2014 kan herefter ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den på væsentlige punkter forekommer divergerende og usammenhængende og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylregistreringsrapporten af [efteråret] 2010 og asylsamtalen med Udlændingemyndighederne af samme dato, hvor ansøger opgav sin identitet som […], forklarede, at han var født og opvokset i flygtningelejren Jenin i Palæstina, og han var kommet til Danmark, fordi han ikke længere ville finde sig i at blive undertrykt i Palæstina. Han frygtede ved en tilbagevenden til Jenin at blive dræbt af israelerne. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til de norske asylmyndigheder, hvor han opgav sin identitet som […] med jordansk nationalitet, [vinteren] 2012 forklarede, at han havde været varetægtsfængslet i 13 måneder i Jordan som følge af, at [A] familien havde anmeldt ham for voldtægt, hvilket førte til en dom på 13 års fængsel. Til asylsamtalen [i foråret] 2012 med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren, at hans navn rettelig var […], og at han var født og opvokset i Erbit i Jordan. Han nævnte ikke, at han havde været fængslet som følge af en anmeldelse om voldtægt eller havde fået en dom herfor, men forklarede, at han havde været fængslet i 2007-2008 som følge af, at en af fra den familie, som han havde en konflikt med, havde anklaget ansøger for at have øvet vold mod en anden fra familien og stjålet hans mobiltelefon. Ansøger blev løsladt og mødte ikke efterfølgende op i retten, hvorfor sagen aldrig blev afgjort. Til partshøringen [i sommeren] 2012 forklarede ansøgeren – foreholdt at det af de norske akter fremgik, at han i Norge havde forklaret, at han frygtede den dræbtes familie, idet de havde bestukket en pige til at anmelde ham for voldtægt i 2009 – at dette ikke var korrekt, og at det bare var noget han havde fortalt i Norge, fordi han var træt af de nordiske lande. Han var ikke idømt fængsel i 13 år og havde ikke været varetægtsfængslet i 13 måneder på grund af en sådan anklage. Ansøger har til sin advokat forklaret, at han i juni 2010 blev idømt fængsel i 13 år og 4 måneder for en falsk anklage om bortførelse, voldtægt og mishandling. Det var [A] familien, der stod bag anklagen, og ansøger frygter ved en tilbagevenden til Jordan at skulle afsone dommen. Nævnet finder ikke, at ansøger har givet en troværdig forklaring på disse væsentlige divergenser. Nævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at ansøgeren opholdt sig i Danmark i omkring to måneder, inden han søgte om asyl i Danmark, ligesom han efter at være meldt udeblevet fra asylsagsbehandlingen i Danmark og indrejst i Norge først søgte asyl i Norge, efter at han – nogen tid efter indrejsen i Norge – blev anholdt af politiet. Nævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A] familien. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold for palæstinensere i Jordan er ikke af en sådan karakter, at de kan begrunde opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2020/3/CABV
