Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger og en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske syrere og sunni-muslimer fra Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den 30. juni 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun udrejste af Syrien, idet der var krig i Syrien, og idet hendes ægtefælle og søn hver især havde en konflikt med de syriske myndigheder. Den kvindelige klager oplyste uddybende, at sønnen havde en konflikt med myndighederne, fordi han ikke ville i militæret, men hun vidste ikke, hvad ægtefællens konflikt med myndighederne handlede om. Ved en tilbagevenden til Syrien frygtede klageren, at de syriske myndigheder ville arrestere og torturere hende med døden til følge, idet de efterlyste hendes ægtefælle, og idet hun udrejste af Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han udrejste af Syrien, idet der var krig i Syrien, og idet klageren havde to konflikter med de syriske myndigheder. Klageren kørte en eftersøgt mand til Libanon, og han blev følgelig selv efterlyst af myndighederne. Klagerens søn unddrog sig militærtjeneste, og klageren frygtede derfor, at de ville gøre ham ondt, idet han er faren. Ved en tilbagevenden til Syrien frygtede klageren, at han ville blive arresteret og tortureret med døden til følge. Udlændingestyrelsen har den 30. juni 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Den kvindelige klager har som asylmotiv henvist til, at den største bekymring for hende vil være at forlade sin datter og sine børnebørn i Danmark og sin datter i Tyskland. Den kvindelige klager har til støtte herfor oplyst, at hun er bange for at miste kontakten til dem, hvis hun vender tilbage til Syrien. Hun kender ikke den nuværende situation i Syrien, og hun ved ikke, hvordan situationen vil være for hendes ægtefælle i Syrien, da han måske stadig er efterlyst. De syriske myndigheder fortæller ikke, at man er efterlyst, og de kan finde på at anholde en person på stedet, selvom pågældende ikke ved, at denne er eftersøgt. Den kvindelige klager har videre oplyst til, at hun frygter, at hun og ægtefællen ikke vil kunne få den lægelige behandling, som de har brug for i Syrien, og hun frygter de generelle forhold i Syrien. Den mandlige klager har som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle vilkår i Syrien, og at han frygter for den herboende families sikkerhed som følge af krigen, idet der ikke er sikkerhed i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagernes forklaring vedrørende de oprindelige motiver til grund. Flygtningenævnet bemærker, at begge klagernes forklaringer om henholdsvis episoden ved grænsen og den efterfølgende ransagning er korte og enkle. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den mandlige klager har divergeret væsentligt på afgørende punkter i hans forklaring vedrørende episoden på grænsen, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han fik oplyst, at han kørte med en efterlyst person allerede da han passerede grænsen mod Libanon, og at han efterfølgende modtog en telefonopringning fra grænsevagten, der fortalte, at han var eftersøgt af myndighederne. Han har for nævnet forklaret, at han fik oplysningen om at passageren var eftersøgt, da han passerede grænsen tilbage fra Libanon, og at han samtidig fik oplyst, at han selv var efterlyst af myndighederne. Det forhold, at den mandlige klager efter forehold forklarede, at han også et par dage senere modtog et telefonopkald, ændrer ikke ved den divergerende forklaring. Flygtningenævnet finder på baggrund af de væsentlige divergenser at kunne tilsidesætte klagerens forklaring om episoden ved grænsen. Den kvindelige klager har for Udlændingestyrelsen forklaret, at deres hjem blev opsøgt en gang af myndighederne, og at myndighederne gav hende den besked, at hendes mand skulle melde sig inden to dage. Hun har for nævnet forklaret, at hjemmet blev opsøgt fire til fem gange den første dag, og herefter både anden og tredje dag. Hun har for nævnet forklaret, at myndighederne ikke fortalte hende noget og ikke gav hende en besked. Begge klagere har forklaret, at deres hjem efter udrejsen er blevet opsøgt flere gange af myndighederne. Denne oplysning er i modstrid med, hvad der tidligere er forklaret for Udlændingestyrelsen, idet de der har forklaret, at de ikke var bekendt hermed. Som følge af at den mandlige klagers forklaring er tilsidesat, og den betydelige udbygning af den kvindelige klagers forklaring tilsidesættes hendes forklaring tillige. Klagerne her herefter ikke sandsynliggjort, at de ved hjemsendelse til Syrien vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. § 7, stk. 2. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Damaskus-området, hvor klagerne kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klagerne til Damaskus-området, vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det kan efter de aktuelle baggrundsoplysninger lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagernes hjemområde, Damaskus-området, og Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus-området ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015, der indførte udlændingelovens § 7, stk. 3, fremgår det bl.a. at: ”Det er et grundlæggende princip for beskyttelsesstatus, at beskyttelsen ophører, når der ikke længere er behov herfor. Princippet om at afstemme beskyttelsen med behovet er særligt relevant i en tid, hvor Danmark og Europa modtager et historisk højt antal asylansøgere. De gældende regler tager ikke højde for den særlige situation, som asylansøgere, der er på flugt fra generelle forhold i hjemlandet, er i. Denne gruppes behov for beskyttelse er generelt mere midlertidigt, idet beskyttelsen har baggrund i en generel situation, som vil kunne ændre sig. F.eks. vil en særlig alvorlig situation i forbindelse med en væbnet konflikt, som gennem en periode skaber store asylstrømme, kunne udvikle sig på en sådan måde, at en større eller mindre del af disse asylansøgere vil have mulighed for at vende tilbage til hjemlandet. Med lovforslaget foreslås der indført en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyttelsesbehovet for udlændinge, som opnår asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet.” Flygtningenævnet bemærker herudover for så vidt angår medlemsstaternes internationale forpligtelser, at det gælder overordnet, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som udgangspunkt respekterer medlemsstaternes adgang til at fastsætte nationale regler om meddelelse af asyl og opholdstilladelse. Adgangen begrænses alene af de forpligtelser, der beskyttes af konventionen. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Ud over Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder også andre konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klagerne fortsat ophold i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, udgør et indgreb i klagernes beskyttede ret efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3, og 11, stk. 2, 2. pkt. der bl.a. er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstatinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til familie- og/eller privatliv. Flygtningenævnet finder, at situationen i Damaskus-området er af en sådan karakter, at der ikke er grundlag for fortsat, at meddele klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. For så vidt angår vurderingen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8 bemærker Flygtningenævnet, at klagerne har levet langt størstedelen af deres liv i Syrien, at klagerne udelukkende har haft tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark, og således hele tiden må have været bekendt med, at deres ophold var midlertidigt, at opholdet i Danmark, selv om der er gået fem år, har været korterevarende. Efter de seneste baggrundsoplysninger har borgerne i Damaskus adgang til basale livsfornødenheder, herunder sundhedsydelser. Oplysningerne om klagernes helbredsmæssige forhold, og det forhold at klagernes datter, svigersøn og to børnebørn bor i Danmark ændrer ikke vurderingen. Flygtningenævnet finder det således, at det ikke må antages at være særligt belastende at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse efter § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/72/ACA
