Nævnet omgjorde i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk hazara og har oplyst at være kristen af trosretning fra [by], Ghazni-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af sin familie, lokalbefolkningen eller af myndighederne som følge af, at han var konverteret fra islam til kristendommen. Klageren oplyste til støtte herfor, at han gennem sit arbejde hos […] i Kabul gennem 11 måneder stiftede bekendtskab med kristendommen gennem sine kollegaer. Klageren fik blandt andet lydfiler fra biblen, som han kunne lytte til. Under et skænderi med sin far, som var mullah, fik klageren fortalt, at han nu arbejdede for udlændinge i […] og var konverteret til kristendommen, og i samme forbindelse brændte han en koran af i raseri. Klageren flygtede herefter til Pakistan, idet han var blevet overfaldet af sin far og meldt til myndighederne. Klageren fortsatte med at praktisere sin kristne tro. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §§ 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, § 19, stk. 2, nr. 4, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Udlændingestyrelsen har som begrundelse herfor henvist til, at det må afvises, at klageren reelt er konverteret til kristendommen, idet klageren blandt andet har forklaret forskelligt om, hvor han blev introduceret til kristendommen, og om hvordan han lærte om og praktiserede sin kristne tro i Afghanistan, ligesom klagerens kendskab til kristendommen forekommer begrænset. Udlændingestyrelsen har endvidere henvist til oplysninger fra klagerens Facebook-profil, hvoraf det fremgår, at han er medlem af en muslimsk gruppe, The View of Islam. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han fortsat frygter sin familie, lokalbefolkningen og myndighederne som følge af sin konversion til kristendommen. Klageren har således fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at det er myndighederne, der har bevisbyrden for, at det oprindelige asylgrundlag er urigtigt. Flygtningenævnet finder, at klagerens troværdighed er svækket afgørende af, at der er store og væsentlige divergenser i hans forklaring om hans generelle forhold i Afghanistan, som burde stå klart for ham, herunder om hans opvækst, familieforhold, herunder hvor mange koner, hans far havde, uddannelse, årsagen til konflikten med faren, bekendtskabet med kristendommen og udrejsen. Klageren har således til sin første samtale med udlændingemyndighederne [i foråret] 2011 forklaret, at han flygtede fra Afghanistan for ca. 8 måneder siden, havde to års skolegang og ikke havde nogen religion, mens han til identitetsafhøringen [i foråret] 2013 forklarede, at han ikke havde haft nogen skolegang og ikke kunne læse og skrive og angav, at han var kristen. Det fremgår af de offentligt tilgængelige oplysninger fra klagerens facebookprofil, at han har skrevet lange beskeder og kommentarer i 2010 inden indrejsen i Danmark. Klageren har videre til sin asylsamtale [i sommeren] 2013 forklaret, at han havde to helsøskende, tre halvbrødre og to halvsøstre. Alle – samt hans mor, far og farens koner - boede i samme hus. Klageren forklarede videre, at han hjemme hjalp sin far, der var mullah, i forbindelse med gudstjenester. Han hjalp som budbringer med at give farens velsignelser til eksempelvis folk, der ikke kunne få børn og i to til tre år på farens ordre medvirkede til at lave propaganda for islam ved at læse og synge under højtider. Til forlængelsessamtalen [i efteråret] 2018 forklarede klageren derimod, at han aldrig havde boet sammen med sine halvsøskende og ikke kunne huske, hvor mange halvsøskende, han havde, og at han ikke hjalp til med noget derhjemme og ikke havde nogen hjælpeopgaver i forbindelse med farens arbejde som mullah. Foreholdt denne divergens forklarede klageren, at han blev tvunget til at servere the i moskeen, men ikke noget andet. Klageren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at han rejste til Kabul, hvor han boede på et hotel i 8-10 dage og imens ledte efter arbejde, men han fandt ikke noget. Han mødte nogle hazara’ mænd, som han boede hos, og som tilbød ham arbejde i […], hvor de selv arbejdede. Til forlængelsessamtalen forklarede klageren imidlertid, at han i Kabul arbejdede som tjener på en restaurant. Han blev tilbudt at bo hos nogle afghanere fra samme hjemby som han selv. Disse afghanere kendte ikke noget til hans stilling i […]. Det var en tilfældig engelsktalende mand, som han mødte i restauranten, der hjalp ham med at få dette arbejde. