egyp20202

Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er egyptisk statsborger, kristen og etnisk araber. Hun er født i Jedda, Saudi-Arabien, men har boet forskellige steder i Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, [A], idet hun er stukket af fra ham og har anmeldt ham til politiet for vold og seksuelle overgreb. Ansøgeren frygter, at [A] vil få hende fængslet, såfremt hun vender tilbage til Egypten, fordi han har slægtninge, der arbejder for de egyptiske myndigheder. Videre har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel eller overhældt med syre af [B]s familie eller hans ægtefælle, [C], fordi ansøgeren har anmeldt [B] til politiet, hvorefter han blev fængslet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive udsat for fysiske overgreb af sin mors ægtefælle, [D], fordi hun har anmeldt ham til politiet for forsøg på seksuelle overgreb. Ansøgeren er tillige konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark, hvorfor hun frygter at blive slået ihjel af sin familie eller den egyptiske befolkning. Endeligt har ansøgeren henvist til, at hun ikke kan få et arbejde i Egypten, fordi hun tidligere har været anklaget for at opfordre til moralsk fordærv. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at [C] var hendes ven. Da ansøgeren og hendes datter en dag var hjemme hos [C], mødte hun [B], som [C] fortalte var hendes bror. [C] bad ansøgeren om at gifte sig med ham, hvilket hun afslog. [B] og [C] blev vrede over afslaget, hvorefter de truede både ansøgeren og hendes datter med en kniv samt tilbageholdt hende i 15 dage hos [C] og [B]. Under tilbageholdelsen blev hun udsat for fysiske og seksuelle overgreb. Først efterfølgende blev ansøgeren bekendt med, at [C] og [B] var et ægtepar og ikke søskende. Ansøgeren flygtede fra ægteparret, og to dage senere meldte hun [B] til myndighederne. I 2014 deltog ansøgeren i det sidste retsmøde mod [B]. Han blev idømt 25 års fængsel, men dommen blev senere nedsat til 10 år. [B] og [C] truede i forbindelse med retsmødet med at slå ansøgeren ihjel. Videre har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv henvist til, at da hun flygtede fra [B] og [C], flygtede hun hjem til sin mor. Under opholdet forsøgte morens ægtefælle, [D], at kysse hende, hvilket ansøgeren afslog. [D] og hendes mor blev vrede på ansøgeren over afslaget, hvorefter moren smed hende ud af sin lejlighed. Kort forinden sin udrejse, skar [D] ansøgeren under knæene med en kniv, fordi ansøgeren atter afslog hans tilnærmelser. Endvidere har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun og [A] begyndte at få problemer omkring en måned efter sin indrejse i Danmark. [A] ville have, at hun skulle deltage i betalingen for kost og logi, men da ansøgeren ikke havde nogen indtjening, begyndte den tidligere ægtefælle at sælge hende til andre mænd i stedet for. Under deres ægteskab udsatte [A] ansøgeren for seksuelle og fysiske overgreb gentagne gange. Ansøgeren flygtede fra ham i [foråret] 2017, og [senere på foråret] 2017 anmeldte hun overgrebene til politiet. Herefter udrejste [A] til Egypten, hvor han begærede skilsmisse. Siden sin ankomst til Egypten har [A] sendt trusler til ansøgeren samt de personer, der har hjulpet hende med at flygte og anmelde ham til politiet. Til støtte for sin konversion til kristendommen har ansøgeren over for Udlændingestyrelsen oplyst, at hun fik kendskab til kristendommen igennem en veninde i Egypten, og at hun har været kristen siden, hun var 15 år. Ansøgeren gik jævnligt i kirke i Egypten. Efter et af hendes besøg i kirken opdagede hendes far hende, da hun kom ud derfra, hvorefter han udsatte hende for fysiske overgreb og truede med at slå hende ihjel. Kort tid efter sin ankomst til Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke her i landet. I [vinteren] 2017 blev hun døbt. Flygtningenævnet har i al væsentligt lagt ansøgerens forklaring om sine konflikter i Egypten og om sin konvertering til kristendommen til grund. Spørgsmålet for nævnet er derfor, om disse konflikter kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet tiltræder, at ansøgerens konflikt med [A] ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at [A] efter det oplyste er britisk statsborger, og at han ifølge egne oplysninger på Facebook – i hvert fald i [vinteren] 2019 – var bosiddende i [et land i Europa]. Det kan efter ansøgerens forklaring for Udlændingestyrelsen imidlertid lægges til grund, at [A] har været i Egypten, efter konflikten er opstået, men at han ikke under sit ophold i Egypten har opsøgt bl.a. ansøgerens familie. Dette taler imod, at [A] fortsat skulle have vilje til at efterstræbe ansøgeren. