Nævnet omgjorde i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Beirut, Libanon. Klageren har oplyst, at han har været medlem af og aktiv for [en bevægelse] fra han var 7 år og frem til sin udrejse af Libanon i 2014. Udlændingestyrelsen meddelte i [vinteren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygtede, at islamister i Libanon ville slå ham ihjel. Klageren frygtede endvidere det højtstående medlem af [en bevægelse], [X] som han havde arbejdet som livvagt for indtil sin udrejse af Libanon. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende islamistister oplyste klageren, at han inden sin udrejse af Libanon fejlagtigt var blevet anklaget af islamistiske grupper for at lække en video, hvoraf det fremgik, at den libanesiske sanger, [A] befandt sig i flygtningelejren [Y]. [A] var efter sin offentlige annoncering af, at han havde tilsluttet sig en islamistisk organisation eftersøgt af de libanesiske myndigheder, og skjulte sig derfor i flygtningelejren [Y], hvor klageren boede og arbejdede for [Z]. I [vinteren] 2015, mens klageren opholdte sig som asylansøger i Danmark, blev han gjort opmærksom på, at der florerede en video på nettet, hvor Islamisk Stat ved navns nævnelse udstedte en dødsdom over klageren. Klageren har oplyst, at han anmeldte forholdet til det danske politi, der indlogerede ham på et hotel og udstyrede ham med en overfaldsalarm. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende det højtstående medlem af [X] bevægelsen, [Z] oplyst, at han frem til sin udrejse af Libanon arbejdede som livvagt for [Z]. Klageren har oplyst, at han frygter [Z], fordi klageren flygtede og ikke længere arbejder som livvagt for ham. Udlændingestyrelsen kunne ikke afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Libanon ville være i risiko for at blive udsat for overgreb grundet lækket af videoen. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at klageren ikke skulle udelukkes fra beskyttelse, idet klageren havde oplyst, at han alene havde udført bevogtningsopgaver for [Z]. Endelig vurderede Udlændingestyrelsen, at det forhold, at klageren var bekendt med, at [V] brigaden og [Z] havde begået handlinger omfattet af flygtningekonventionens artikel 1F, ikke kunne føre til, at klageren var individuelt ansvarlig for disse forbrydelser. Udlændingestyrelsen har i [foråret] 2019 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 19, stk. 2, nr. 2, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1F (b). Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren forud for sin indrejse i Danmark har begået en ikke-politisk forbrydelse, hvorfor han er udelukket fra beskyttelse og har fået inddraget sin opholdstilladelse. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse fortsat henvist til, at han frygter islamistiske grupper i Libanon og [X]-medlemmet, [Z]. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren siden sin ankomst til Danmark til udlændingemyndighederne har forklaret, at han har været livvagt for [Z], der er højtstående inden for [X]. Før klageren blev meddelt asyl i Danmark, blev han under samtalerne med udlændingemyndighederne spurgt om, hvorvidt han i praksis har brugt den træning, han har modtaget blandt andet som livvagt, og han svarede nej til dette, ligesom han nægtede at have begået vold og lignende. Til en samtale i [sommeren] 2018 i forbindelse med inddragelsessagen gentog klageren dette, men han fortalte også, hvordan han flere gange havde ledsaget [Z] til afhøringer. Som eksempel omtalte klageren en afhøring i 2013, hvor han kom til stede sammen med [Z], efter at afhøringen var færdig. Klageren kunne da se politistave og remedier til tortur i rummet, og han kunne se på den afhørte, at han havde været udsat for tortur. Klageren forklarede videre, at han efter denne episode ikke havde meget lyst til at fortsætte sit arbejde og overvejede at stoppe som livvagt for [Z], men at han følte sig tvunget til at fortsætte som livvagt, fordi [Z] havde så mange oplysninger om ham, og fordi han har haft kolleger, der blev dræbt, fordi de stoppede som livvagter. Han tænkte også, at han ikke selv gjorde folk fortræd, og det vigtigste for ham var, at han fik sin løn i slutningen af måneden. Selvom klageren burde have handlet anderledes og være ophørt med sit arbejde som livvagt for [Z] tidligere end sket, finder Flygtningenævnets flertal, at der ikke er tilstrækkelig alvorlig grund til at antage, at klageren forud for sin indrejse i Danmark har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse, således som disse forbrydelser er defineret i de mellemfolkelige aftaler, der er indgået for at træffe forholdsregler herimod, jf. herved Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Flertallet lægger herved vægt på, at klageren nok blev klar over, at der blev anvendt tortur under forhør, men han var alene livvagt, deltog ikke selv i torturen, og havde ikke nogen indflydelse herpå. Flertallet lægger endvidere vægt på, at det efter det oplyste kunne være forbundet med risiko for klageren at ophøre med at være livvagt. På denne baggrund finder flertallet, at klageren ikke ydede ”a substantial contribution to the commission of the criminal act, in the knowledge that his or her act or omission would facilitate the criminal conduct” , jf. herved UNHCR’s Guidelines on International Protection: Application of the Exclusion Clauses: Article 1 F of the 1951 Convention relating to the Status of Refugees, pkt. 18. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at klagerens tilstedeværelse som livvagt for [Z] ikke ”is shown to have had a significant legitimizing or encouraging effect on the principal actor”, navnlig fordi klageren ikke indtog en overordnet stilling i forhold til dem, der udførte torturen, jf. herved jf. herved UNHCR’s Guidelines on International Protection: Application of the Exclusion Clauses: Article 1 F of the 1951 Convention relating to the Status of Refugees, pkt. 53. Selvom det således måtte lægges til grund, at klageren til samtalen i [sommeren] 2018 fremkom med nye oplysninger, finder flertallet herefter, at disse ikke ville have udelukket ham fra at opnå opholdstilladelse, hvis udlændingemyndighederne havde været bekendt med dem på tidspunktet for opholdstilladelsen meddelt i [vinteren] 2015. Flygtningenævnet finder endvidere i lighed med Udlændingestyrelsen og af de grunde, der er anført i afgørelsen, at der ikke er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse med den begrundelse, at den skulle være opnået ved svig eller som følge af en relation til Islamisk Stat. Der er herefter ikke er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse […], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” stat/2020/32/SELS
