soma202056

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra Xarardheere, Mudou-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [Klan], subklanen [Klan] og familieklanen [Klan]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har fortsat som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af sin afdøde ægtefælles familie, da klageren og ægtefællen giftede sig mod familiens vilje. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive stenet eller slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Somalia, herunder at han frygter at blive anholdt, tortureret og slået, da han via internettet har læst, at der fortsat er uretfærdighed, selvmordsbombere og angreb i Somalia. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og ægtefællen kommer fra to forskellige klaner, og at ægteskabet derfor ikke kunne accepteres af ægtefællens familie. Klageren har videre oplyst, at klagerens fætter blev opsøgt af klagerens ægtefælles fætter, som truede klagerens fætter, og at dette førte til, at klagerens fætter i selvforsvar kom til at skyde klagerens ægtefælles fætter, der senere afgik ved døden. Klageren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab kendte til hans hemmelige ægteskab, da hans svigerfamilie havde anmeldt dem, og at al-Shabaab i den forbindelse, havde henvendt sig til klagerens fætter og oplyst, at de ville forsøge at finde klageren. Klageren har videre oplyst, at han fra 2010 blev opkrævet skat på mellem 160 og 170 US Dollars om året af al-Shabaab. Klageren har to gange i forbindelse med betalingerne afvist at samarbejde med al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [Efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund i afgørelsen, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har en konflikt med sin ægtefælles familie og klan eller al-Shabaab. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [Foråret] 2020, har klageren således ikke sandsynliggjort, at han har en konkret og individuel konflikt i Somalia, der indebærer, at han risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i det sydlige og centrale Somalia har forbedret sig, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [Efteråret] 2015 under henvisning til den daværende generelle asylpraksis i forhold til Somalia som følge af de generelle forhold i klagerens hjemområde, Xaradheere. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægges det således til grund, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klageren hjemområde, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter, uanset at forholdene – trods forbedringen – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Nævnet er opmærksom på, at området fortsat er under al-Shabaabs kontrol, men at al-Shabaabs måde at arbejde på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer. Der er ikke noget grundlag for at anse klageren for særlig profileret. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at betingelsen for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende for ham, herunder på grund af de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. § 19, stk. 7, 1. pkt., således som disse bestemmelser var affattet forud for ikrafttrædelse af den nugældende bestemmelse i udlændingelovens § 19 a den 1. juli 2019. Klageren er indrejst i Danmark for omkring 6 år siden, og han har ikke har opnået en varig tilknytning til danske arbejdsmarked eller gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren under nævnsmødet har fremlagt en ansættelseskontrakt af [Sommeren] 2020 om ansættelse som chauffør på fuld tid. Der er ikke i øvrigt oplysninger i sagen om, at klageren har en særlig tilknytning til Danmark, og han har ikke væsentlige helbredsmæssige problematikker. Klageren har familie i Somalia og er udrejst af landet som voksen. Forud for udrejsen var han beskæftiget blandt andet som mekaniker. Klageren er enig og har ikke børn. Der er efter en samlet vurdering af disse oplysninger ikke grundlag for at antage, at nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende for ham, herunder på grund af de hensyn der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens opholdstilladelse i Danmark ikke er forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og den dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.” Soma/2020/56/MIMA