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke frygter, at [A] vil slå hende ihjel, men at han vil forsøge at få hende fængslet som følge af kriminalitet, de sammen har begået i bl.a. Egypten. Det er noget uklart, hvad der skulle være [A]s bevæggrund for at få melde ansøgeren til myndighederne, idet [A] efter det oplyste har taget del i kriminaliteten. Afgørende for vurderingen er imidlertid, at ansøgerens frygt for fængsling som følge af kriminalitet ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det tiltrædes endvidere, at heller ikke ansøgerens tidligere konflikt med [C] og [B]s familie kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der er ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren ikke – ifølge sin forklaring for Udlændingestyrelsen – har haft nogen kontakt til [C] eller [B] siden retssagen afslutning i 2014, der førte til, at [B] blev idømt fængsel i 10 år. Ansøgerens nye forklaring for Flygtningenævnet om, at [C] har truet hende 8-9 måneder før ansøgerens udrejse, og at ansøgeren via veninder havde hørt fra [C] op til 1½ måned forud for udrejsen, kan ikke lægges til grund. Hertil kommer, at det efter ansøgeren forklaring må lægges til grund, at det ikke var denne konflikt alene, der fik hende til at udrejse af Egypten, men i stedet et ønske om at stifte familie med sin nye mand [A]. Ansøgeren må i øvrigt i relation til en sådan eventuel konflikt henvises til at søge beskyttelse hos de egyptiske myndigheder, der tidligere – hvilket dommen mod [B] må ses som udtryk for – har ydet ansøgeren beskyttelse. Heller ikke ansøgerens konflikt med [D], der er ansøgers mors ægtefælle, synes at have en sådan karakter og intensitet, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De episoder, som ansøgeren har forklaret om, har således udelukkende fundet sted på moderens bopæl, og de er sket med lang tids mellemrum, uden at ansøgeren uden for moderens bopæl har været efterstræbt af [D]. Det hører med til denne vurdering, at ansøgeren tilsyneladende ikke har modtaget trusler fra [D], uagtet at hun fortsat er i kontakt med sin mor. Hertil kommer, at ansøgerens datter fortsat bor hos moderen, hvilket tyder på, at ansøgeren trods alt ikke har vurderet risikoen for at bo dér til at være betydelig. Endelig må ansøgeren også i relation til en sådan eventuel fortsættende konflikt henvises til at søge de egyptiske myndigheders beskyttelse. Nævnet tiltræder desuden, at ansøgerens konversion til kristendommen ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet henviser i den forbindelse til de baggrundsoplysninger, der er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter det må lægges til grund, at det ifølge egyptisk lov ikke er ulovligt at konvertere fra islam til kristendommen. Ansøgerens frygt for chikane fra lokalbefolkningen og episoden med ansøgerens far har ikke en sådan karakter og intensitet, at det er asylbegrundende. For så vidt angår episoden med ansøgerens far ligger denne lang tilbage i tid, og ansøgeren har ikke efterfølgende oplevet lignende episoder med faderen. Endelig tiltræder nævnet, at ansøgerens frygt for ikke at kunne få et arbejde i Egypten, ligesom hendes generelle frygt for myndighederne, der udspringer af, at ansøgeren tidligere angiveligt er blevet anklaget for at opfordre til moralsk fordærv, heller ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under hensyn hertil finder Flygtningenævnet – også efter en samlet vurdering – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2020/2/AMKJ