iran202046

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og født muslim, men har oplyst, at hun nu er kristen fra Markazi, Saveh, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel eller få hældt syre på sig af sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes far ikke vil acceptere hende. Herudover har ansøgeren henvist til, at de iranske myndigheder vil slå hende ihjel, fordi hun er frafaldet islam og har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun mødte sin veninde, Anna, på universitetet i september eller oktober 2014. Ansøgeren og Anna begyndte efter 2-3 måneder at tale om bibelcitater, da Anna er armenier og født kristen. Ansøgeren har været i huskirke omkring 10 gange i Teheran. Ansøgeren indledte et romantisk forhold til Annas bror, Edwin, i sommeren 2015. De ville gerne giftes. [I slutningen af] 2017 blev ansøgeren tilbageholdt af politiet i forbindelse med en anden demonstration. Ansøgerens far fik hende løsladt med hjælp fra Mohammed Reza, der havde en høj stilling i Saveh og var respekteret af mange. Ansøgeren blev løsladt, uden at der blev oprettet en sag. Omkring september eller oktober 2018 friede Mohammed Reza til ansøgeren. Ansøgerens familie pressede ansøgeren til at gifte sig med Mohammed. Ansøgeren blev viet til Mohammed [i slutningen af] 2018. Ansøgeren fortsatte sit forhold til Edwin. Ansøgeren kommunikerede med Edwin ved hjælp af en hemmelig mobiltelefon. Medio februar 2019 kom Mohammed Reza en aften uanmeldt på besøg på ansøgerens families bopæl. Ansøgeren sov, og ved siden af hende lå den hemmelige telefon ulåst med skærmbillede af ansøgeren og Edwin. Mohammed fandt telefonen, han blev vred og voldelig. Ansøgerens far lovede Mohammed, at han ville tale ansøgeren til fornuft. Mohammed tog derefter den hemmelige telefon med sig. Mohammed truede ansøgeren med at slå hende ihjel eller hælde syre på hende. Mohammed ville hente ansøgeren den efterfølgende dag. Ansøgeren lukkede sig inde på sit værelse. Hun kontaktede Edwin fra sin almindelige telefon. De aftalte, at ansøgeren skulle flygte om natten. Ansøgeren skulle møde Edwin på en station. Da ansøgeren nåede frem til stationen, var Edwin der ikke. Edwin besvarede heller ikke sin telefon. Ansøgeren kontaktede derfor Fader Edmond, der fik fat på Anna, som kunne fortælle dem, at Edwin var blevet anholdt. Kort tid efter forlod ansøgeren Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår overbevisende og fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin ægtefælle, sine forældre eller de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har vurderet, at det ikke fremstår overbevisende, at Edwin og Anna som etniske kristne skulle vælge at deltage i hjemmekirkebesøg henset til faren ved disse møder, og at Edwin skulle have deltaget i de fleste af de 9-10 gange ansøgeren angiveligt var i en hjemmekirke, og at Anna skulle have deltaget 5-6 gange i hjemmekirkebesøg. Der henvises herunder til Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger som anført af Udlændingestyrelsen, hvorefter kristne bliver frihedsberøvet for at holde religiøse samlinger, og at der er forbud mod hjemmekirker, og at etnisk kristne oplever at blive overvåget. Det forekommer på den baggrund ikke overbevisende at Edwin og Anns skulle vælge at tage en så stor risiko ved deltage i hjemmekirkebesøg i stedet for som fødte kristne at gå lovligt i en almindelig kirke. Flygtningenævnet har vurderet, at ansøgerens forklaring om sin ageren efter Mohammed Rezas angivelige frieri ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet har i den forbindelse vurderet, at oplysningerne om, at Edwin og ansøgeren ville giftes, men at de ingenting foretog sig, selv da de fandt ud af, at ansøgeren inden for kort tid skulle giftes med Mohammed Reza, ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet har lagt på, at ansøgerens forklaring om sin vielse med Mohammed Reza fremstår overfladisk og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om Mohammed Rezas uanmeldte besøg. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at ansøgeren efter Mohammed Reza havde opdaget indholdet af hendes hemmelige telefon og hevet hende i håret ind i stuen, jf. også de tidligere forklaringer til Udlændingestyrelsen, sparkede hende på skulderen mange gange, da hun lå ned, og at Mohammed Reza også vendte sig mod ansøgerens bror og truede ham og ville angribe ham, hvilket ansøgerens far afværgede, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om, da hun fortalte om episoden ved oplysnings- og motivsamtalen og ved 2. asylsamtale [i sommeren] 2019. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om Mohammed Rezas uanmeldte besøg ikke fremstår sandsynlig. Flygtningenævnet har vurderet, at det ikke fremstår sandsynligt, at Mohammed Reza under besøget om aftenen i ansøgerens hjem hos forældrene ved 20-21-tiden skulle gå ind i ansøgerens værelse, hvor ansøgeren lå og sov og sætte sig og læse i hendes telefon. Flygtningenævnet har i den forbindelse også vurderet, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren skulle lade sin telefon med oplysninger om sin affære og konvertering som skærmbillede være ulåst, og at hun ikke havde overvejet risikoen herved. Flygtningenævnet har vurderet, at det ikke fremstår sandsynligt, at Mohammed Reza skulle reagere så voldsomt på indholdet af ansøgerens telefon, og dermed konstateringen af ansøgerens affære, for derefter at forlade ansøgeren uden videre. Flygtningenævnet har vurderet, at det ikke fremstår sandsynligt, at ansøgerens forældre lod ansøgeren være i fred, og at forældrene ikke handlede efter optrinnet med Mohammed Reza, hvor forældrene hørte Mohammed Reza true ansøgeren med at ville dræbe hende eller hælde syre på hende, og at han ville hente hende den efterfølgende morgen, for derefter at gå i seng uden at have diskuteret ansøgerens skæbne med hende. Flygtningenævnet har vurderet, at det ikke fremstår sandsynligt, at ansøgeren ikke skulle forsøge at finde ud af, hvad der var sket med hendes kæreste Edwin forud for ansøgerens udrejse, særligt henset til ansøgerens oplysninger om, at Edwin blev anholdt kort før, ansøgeren forlod Iran. På denne baggrund afviser Flygtningenævnet hele ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv, herunder ansøgerens konflikt med Mohammed Reza, sine forældre og de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at ansøgeren er udrejst af Iran, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af UNHCR´s Handbook, pkt. 203 og 204, at en troværdighedsvurdering skal foretages med udgangspunkt i ansøgerens forklaring som helhed. Derfor er ansøgerens manglende troværdighed vedrørende episoden, som førte til ansøgerens udrejse, tillagt betydning ved vurderingen af ansøgerens konversion. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorfor hun udrejste, ikke kan lægges til grund, og at ansøgernes forklaring om hendes konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller hendes beslutning om at blive døbt. Det forekommer i den forbindelse påfaldende, at ansøgeren allerede i begyndelsen af [foråret] 2019, hvor ansøgeren endnu ikke havde tilegnet sig særlig meget viden om kristendommen, anmodede præsten om at blive døbt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det kendskab til kristendommen, herunder ved mødet Flygtningenævnet, forekommer overfladisk, fragmentarisk og kun helt overordnet. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” FAM/2020/46/Iran