Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra Libanon. Ansøgeren har senest boet i Beirut. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter sin søns ægtefælles familie, fordi de har truet ansøgeren og vil tage hævn. Herudover frygter ansøgeren sin egen ægtefælle og sin brors børn, som har truet hende. Endelig har ansøgeren oplyst, at hun frygter islamiske ekstremister fra organisationen [A]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at der har været en del problemer vedrørende sønnens ægteskab, da ansøgerens familie er sunnier, mens sønnens ægtefælles familie er shiitter. Sønnen og ægtefællen ønskede at indgå ægteskab, men sønnens ægtefælles familie var meget imod ægteskabet. Sønnen og ægtefællen flygtede, hvorfor ansøgeren blev opsøgt og truet én gang af sønnens ægtefælles far og onkel i [nærmere angiven periode] i 2014 eller 2015. Sønnens ægtefælles familie mener, at forholdet har krænket deres ære, og at ansøgerens søn har kidnappet sin ægtefælle og taget hende med til Danmark. Sønnens ægtefælles familie er tilknyttet Hizbollah. Ansøgeren oplevede ikke yderligere opsøgninger fra 2015 til 2018. I efteråret 2018, da ansøgeren besøgte sin søn i Danmark, blev hun kontaktet af sin ægtefælle, der oplyste, at sønnens ægtefælles familie gerne ville have fat i ansøgeren og sønnens ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for sin ægtefælle har ansøgeren oplyst, at ægtefællen giver ansøgeren skylden for sønnens problemer. Derudover er ægtefællen voldelig. Parret har tidligere været skilt, men er blevet gift igen. Ægtefællen har også en anden kone, som han også har fået børn med. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for sin brors børn har ansøgeren forklaret, at hendes forældre efterlod et hus til hende og hendes søstre. Ansøgerens brødre skulle ikke arve huset, idet de begge havde fået et hus i forbindelse med, at de indgik ægteskab. Huset, som ansøgeren havde arvet, ønsker brorens børn nu at overtage, hvorfor de truede ansøgeren på livet, da hun ville flytte ind i huset som følge af problemer med ægtefællen. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for [A] har ansøgeren oplyst, at hun har arbejdet som socialrådgiver for organisationen [B]. Ansøgeren har i denne forbindelse aldrig modtaget en personlig trussel, men er via bekendte blevet oplyst, at personer i [A] har talt om [B]s arbejde og deres medarbejdere. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. En statsløs palæstinenser fra UNRWA’s mandatområde, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, er som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i dom af 25. juli 2018, præmis 86 (Alheto-dommen), hvor EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen udtaler bl.a.: ”(…) når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Ved vurderingen heraf finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har været i en alvorlig usikkerhedssituation, som har tvunget hende til at forlade UNRWA’s operationsområde. Flygtningenævnet har herved lagt til grund, som ansøgeren har forklaret til oplysnings- og motivsamtalen, at ansøgeren, som er født og opvokset op i Ain El-Hilweh flygtningelejren i Libanon, frivilligt forlod lejren i 1980, hvor hun blev gift og flyttede sammen med sin ægtefælle i Beirut. Hun har efterfølgende været i lejren på besøg og for at arbejde for organisationen [B]. Hun har endvidere efterfølgende modtaget bistand fra UNRWA. Hun har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun i 2014 modtog hjælp fra UNRWA i form af behandling mod nervesammenbrud og sukkersyge. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sine asylmotiver ikke kan lægges til grund, idet ansøgerens oplysninger er divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har forklaret under samtalen med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i foråret] 2019 om, hvorvidt hun i forbindelse med sit arbejde i flygtningelejren blev truet af en ægtefælle til en kvinde, som ansøgeren havde hjulpet med en skilsmisse, at hun aldrig har mødt kvindens ægtefælle og derfor aldrig har modtaget trusler. Af en erklæring af [en nærmere angiven dato] 2020 fra [B], som advokaten har fremlagt med sit indlæg, fremgår det derimod, at ansøgeren som følge af sin hjælp med en kvindes skilsmisse blev truet på livet af bevæbnede grupper. Nævnet tillægger på denne baggrund ikke erklæringen bevismæssig betydning. Ansøgeren har endvidere, som påpeget i Udlændingestyrelsens afgørelse af [en nærmere angiven dato i sommeren] 2019, forklaret divergerende om konflikten med sin søns ægtefælles familie og om konflikten om ansøgerens families ejendom i flygtningelejren. Disse divergenser svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter i Libanon til grund. Det forhold, at ansøgeren skiftede fra at arbejde for [B] i flygtningelejren til at arbejde på organisationens kontor i Beirut, kan ikke føre til en anden vurdering. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun skiftede arbejdssted på grund af trusler. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig usikkerhedssituation. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2020/34/malc
