Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Daraa, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren og hendes medfølgende barn indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 som familiesammenført, og at de [i begyndelsen af] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og tortureret. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun var offentlig ansat i en stilling som skolelærer. Hun var ansat i stillingen i tre år, hvor hun havde to til tre måneders orlov forud for sin udrejse af Syrien. Klageren forsømte sin stilling ved at flygte til Danmark. Videre har klageren oplyst, at hun har nære familiemedlemmer med en særlig risikoprofil, der har unddraget sig militærtjeneste, hvorfor hun må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder. Endvidere har klageren oplyst, at hun er fra den sydlige del af Syrien, hvor krigen begyndte. Hendes fødeby deltog i demonstrationer mod de syriske myndigheder og var kontrolleret af oppositionen. Klagerens advokat har gjort gældende, at klageren skal have samme asylretlige status som sin tidligere ægtefælle, som hun nu er samlevende med. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren ikke er indrejst sammen med sin ægtefælle, at hun har været i kontakt med myndighederne i Syrien efter ægtefællens udrejse herunder i forbindelse med sin egen legale udrejse af landet, og at hun først søgte asyl efter at have opholdt sig i Danmark i mere end et år. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at give klageren konsekvensstatus. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren risikerer forfølgelse som følge af familiemedlemmers eller klagerens egne politiske forhold. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende herom. Klageren har således under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hendes far var politisk aktiv i opposition til regeringen, og at en af hendes mands brødre har fremsat regimekritiske udtalelser på sociale medier og i TV, ligesom hun har forklaret, at hun selv har fremsat kritiske udtalelser om regeringen i Syrien. Hun har derimod ikke ifølge referaterne af samtalerne med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 og [i efteråret] 2016 forklaret herom, men har forklaret, at hun ved tilbagevenden til Syrien udelukkende frygter myndighederne, fordi hun stammer fra Dael, og fordi hun er udrejst af landet. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at hun har været offentligt ansat gymnasielærer, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun fortsat var ansat på tidspunktet for sin udrejse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at gymnasiet lukkede i [i begyndelsen af] 2015 på grund af krigen, fordi befolkningen flygtede, og fordi forældrene ikke turde sende deres børn i skole. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren under samtalen [i efteråret] 2016 har forklaret, at hun arbejdede som lærer indtil 2014, hvor hun på grund af krigen sygemeldte sig og tog ophold i Damaskus. Hun har endvidere forklaret, at sygemeldingen varede, indtil hun udrejste i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af Udlændingestyrelsens landerapport, Syria – Consequences of illegal exit, consequences of leaving a civil servant position without notice and the situation of Kurds in Damascus, udgivet i juni 2019 bl.a fremgår: ”2.1. Implementation of penalties for leaving low/middle level civil position. According to, Rami Abdul Rahman (SOHR) the articles of the Civil Labour Law that criminalise leaving one’s public position without notice or justifiable reason have been implemented in many cases within the last year, even in cases of low/middle level civil servants. More precisely, the law is being enforced in cases where the person in charge in the respective ministry/administration has wanted the employee, who has left his work without permission, be punished. In the past year, the number of returned Syrians, who have been sued by the authority of their work because of leaving work without notice, has in- creased. In some of the cases, the prison sentenced has been issued. According to a Damascus- based lawyer, the implementation of punishment for having left one’s position depends on the reason for leaving the work. In practice, a civil servant who has left his work place without notice due to the war will not face punishment. The source did not know of any case within the last year of low/middle level public employees, who have been given sentences of imprisonment upon return to Syria solely because of leaving their work without notice. The employee will, however, lose his or her job for having left without notice.” På denne baggrund har klageren, som ikke kan anses for særligt profileret, og som forlod sin stilling på grund af krigen, ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren og hendes medfølgende barn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/36/CHPE