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om årsagen til, at han brændte Koranen. Han har således til asylsamtalen forklaret, at han fandt ud af, at faren ville giftes igen med en 15-årig pige, hvilket klageren satte sig imod. Faren slog klageren, hvorefter klageren gik ind i et andet værelse og satte ild til Koranen, kastede resterne foran faren og sagde, at Muhammed var djævlen. Til forlængelsessamtalen forklarede klageren imidlertid, at faren var i gang med at få en ny kone, som vist hed [A]. Hun var ikke yngre end ham. Foreholdt, at han tidligere havde forklaret, at den nye ægtefælle var 15 år, forklarede klageren, at det var farens anden kone, der hed [A], og den nye, som var farens tredje kone, var 15 år. Han var ligeglad med, at faren ville giftes med den 15-årige pige, og han tilkendegav ikke sin holdning over for faren. Han brændte Koranen, fordi han kom op at skændes med faren i forbindelse med, at han gav faren penge fra sit arbejde i Kabul, og at faren kastede pengene tilbage i ansigtet på klageren. Han gjorde det, fordi faren hele tiden havde sagt, at Koranen ikke kan brænde. Under mødet i Flygtningenævnet forklarede klageren, at faren havde tre koner, at han skulle giftes med en fjerde kone. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren har afgivet divergerende oplysninger om, hvornår han mødte sin ægtefælle, idet klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018 først forklarede, at han kom i kontakt med ægtefællen via facebook, og at de mødte hinanden første gang i lufthavnen i Quetta i 2016, hvorefter han senere under samtalen ændrede forklaring til, at han kendte sin ægtefælle i Pakistan, før han kom til Danmark i 2011. Ægtefællen har til sit interview i forbindelse med familiesammenføringssagen [i foråret] 2018 oplyst, at hun fik kontakt med klageren via facebook i 2014, og at han efterfølgende kom til Pakistan, hvor de blev gift i 2016. Klageren har forklaret, at dette blev oplyst efter hans instruks. Nævnet bemærker hertil, at klagerens forklaring om, at han og ægtefællen ikke oplevede nogen konsekvenser i forbindelse med registreringen af ægteskabet i Pakistan, forekommer mindre troværdig henset til, at klageren er registeret på vielsesattesten som kristen, og at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at et ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en ikke-muslimsk mand vil blive erklæret for ugyldigt af myndighederne og vil føre til alvorlige anklager. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om sin udrejse af Afghanistan. Han har således til asylsamtalen forklaret, at han i forbindelse med udrejsen opholdt sig 2-3 dage hos to venner i Kabul. Vennerne blev imidlertid bange, fordi de have fået at vide, at folk vidste, at han opholdt sig hos dem, hvorefter de alle tre besluttede at udrejse til Pakistan. Til forlængelsessamtalen forklarede klageren derimod, at han tog til [by], hvor han tog videre med taxa til Kabul og derfra rejste videre til Kandahar – uden at opholde sig i Kabul. Han rejste alene, og vennerne kom efterfølgende, da de fandt ud af, at livet var for hårdt for dem. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har givet en troværdig forklaring på disse talrige og væsentlige divergenser i hans forklaring. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren til forlængelsessamtalen viste et påfaldende overfladisk kendskab til kristendommen, herunder at han ikke kendte baggrunden for påsken og ikke vidste, hvornår påsken tidsmæssigt lå, eller hvad påskedagene hed. Klageren kendte heller ikke andre højtider og kunne ikke gengive fortællinger fra biblen. På mødet i nævnet har klageren endvidere svaret undvigende på spørgsmål om kristendommen og har herunder ikke kunnet redegøre for, hvad der kendetegner den apostolske frikirke, som han har været tilknyttet i en længere periode. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der – uanset disse divergenser i klagerens forklaring – er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere svig, eller at grundlaget for opholdstilladelsen i øvrigt var urigtigt. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaringer under henholdsvis den oprindelige asylsag og nærværende sag om konversionen, som er grundlaget for opholdstilladelsen, på centrale punkter er fastholdt, at begivenhederne i relation til asylmotivet ligger tilbage til 2006/07, og at klageren – med visse afbrydelser – har haft og fortsat har nogen tilknytning til det kristne miljø i Danmark. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2020/23/CABV
