Nævnet omgjorde i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Irak, således at de fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige klager indrejste i 2001, mens den mandlige klager indrejste i 2002.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske feyli-kurdere og shia-muslimer. Den kvindelige klager er født i Bagdad i Irak, mens den mandlige klager er født i Diyala i Irak. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. [I efteråret] 2009 meddelte Flygtningenævnet klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet nævnet fandt, at det på baggrund af klagernes forklaringer om, at flere af deres familiemedlemmer var blevet slået ihjel eller fordrevet på grund af deres etnicitet, sammenholdt med de daværende baggrundsoplysninger om forholdene for feyli-kurdere i Irak, var sandsynliggjort, at klagerne ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse som følge af deres etniske og religiøse tilhørsforhold. Bestemmelserne om inddragelse af opholdstilladelse i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 2, nr. 4, skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 1 C. Flygtningekonventionens artikel 1 C lyder som følger:”Denne konvention skal ikke længere finde anvendelse på en person, der omfattes af bestemmelserne i afsnit A, såfremt han(1) på ny frivilligt har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret; eller(2) efter at have mistet sin statsborgerret frivilligt har generhvervet denne; eller(3) har erhvervet en ny statsborgerret og nyder godt af det lands beskyttelse, i hvilket han er blevet statsborger; eller (4) frivilligt på ny har bosat sig i det land, som han har forladt, eller udenfor hvilket han er forblevet af frygt for forfølgelse; eller(5) ikke længere kan afslå at søge det landsbeskyttelse, i hvilket han har statsborgerret, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke han er blevet anerkendt som flygtning er bortfaldet. Denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå beskyttelse fra det land, i hvilket han har statsborgerret;(6) uden at være i besiddelse af nogen statsborgerret er i stand til at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere har haft fast bopæl, fordi de forhold, som førte til, at han er blevet anerkendt som flygtning, ikke længere er til stede. Denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere har haft fast bopæl.”Det fremgår af UNHCR’s Håndbog om procedurer og fastlæggelse af flygtningestatus punkt 116, at ophørsbestemmelserne er udtømmende opregnet og derfor bør fortolkes restriktivt, og at ingen andre grunde kan anføres analogt som årsag til at tilbagekalde flygtningestatus. Ifølge Håndbogens punkt 119 gælder følgende forudsætninger for inddragelse efter artikel 1 C (1): (a) frivillighed: flygtningen må handle af egen fri vilje;(b) hensigt: hensigten med flygtningens handling skal være atter at søge beskyttelse i det land, i hvilket han er statsborger(c) på ny har søgt beskyttelse: flygtningen skal rent faktisk have opnået sådan beskyttelse.Opnåelse af indrejsetilladelse eller nationalitetspas med henblik på hjemrejse vil i fravær af bevis for det modsatte blive anset som grundlag for ophør af flygtningestatus, jf. Håndbogens pkt. 122. De tilfælde hvor en flygtning besøger sit tidligere hjemland uden nationalitetspas, men for eksempel med et rejsedokument udstedt af opholdslandet, bør bedømmes individuelt. Der er forskel på at besøge en gammel og syg forælder og jævnlige besøg i et pågældende land med det formål at holde ferie eller etablere forretningsmæssige forbindelser, jf. Håndbogens pkt. 125. Det fremgår videre af Håndbogens pkt. 134 om ophørsbestemmelsen i artikel 1 C (4), at bestemmelsen angår en flygtning, som ”frivilligt på ny har bosat sig”. Dette skal forstås som en tilbagevenden til det land, i hvilket flygtningen er statsborger eller tidligere havde fast bopæl, med henblik på permanent ophold. Et midlertidigt besøg i hjemlandet uden nationalitetspas, men f.eks. med et rejsedokument udstedt af opholdslandet, betyder ikke, at flygtningen ”frivilligt på ny har bosat sig” og indebærer ikke tab af flygtningestatus i henhold til nærværende bestemmelse. For så vidt angår inddragelse efter