Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rus-land. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og sunnimuslimer fra […], Tjetjenien, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til den Russiske Føderation frygter at blive slået ihjel myndighederne i Delrepublikken Tjetjenien, fordi han ikke samarbejdede med dem. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han og ægtefællen [i sommeren] 2018 tog til bryllupsrejse til Tyrkiet. Ansøgeren og ægtefællen rejste hjem igen fra ferie [i sommeren] 2018. Et par timer efter hjemkomsten blev de opsøgt af myndigheder på deres bopæl. Ansøgeren blev taget med af myndighederne og kørt til et ukendt sted, hvor han blev afhørt om rejsen til Tyrkiet. Ansøgeren blev tilbageholdt til dagen efter, hvor han igen blev afhørt. Ansøgeren fik fra myndighederne et tilbud om at samarbejde med dem. Ansøgeren accepterede dette tilbud og blev herefter løsladt. Ansøgeren og ægtefællen rejste samme aften til Ingusjetien. Her opholdt de sig i omkring en uge, hvor de fik oplysninger om, at deres familier var blevet opsøgt af myndighederne. De fik ligeledes at vide, at ansøgerens bror var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren og ægtefællen udrejste herefter til Ukraine. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til den Russiske Føderation frygter, at hun og hendes ægtefælle vil blive slået ihjel af myndighederne, fordi de blev mistænkt for at have været i Syrien. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun og ægtefællen var på ferie i Tyrkiet i perioden […] 2018 til […] 2018. Et par timer efter hjemkomsten blev deres bopæl opsøgt af myndighederne. Ansøgeren blev dårlig og mistede bevidstheden, mens myndighederne befandt sig på bopælen. Da ansøgeren kom til bevidstheden igen, havde myndighederne anholdt ægtefællen og taget ham med. Klokken 10 dagen efter blev ansøgeren opsøgt af myndighederne på bopælen. Ansøgeren blev afhørt om rejsen til Tyrkiet. Ægtefællen kom hjem senere samme dag og fortalte ansøgeren, at de ikke længere var i sikkerhed, og at de skulle forlade Tjetjenien. Samme aften rejste ansøgeren og ægtefællen til Ingusjetien. Mens de opholdt sig i Ingusjetien, fandt ansøgeren ud af, at myndighederne havde for-søgt at finde ansøgeren og ægtefællen ved at opsøge deres familier. Ansøgerens svoger var indkaldt til en samtale hos myndighederne. Herefter udrejste ansøgeren og ægtefællen til Ukraine. Den om-stændighed, at den mandlige ansøger ved en fejl oprindelig modtog en anden persons afgørelse i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen traf afgørelse i sagen, og at ansøgeren til brug for mødet hos advokaten i [efteråret] 2019 efter det af ham oplyste endnu ikke havde modtaget et oversat ek-semplar af den korrekte afgørelse, kan ikke føre til, at sagen nu skal udsættes. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse med nævnsmødet i dag har oplyst, at han efterfølgende har fået den korrekte afgørelse i oversat stand og har haft lejlighed til at gennemgå afgørelsen. Eventu-elle udestående spørgsmål må således afklares ved supplerende og uddybende spørgsmål under nævnsmødet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de har en konflikt med de tjetjenske myndigheder, idet ansøgernes forklaringer fremstår divergerende, herunder indbyrdes divergerende, og udbyggende. Den mandlige ansøger har således forklaret udbyggende om, hvorvidt han under den første afhøring fik forevist et billede af Mansour, idet dette først blev oplyst under asylsamtalen. Henset til, at ansøgerens kendskab til Mansour er et væsentligt element i ansøgerens asylmotiv, er det påfaldende, at dette forhold ikke er blevet fremhævet af ansøgeren allerede under oplysnings- og motivsamtalen, også henset til, at den mandlige ansøger har forklaret, at fotografiet, hvori den mandlige ansøger også indgår, er taget af hans hustru. Den mandlige ansøgers forklaring om karakteren af oplysnings- og motivsamtalen kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Hertil kommer, at den mandlige og den kvindelige ansøger har afgivet forskellige forklaringer om omstændighederne i forbindelse med løsladelsen, idet den mandlige ansøger har oplyst, at han blev løsladt, fordi han indvilligede i at samarbejde med myndighederne, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at den mandlige ansøgers bror betalte for løsladelsen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret udbyggende om, hvad der skete efter ansøgernes udrejse af Tjetjenien, idet den mandlige ansøger først under asylsamtalen oplyste, at den mandlige ansøgers bror havde været anholdt og kortvarigt tilbageholdt. Den kvindelige ansøgers forklaring er desuden ikke overensstemmende hermed, idet hun til asylsamtalen har oplyst, at den mandlige ansøgers bror modtog en indkaldelse til en samtale med myndighederne. Den mandlige ansøger har desuden først under asylsamtalen oplyst, at hans egen og ægtefællens familie også blev opsøgt, mens ansøgerne opholdt sig i Ingusjetien. Den mandlige ansøgers forklaring om, at det skyldes, at han ikke blev spurgt herom under oplysnings- og motivsamtalen, kan efter denne oplysnings karakter og mulige betydning i forhold til vurderingen af asylmotivet ikke føre til en anden vurdering. Nævnet tiltræder det anførte i Udlændingestyrelsens afgørelse om, at det forekommer påfaldende, at den mandlige ansøger ikke har forsøgt at kontakte sin familie i Tjetjenien siden udrejsen. Nævnet anser det også for påfaldende, at ansøgerne heller ikke efter ankomsten til Danmark har søgt at tage kontakt til Mansour. Herudover er det indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgernes forklaringer ikke fremstår konsistente, herunder indbyrdes konsistente, i forhold til spørgsmålet om, hvor på bopælen de opholdt sig, da myndighederne opsøgte bopælen, og om hvordan ansøgerne og deres familiemedlemmer var placeret i stuen under selve opsøgningen. Desuden har den mandlige ansøger som noget nyt under nævnsmødet forklaret, at hans mobiltelefon blev taget af myndighederne i forbindelse med opsøgningen. Det er endelig indgået i vurderingen af sagen, at den kvindelige ansøgers forklaring under nævnsmødet har været divergerende. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger således forklaret, at hun besvimede, da hendes mand fik håndjern på, og at hun ikke så, at han blev slået, mens det fremgår af referatet af asylsamtalen, at hun besvimede, da hendes mand blev slået. Af referatet af oplysnings- og motivsamtalen fremgår endvidere, at den kvindelige ansøger gik i panik og næsten besvimede, da myndighedsrepræsentanterne slog hendes mand. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, i anledning af en konflikt med myndighederne i Tjetjenien. På den anførte baggrund, og idet de generelle forhold i Den Russiske Føderation ikke i sig selv kan begrunde asyl efter reglerne i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” rusl/2020/10/FAM
