soma202036

Nævnet stadfæstede juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra landsbyen Eriley, Barawe distriktet i Shabelle Hoose-regionen i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter en mand fra hendes hjemby ved navn Salad Hersi, som ønskede at gifte sig med klageren. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter en mand ved navn [A], der er amir i Al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [B] i 2010 ønskede at gifte sig med klageren, da hun var 22 år gammel. Salad sagde til klageren, at han ville slå hende ihjel, hvis hun giftede sig med en anden mand. Klagerens far og brødre beskyttede klageren mod Salad og mod at blive gift med ham. Klagerens far og brødre er senere afgået ved døden, hvorfor klageren ikke længere har nogen, der kan beskytte hende mod [B]. Klageren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der en eftermiddag i september 2013 ankom fire personer til familiens bopæl. Disse fire personer talte med klagerens far og bad om klagerens hånd. Klagerens far afviste blandt andet med henvisning til, at de havde slået hans sønner ihjel. Mændene blev vrede på faren og tog ham med ud af huset. [A], som ønskede at gifte sig med klageren, tog klageren med sig og tilbageholdt hende i ti dage. Under opholdet hos [B] blev ansøgeren introduceret for en kvinde ved navn [C]. Klageren beklagede sig til [C], og efter noget tid besluttede [C] at hjælpe klageren. [C] kontaktede klagerens moster, som fortalte, at klagerens far var blevet dræbt, og at klageren skulle flygte. En aften i september 2013 flygtede klageren ind til naboen [D], som hjalp hende videre til en person ved navn [E]. [Efteråret] 2013 hjalp [E]klageren med at flygte fra Somalia. Klageren har til partshøringssamtale i Udlændingestyrelsen den [vinteren] 2017 og til samtalereferatet [vinteren] 2020 fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Klageren har samtidig oplyst, at hun frygter, at hendes farmor og muligvis andre af klagerens fars familiemedlemmer i Somalia vil tage klagerens datter mod tvang og omskære hende. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særlig vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsens afgørelse af 7. januar 2015 er ikke begrundet nærmere, men det fremgår af tilladelsesresolution [vinteren] 2014, at tilladelsen er givet med følgende begrundelse: ”Udlændingestyrelsen finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerens forklaring i flere henseender forekommer bemærkelsesværdige, påfaldende og divergerende, men at styrelsen på trods af dette, ikke finder at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse fra Al-Shabaabs side.” Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Klageren har forklaret sammenhængende, kun med enkelte små divergenser, der ikke kan anses for værende centrale i asylmotivet. Forklaringen vedrører efter sit indhold et ganske begrænset hændelsesforløb. Forklaringen må efter sit indhold anses for meget lidt sandsynligt, herunder særligt når henses til, at klageren har forklaret, at det foregik i en lille landsby. Hertil kommer, at klageren har svaret afglidende på nævnets spørgsmål om landsbyens nærmere størrelse og forskellige bygningers placering. Klageren har på trods af mange spørgsmål herom ikke været i stand til at give en mere præcis beskrivelse af landsbyen. Hertil kommer, at familiens økonomiske situation og klagerens manglende uddannelse harmonerer dårligt med finansieringen af en rejse til Europa samt klagerens nuværende fremtræden. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerens forklaring om et modsætnings- forhold til [A] er uomtalt i oplysnings- og motivsamtalen, og at hun således først har forklaret herom ved samtalen [vinteren] 2014. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klageren under sagen og under nævnsmødet har forklaret, at hendes svigermor boede i Quryoley, mens hendes ægtefælle har forklaret, at hans mor havde været udrejst til Kenya, og at hun de seneste seks til otte måneder havde boet i Mogadishu. Dette forhold har klageren fortiet, idet hun havde jævnlig kontakt med svigermoren. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har noget individuelt asylmotiv i forhold til [B] eller Al-Shabaab. Flygtningenævnet finder endvidere, at der er sket sådanne ændringer i forholdene i klagerens hjemområde, at der vil kunne ske nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Da Flygtningenævnet har tilsidesat klagerens forklaring, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at klageren er uden mandligt netværk i hjemområdet. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for så ressourcestærk, at hun vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen om omskæring af datteren og eventuelle yderligere børn. Det bemærkes herved, at svigermoderen opholder sig i Mogadishu og ingen tilknytning har til klagerens hjemområde. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren vil kunne beskytte datteren og eventuelle yderligere børn mod omskæring, og at disse således ikke er i reel risiko herfor. Datteren er derfor blevet meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og der er ikke grundlag for at give klageren konsekvensstatus. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren indrejste i Danmark i 2014. Hun har mødt sin ægtefælle, der er somalisk statsborger, her i landet, og de har fået en datter på 2 år og venter endnu et barn sammen. Klageren har i visse perioder haft arbejde. Hun har bestået dansk 1 og kan læse og skrive dansk. Hun er ikke medlem af foreninger og har ingen større tilknytning til det danske samfund. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at det ikke vil være særligt belastende for hende at rejse tilbage til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/36/Yars