Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Tunesien. Senest indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og kristen fra Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter at blive fængslet i 18 år, idet han er dømt for dokumentfalsk. Han har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien [A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [AA] i 2009 overfaldt ansøgerens forlovede og forsøgte at voldtage hende. Ansøgeren overfaldt herefter [AA] med en kniv. Ansøgeren forfalskede efterfølgende [AA]s underskrift på et dokument, hvoraf det fremgik, at det ikke var ansøgeren, der havde begået vold mod [AA]. Ansøgeren er blevet truet af familien [A], og hans familie har gentagne gange fået at vide, at familien [A] vil slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har ydermere som asylmotiv henvist til, at han frygter sin familie og befolkningen, da han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren har uploadet en video på sin Facebookprofil, hvor han fortæller, at han er konverteret. Ansøgeren har senere slettet videoen. Personer, ansøgeren ikke kender, har fortalt, at hvis en muslim skifter religion skal denne stenes til døde. Ansøgeren konverterede i begyndelsen af 2019. Efterfølgende har ansøgerens familie, foruden hans mor, nægtet at tale med ansøgeren. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet der henvises til, at forklaringen på flere centrale punkter fremstår divergerende og usammenhængende både med hensyn til asylmotivet og ansøgerens identitet. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen [foråret] 2019 med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han i Tunesien er blevet idømt 18 års fængsel for dokumentfalsk, og at ansøgeren selv havde forfalsket dokumentet ved at forfalske [AA]s underskrift. Ansøgeren blev ikke dømt for at have angrebet [AA], men dommen for dokumentfalsk indeholder oplysninger om ansøgerens angreb. Under asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [efteråret] 2019 og over for nævnet har ansøgeren derimod endeligt forklaret, at det var hans familie, der forfalskede dokumentet, og at han blev idømt fem måneders fængsel efter en dom, der først lød på forsøg på manddrab, men som senere blev ændret til vold mod [AA], fordi dommeren kendte ansøgerens mor. For så vidt angår dommen vedrørende dokumentfalsk bemærker nævnet, at det fremgår af sagens oplysninger, at de italienske myndigheder under behandlingen af ansøgerens sag har vurderet, at den fremlagte dom ikke er ægte, idet vurderingen i øvrigt er nærmere begrundet. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under samtalen [foråret] 2019 har forklaret, at [AA] i 2009 forsøgte at voldtage ansøgerens forlovede, hvorefter konflikten med [AA] opstod. Under samtalen [efteråret] 2019 og over for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at [AA] i sommeren 2010 voldtog hans forlovede, efter at han havde grebet fat i hende på gaden og slæbt hende ind i sin lejlighed. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren tidligere i 2015 under behandling af hans asylsag har oplyst, at han hed [B], og at han var syrisk statsborger, født i Aleppo, Syrien. Under en tidligere dublin-forhandling har de tyske myndigheder oplyst, at ansøgeren var kendt under navnet [C] fra Gaza og med ukendt nationalitet. For så vidt angår ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen, lægger nævnet vægt på, at ansøgeren under samtalen [foråret] 2019 har forklaret, at han er blevet døbt i en kirke i Hillerød i [vinteren] 2019, mens han over for nævnet derimod har forklaret, at han ikke er blevet døbt. Ansøgeren har i øvrigt ikke kunnet sandsynliggøre, at han er konverteret på baggrund af en religiøs overbevisning. Af kristne højtider har ansøgeren i nævnet således alene kunne nævne påsken som en kristen højtid, og han har i øvrigt på spørgsmål om kristendommen ikke kunne redegøre nærmere for sit kendskab hertil. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2020/1/gdan
