Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt han kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og oprindeligt ateist fra Baneh, Iran. Klageren er efter sin indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. Klageren har været medlem af Arbejdernes Kommunistiske Parti, Hezbeh Kommunist Kargari Iran. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været politisk aktiv i Iran. Han har desuden fået en dom på 15 års betinget fængsel for sine politiske aktiviteter, og han frygter at skulle afsone dommen, hvis han kommer tilbage til Iran. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han i forbindelse med sit ophold i Danmark har fortsat sit politiske virke. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Klageren har til støtte for det oprindelige asylmotiv henvist til, at han i en årrække har været medlem af Arbejdernes Kommunistiske Parti i Iran, hvilket parti er ulovligt, og at han havde en ledende rolle for partiet i sin hjemby. Klageren har to gange været fængslet af politiske årsager. Da klageren var ung, fandt hans skoleinspektør politiske løbesedler i klagerens taske. Kort efter blev han dømt fængsel i 1 år, og han blev i forbindelse med afsoningen udsat for fysiske overgreb. Senere fortsatte han side politiske aktiviteter og blev han idømt ubetinget fængsel i 2 år og 1 dag samt en betinget fængselsstraf på 15 år, idet den betingede del af straffen ville blive udløst, hvis han fortsatte sine politiske aktiviteter. Efter at han var blevet løsladt, oplyste hans mor ham om, at de iranske myndigheder havde opsøgt familiens bopæl og bedt klageren om at melde sig på politistationen. Umiddelbart herefter udrejste klageren af Iran. Klageren har under sit ophold i Danmark fortsat sine politiske aktiviteter. Klageren har 6-7 gange holdt politiske taler i forbindelse med demonstrationer mod det iranske regime, herunder foran den iranske ambassade og Københavns Rådhus. Klageren har videre skrevet seks til syv artikler for Arbejdernes Kommunistiske Parti, som er udgivet i kommunistiske blade i England og i Tyskland. Klageren har videre henvist til, at hans far er muslim, mens hans mor er kristen og stammer fra Grækenland. Han er opdraget som muslim, men har i mange år betragtet sig selv som ateist. Han blev introduceret til kristendommen af en fængselspræst i 2014, da han afsonede i [et navngivent fængsel]. Han blev døbt [en dato i efteråret], og han har efterfølgende deltaget regelmæssigt i gudstjenester i forskellige kirker. Derud over beder han bønner, taler med præsterne og læser i Bibelen, ligesom han fejrer kristne højtider som jul og påske. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, [en dato i sommeren] 2003. Klageren er siden 2014 blevet idømt 6 domme for overtrædelse af straffelovens § 191 og lov om euforiserende stoffer. Ved dommen fra [en dato i foråret] blev han udvist betinget, mens han ved dommene fra [en dato i sommeren] 2014, [en dato i sommeren] 2015 og [en dato i efteråret] blev udvist med indrejseforbud i 6 år. Klageren er idømt straffe på mellem 4 måneders fængsel og senest 1 års fængsel. Klageren har flere gange i forbindelse med den verserende § 31 sag tilkendegivet, at han ikke ønsker at medvirke frivilligt til en udsendelse til Iran. Indledningsvist bemærkes, at det er ikke sandsynliggjort, at klagerens mor er eller har været græsk statsborger, idet klageren i sit asylskema har angivet, at hun er iransk statsborger og har forklaret forskelligt med hensyn til, hvor hun er født, ligesom han ikke har været i stand til at oplyse navne på morens familiemedlemmer i Grækenland eller fremlægge dokumentation for morens angivelige græske statsborgerskab. Det bemærkes i den forbindelse, at de græske myndigheder i deres høringssvar fra 2019 har oplyst, at de ikke er bekendt med, at klagerens mor skulle have søgt eller opnået asyl eller søgt græsk statsborgerskab. Der er herefter ikke grundlag for at vurdere klageren i forhold til Grækenland. Uagtet, at klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv på en række punkter har ændret sig og været usikker, ligesom han på visse punkter har forklaret divergerende, lægger Flygtningenævnet forklaringen om det oprindelige asylmotiv til grund, idet klagerens forklaring om de politiske aktiviteter i Iran og baggrunden for udrejsen, herunder dommene og aktiviteterne for kommunistpartiet, overordnet har været den samme. Nævnet har videre lagt vægt på, at hændelserne, der førte til udrejsen, er foregået for mellem 20 og 30 år siden, og at klageren i en årrække har været misbruger, ligesom det fremgår af oplysningerne i sagen, at han har haft psykiske udfordringer og er blevet henvist til udredning for PTSD. Nævnet har derfor ikke tillagt det afgørende betydning, at klageren navnlig omkring kronologi har forklaret forskelligt i de mange samtaler, der er afholdt fra 2014 og frem. Nævnet lægger videre til grund, at klageren også efter indrejsen i Danmark har fortsat sine politiske aktiviteter, og at han derved kan have bragt sig yderligere i de iranske myndigheder søgelys, henset til de tidligere domme, han har afsonet i Iran. Flygtningenævnet finder derfor fortsat, at klageren af disse grunde isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har derimod ikke sandsynliggjort, at han reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren under samtalen [en dato i begyndelsen af] 2017 oplyste, at han var ateist, og at det først var i samtalen [en dato i foråret] 2019, han oplyste, at han siden 2014 havde været kristen. Nævnet har videre lagt vægt på, at det først var efter cirka 13 års ophold i Danmark, at han lod i døbe, og at dette skete på et tidspunkt, hvor han var blevet udvist. Nævnet har ved vurderingen af, om konversionen er reel, endelig lagt vægt på, at klageren ikke har været i stand til på en overbevisende måde, at redegøre for sin indre afklaringsproces og baggrund for at konvertere, samt på hans manglende kendskab til selv helt basale elementer i den kristne tro, hvilket ikke mindst skal ses i lyset af, at det er godt 6 år siden, han blev døbt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for sikkerheden i det land, han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må anses som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er siden 2014 blevet idømt 6 domme for overtrædelse af straffelovens § 191 og lov om euforiserende stoffer. Ved dommen fra [en dato i foråret] 2014 blev han udvist betinget, mens han ved dommene fra [en dato i sommeren] 2014, [en dato i sommeren] 2015 og [en dato i efteråret] 2019 blev udvist ubetinget med indrejseforbud i 6 år. Klageren er ved dommene idømt straffe på 4 måneders fængsel, 3 gange 6 måneders fængsel, 5 måneders fængsel og senest 1 års fængsel. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, herunder at antallet af domme, det hurtige recidiv, sammenholdt med, at en del af dommene har omhandlet videresalg af særligt farlige euforiserende stoffer, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Af de samme grunde, må han betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ugift, men har en kæreste og en mindreårig søn. Han har ikke aktuelt samvær med sit barn. Klageren har først stiftet familie efter de første udvisningsdomme og dermed på et tidspunkt, hvor han ikke har haft en berettiget forventning om, at han kunne etablere et familieliv i Danmark. Han har gået på sprogskole, taler og forstår dansk og har taget en uddannelse som social- og sundhedshjælper. Han har i en længere årrække været misbruger og levet uden fast bopæl og kun med sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse.” Iran/2020/86/MLVT
