soma202093

ævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen fra [sommeren] 2020 vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren er etnisk somali, medlem af Sharaaf-klanen og muslim fra [landsby] i regionen Galguduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at hun ville blive opsøgt og slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for denne del af asylmotivet, har klageren oplyst, at hendes ægtefælle i 2008 blev slået ihjel på bopælen af fire maskerede mænd fra al-Shabaab. Klageren blev samtidigt selv ramt af skud i benet, hvilket har ført til, at en del af hendes ene ben er amputeret og erstattet med en protese. Drabet på ægtefællen var begrundet i, at han havde nægtet at rejse med til al-Shabaabs hovedkvarter og arbejde for dem som mekaniker. Samme dag som ægtefællen blev slået ihjel, konfronterede klageren forældrene til de fire gerningsmænd og sagde, at hun vidste, at det var deres sønner, der havde slået hendes ægtefælle ihjel. Senere samme aften blev klagerens hus beskudt. Derefter rejste klageren til [by], hvor hun opholdt sig i en uge, hvorefter hun udrejste til Etiopien. Til samtalen ved Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har klageren yderligere henvist til, at hun frygter at blive stenet ihjel som følge af, at hun er smittet med HIV. Klageren har til støtte herfor forklaret, at hun ved, at flere kvinder i Somalia er blevet stenet ihjel, fordi de er smittet med HIV. Der er ingen i Somalia, der har kendskab til, at hun er HIV-positiv. Desuden har klageren forklaret, at hun ikke vil have adgang til den nødvendige medicin i Somalia. Klageren har videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen, fordi hun, mens hun har opholdt sig udenfor Somalia, har født to børn uden for ægteskab med to forskellige mænd. Klageren ved ikke, om der er nogen i Somalia, som har kendskab til det, men er sikker på, at de vil finde ud af det, hvis hun skal rejse tilbage. Endelig har klageren henvist til, at hun er en enlig kvinde uden nogen form for netværk, idet hendes 7 børn befinder sig i henholdsvis Danmark og Etiopien, mens hendes mor og søskende befinder sig i forskellige europæiske lande, hvor de har fået opholdstilladelse.Flygtningenævnet har ved vurderingen af det oprindelige asylmotiv taget hensyn til, at klageren i det væsentlige er uden uddannelse, og at hændelserne, der førte til flugten, fandt sted i 2008. Flygtningenævnet kan på trods heraf ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet hun har forklaret divergerende og udbyggende på en række centrale punkter, hvorfor forklaringen i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Klageren har således forklaret divergerende med hensyn til, om det var 4 eller 6 personer fra al-Shabaab, som opsøgte ægtefællen, og om drabet foregik inde i huset eller udenfor. Hun har også forklaret divergerende med hensyn til, om det var ukendte personer, eller om hun kunne genkende gerningsmændene. Klageren har videre i § 31 samtalen [i sommeren] 2020 udbygget sin forklaring i forhold til tidligere med hensyn til, at der senere samme dag blev skudt mod hendes hus. Denne forklaring har hun til dels fraveget igen i forklaringen afgivet overfor advokaten, hvor hun har anført, at det med, at der blev skudt mod huset, er noget, hun har hørt. Flygtningenævnet finder på samme måde som Udlændingestyrelsen, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være en reel enlig kvinde uden netværk. Endelig har klageren født to børn udenfor ægteskab under opholdet i Europa, og det lægges til grund, at hun derfor ved en tilbagevenden af den grund vil være i risiko for at blive stigmatiseret og socialt udstødt eller udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering er det herefter sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder derfor på samme måde som Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 1, er til hinder for en tvangsmæssig udsendelse af klageren til Somalia. I henhold til udlændingelovens § 49a skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Klageren har opholdt sig i Danmark siden 2012, har ikke haft arbejde eller taget en uddannelse og taler stort set ikke dansk. Ved Østre Landsrets dom af [efteråret] 2019 blev hun idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. til dels § 21, § 260, stk. 1 og § 266, idet voldsforholdene var begået mod hendes herboende 6 børn over en længere årrække. De 6 børn har siden 2018 været anbragt udenfor hjemmet uden samtykke, og klageren har kun samvær med de 2 yngste. Alle børnene har opnået selvstændig opholdstilladelse i Danmark. Efter en samlet og konkret vurdering af sagens forhold og karakteren og grovheden af de overtrædelser af straffeloven, klageren er dømt for at have begået, finder Flygtningenævnet ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som medfører, at klageren skal gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/93/NHA