Flygtningekonventionens artikel 1 C (5) og (6), fremgår det af Håndbogens pkt. 135-139, at det er en betingelse herfor, at der er sket fundamentale forandringer i hjemlandet, som kan formodes at fjerne grundlaget for frygten for forfølgelse. At der sker en evt. forbigående forandring i forholdene vedrørende den enkelte flygtnings frygt, der ikke indebærer en sådan grundlæggende ændring af omstændighederne, er ikke tilstrækkeligt til, at disse bestemmelser finder anvendelse. En flygtnings status skal i princippet ikke jævnligt gøres til genstand for undersøgelser til skade for den følelse af tryghed, som er formålet bag international beskyttelse. Det fremgår af UNHCR’s Executive Committee’s Conclusion No. 69 fra 1992 om ophør af flygtningestatus, at staterne, ved anvendelsen af konventionens artikel 1 C (5) og (6) om de asylbegrundende omstændigheders ophør, grundigt skal undersøge den fundamentale karakter af forandringerne i hjemlandet, herunder den generelle menneskerettighedssituation såvel som den særlige grund til frygt for forfølgelse, for at sikre sig på en objektiv og verificerbar måde, at situationen, der medførte flygtningestatus, er ophørt. UNHCR har i “Guidelines on International Protection No. 3: Cessation of Refugee Status under Article 1 C(5) and (6) of the 1951 Convention relating to the Status of Refugees (the “Ceased Circumstances” Clauses)” fra den 10. februar 2003 udarbejdet retningslinjer for anvendelsen af de nævnte ophørsgrunde i Flygtningekonventionen. Det fremgår heraf blandt andet, at alle faktorer skal inddrages ved vurderingen af, om der er tale om en fundamental forandring. Landet skal have tid til at konsolidere sig, således at forandringen kan karakteriseres som varig. Dette kræver længere tid, hvis ændringen i landet er sket på baggrund af et voldeligt skift af regime. Endvidere skal det vurderes, om det i hjemlandet er muligt for den pågældende at opnå beskyttelse, og om beskyttelsen kan siges at være effektiv. Ved vurderingen heraf skal der tages hensyn til, om der er en fungerende regering og administrative strukturer, hvilket blandt andet vil give sig udtryk i et fungerende retssystem. Desuden skal den generelle menneskerettighedssituation i landet vurderes, herunder landets demokratiske udvikling og om der har være afholdt frie og uafhængige valg. Det er i de nævnte retningslinjer i øvrigt anført, at en strikt fortolkning af artikel 1 C(5) og (6) giver mulighed for at anvende dem på individuel basis, men at de pågældende bestemmelser sjældent har været påberåbt i individuelle sager. Det er ifølge de samme retningslinjer, afsnit III om Procedural Issues, pkt. 25, General Considerations, (ii), myndighederne i asyllandet, som har bevisbyrden for, at der i flygtningens hjemland er sket fundamentale ændringer, som er stabile og varige. For så vidt angår den kvindelige klager lægger Flygtningenævnet til grund, at hun har været udrejst til Irak i ca. en måned i foråret 2017 […] med henblik på at besøge sin familie, herunder navnlig en syg moster, som stod hende meget nær. Flygtningenævnet tilsidesætter således den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun i den pågældende periode i stedet har opholdt sig i Tyrkiet, som utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hun i Københavns Lufthavn blev registreret med et boardingpass dateret [foråret] 2017, hvor destinationen var Baghdad via Istanbul. Hendes forklaring om, hvordan hun skulle være kommet gennem paskontrollen og ud af lufthavnen i Istanbul ved hjælp af tegnsprog, selv om hun kun var i transit, er i modstrid med de baggrundsoplysninger, der foreligger om den meget intensive sikkerhedskontrol i Istanbul Lufthavn efter et angreb i 2016. Hertil kommer, at hendes forklaring om, hvordan hun tilfældigvis fandt sine familiemedlemmer lige netop på det sted, hvor hun kom ud af lufthavnen uden nærmere aftale om stedet på forhånd, fremstår som særdeles påfaldende. Hun har endvidere ikke kunnet fremskaffe relevant dokumentation til støtte for, at hun i den pågældende periode har opholdt sig i Tyrkiet. Den kvindelige klager er således umiddelbart omfattet af ordlyden af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, 1. led, og formodningsreglen i § 19, stk. 3, 2. pkt., (tidligere § 19, stk. 2, nr. 4, 3. pkt.), der blev indført ved lov nr. 102 af 3. februar 2016. