Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Konya, Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive slået ihjel af sin far, fordi hendes far er psykisk syg og lider af skizofreni. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes far har truet med at slå hende ihjel, og fortalt hende, at hun ikke skal vende tilbage, fordi hverken han eller lokalsamfundet kan acceptere, at hun er lesbisk. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes far gentagne gange har udsat hende for fysisk vold og social kontrol. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dårligt behandlet af sin bror og sin øvrige familie, fordi de ikke kan lide hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun altid er blevet holdt udenfor, og er blevet stigmatiseret af familien. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun er bange for, at hun ikke kan få den rigtige behandling for sine sygdomme i Tyrkiet. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet ved vurderingen af sagen har taget hensyn til, at ansøgeren har visse psykiske udfordringer. Det er dog ikke dokumenteret, at hun lider af skizofreni, idet hun ikke har modtaget behandling herfor i Danmark. Ansøgeren har på trods af, at hun lider af depressioner været i stand til at forklare sig, og hendes forklaring har først og fremmest været påvirket af hendes psykiske tilstand, når hun er blevet konfronteret med divergenser og usandsynligheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været divergerende og usandsynlig. Ansøgeren har således i forbindelse med, at hun søgte asyl i Sverige, om sit asylmotiv forklaret, at hun var blevet tvunget til at gifte sig med en væsentlig ældre mand, hvorimod hun ikke forklarede, at hun tillige havde problemer med sin familie og beboerne i landsbyen, fordi hun var lesbisk. Hun har videre forklaret, at hun frygter for, at hendes far vil slå hende ihjel, hvilket harmonerer dårligt med forklaringen om, at faren, allerede forud for ansøgerens første rejse til Danmark i 2018, var klar over, at hun var lesbisk, uden at han gjorde alvor af sine trusler. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om hun erkendte, at hun var lesbisk allerede i teenageårene eller først som 27-28 årig, og om hun var kæreste med [A] i 3 eller 5 år. Ansøgeren har i asylskemaet forklaret, at hun og [A] genoptog deres seksuelle forhold som kærester, da hun kom tilbage efter sit første besøg i Danmark i 2018, hvorimod hun under asylsamtalen forklarede, at [A] slog op, før ansøgeren rejste til Danmark. Under nævnsmødet har hun derimod forklaret, at hun kun mødte [A] på gaden uden at tale med hende, efter at hun kom tilbage til landsbyen i 2018. Videre har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om de andre beboere i landsbyen kendte til hendes seksualitet eller ej. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgerens far, der ikke kunne acceptere ansøgerens seksualitet, skulle have fortalt landsbyens beboere, at ansøgeren var lesbisk, idet han blandt andet tvang ansøgeren til at gifte sig med en mand for at skjule dette. Endelig bemærkes, at det er mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke var bekendt med, at det var muligt at søge asyl i Danmark, og at hun hverken søgte asyl i Danmark ved det første besøg i 2018 eller umiddelbart efter tilbagekomsten i 2019 men derimod først, efter at hun var kommet til Sverige. Det forekommer på samme måde mindre sandsynligt, at ansøgeren, der var i stand til at over en årrække at mødes med [A] i landsbyens park, ikke var i stand til at søge myndighedsbeskyttelse mod faren eller rejse væk fra landsbyen, fordi faren udøvede social kontrol med hende og låste hende inde. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevending til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2020/4/RILA
