Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af religiøs overbevisning fra Asmara, Central Maekel, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de eritreiske myndigheder, idet han er deserteret fra militæret og udrejst illegalt af Eritrea. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han i 2009 blev sendt til en militær træningslejr. I 2010 forlod han denne uden tilladelse og tog hjem til sin familie, hvor han opholdt sig i otte måneder, indtil militæret en dag kom og tog ham med tilbage. I 2011 havde klageren orlov og vendte efter endt orlov ikke tilbage til militæret. I 2012 blev klagerens far opsøgt af militæret, som spurgte efter klageren. Klageren udrejste herefter i 2013 af Eritrea sammen med sine to søstre. Flygtningenævnet kan af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, tilslutte sig, at ansøgeren ikke forud for sin udrejse af Eritrea har været deserteret fra militæret. Ansøgeren har således på flere punkter forklaret divergerende herom. Heller ikke efter sin forklaring på nævnsmødet har ansøger om disse divergenser kunnet forklare overbevisende herom. Flygtningenævnet kan endvidere tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder, som følge af sit ønske om ikke at aftjene sin nationaltjeneste. Ansøgeren er således omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og en tvangsmæssig udsendelse vil derfor være i strid med udlændingelovens § 31. Ansøgeren er ved dom af [vinteren 2017/2018] straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder for voldtægt, til dels forsøg på voldtægt, samt blufærdighedskrænkelse og frihedsberøvelse og samtidig udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt. I medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. kan en udlænding, der er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, ikke meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Efter en samlet vurdering af forholdene i sagen tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på grovheden og karakteren af den personfarlige kriminalitet, samt længden af den udmålte frihedsstraf herfor, hvorefter ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet. Der er endelig henset til det oplyste om ansøgerens personlige forhold, herunder ansøgerens manglende tilknytning til Danmark. Endelig vurderes en udelukkelse fra opholdstilladelse ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” erit/2020/8/snd