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen i § 19, stk. 2, nr. 4 (nu § 19, stk. 3, 2. pkt.), skal udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, fortsat administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens regler om ophør af flygtningestatus og Danmarks internationale forpligtelser i øvrigt, herunder EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv, jf. L 87 om forslag til ændring af udlændingeloven, fremsat den 10. december 2015, almindelige bemærkninger, pkt. 4.2. Forarbejderne tager ikke stilling til, om bestemmelsen kan finde anvendelse i forhold til Flygtningekonventionens artikel 1 C (5) og (6), hvorefter myndighederne i asyllandet har bevisbyrden for, at der i flygtningens hjemland er sket fundamentale ændringer, som er stabile og varige. Den kvindelige klager har efter ordlyden af udlændingelovens § 19, stk. 3, ved frivilligt at rejse til Irak selv skabt en formodning for, at de forhold, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at hun ikke længere risikerer forfølgelse, jf. § 7, stk. 1. Der er tale om en enkeltstående rejse af begrænset varighed, som bl.a. havde til formål, at den kvindelige klager skulle besøge en syg moster, som stod den kvindelige klager meget nær. Under hensyn hertil og den uklarhed, der er i forarbejderne til udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, 3. pkt. (nu § 19, stk. 3), om, hvilke af de udtømmende ophørsgrunde i Flygtningekonventionen artikel 1 C, bestemmelsen sigter til, sammenholdt med den bevisbyrde, der påhviler asyllandet i forhold til ophørsgrundene i artikel 1 C (5) og (6), finder Flygtningenævnet ikke, at den kvindelige klagers rejse til Irak under de givne omstændigheder giver grundlag for at statuere, at betingelserne for inddragelse af hendes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, er opfyldt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i § 19, stk. 2, nr. 4, 3. pkt. (nu § 19, stk. 3, 2. pkt.), at bestemmelsen fortsat vil skulle administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens regler om ophør af flygtningestatus og Danmarks internationale forpligtelser i øvrigt. Det skal på den baggrund både for den mandlige og kvindelige klagers vedkommende selvstændigt vurderes, om forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen har ændret sig på en sådan måde, at de ikke længere risikerer forfølgelse, jf. § 7, stk. 1. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger – herunder de to rapporter, der er fremhævet i Udlændingestyrelsens afgørelser af 14. december 2018 (Institut for International Law and Human Rights, IHLR, Iraq’s minorities and other vulnerable Groups: Legal Framework, Documentation and Human Rights, fra 2013, og DFAT Country Information Report- Iraq fra juni 2017) – er sket visse forbedringer af feyli-kurdernes forhold efter Baath-regimets fald i 2003. Dette understøttes af en række yderligere baggrundsoplysninger, som dog samlet indikerer, at der trods disse forbedringer fortsat sker diskrimination af feyli-kurdere, ligesom disse er mål for ISIL-gruppers angreb, jf. særligt EASO Country Guidance Iraq, Juni 2019. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om Irak sammenholdt med klagernes forklaringer om familiemedlemmer, der efter deres formodning er blevet dræbt med baggrund i, at de er feyli-kurdere, efter at klagerne blev meddelt opholdstilladelse [i efteråret] 2009, vurderer Flygtningenævnet, at forholdene i Irak siden denne dato ikke har ændret sig på en sådan måde, at klagerne ikke længere risikerer forfølgelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er sket sådanne ændringer af fundamental, stabil og varig karakter hverken i forhold til klagernes særlige grund til frygt for forfølgelse eller de generelle forhold, at betingelserne for at inddrage klagernes opholdstilladel¬ser i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med Flygtningekonventionens artikel 1 C (5), er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelser af [ultimo] 2018, således at klagerne fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2019/102/thv
