Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunni-muslim af trosretning fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren er efterfølgende konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun efter sin udrejse af Iran er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har på nævnsmødet frafaldet sit asylmotiv i relation til sin frygt den iranske efterretningstjeneste, idet ansøgerens familie er tilknyttet det kurdiske parti Komala Party of Iranian Kurdistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev skilt fra sin tidligere ægtefælle i 2011 eller i 2012, fordi han udsatte ansøgeren for fysiske overgreb og trusler. Ansøgerens tidligere ægtefælles venner chikanerede ansøgeren, og de truede ansøgeren med at kaste syre på hendes ansigt. Ansøgerens tidligere ægtefælle har endvidere sendt telefoniske trusler til ansøgeren. Efter ansøgerens fars død blev chikanen intensiveret. Ansøgerens brors venner har fortalt ansøgeren, at hendes tidligere ægtefælle arbejder for Sepah. Ansøgeren formoder endvidere, at hendes tidligere ægtefælle er kommet i besiddelse af et våben. Ansøgeren har vedrørende konversionen oplyst, at hun er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren fik interesse for kristendommen i [foråret] 2019, da hun mødte en kristen familie på asylcentret. Ansøgeren begyndte herefter at læse i Bibelen på persisk, hvor hun særligt fandt budskabet om, at det rene hjerte er velsignet, interessant, idet ansøgeren selv er renhjertet, og at den renhjertede vil se gud. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark deltaget i gudstjenester, selvom ansøgeren ikke forstår, hvad der bliver prædiket om. Ansøgeren oplever en særlig ro ved at opholde sig i kirken. Ansøgeren blev døbt i [en kirke i slutningen af] 2019. Ansøgeren vil stadig praktisere sin kristne tro ved en mulig tilbagevenden til Iran, selv om hun risikerer at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin tidligere ægtefælle til grund, idet den på centrale punkter forekommer divergerende, usammenhængende, udbyggende og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hendes tidligere ægtefælle få dage efter, at hun var vendt tilbage til sin familie, truede hende telefonisk med, at han ville kaste syre i ansigtet på hende, og at han nogle uger efter, at hun var taget tilbage til sine forældre, kom til bopælen, gik ind i køkkenet, hvor han tog en kniv og gik mod ansøgeren, og at hendes brødre smed ham ud. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at ægtefællen aldrig havde truet med at smide syre i ansigtet på hende. Hun forklarede videre, at han ikke havde været på hendes bopæl efter, at de var blevet skilt. Foreholdt sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at han truede hende med en kniv, mens de stadig boede sammen, og at han også havde truet hende med en kniv på familiens bopæl. Hun kunne ikke forklare, hvorfor hun ikke oplyste det tidligere. Ansøgeren har endvidere forklaret usammenhængende og divergerende om, hvornår hun sidst så sin tidligere ægtefælle i Iran. Hun forklarede således til oplysnings- og motivsamtalen, at ægtefællen og hans venner senest chikanerede og opsøgte familien i 2015 – en måned efter hendes fars død - og at hun ikke har hørt fra eksmanden siden da. Til asylsamtalen forklarede hun, at den sidste gang, hun så den tidligere ægtefælle var ca. seks måneder efter farens død i 2017. Foreholdt denne divergens forklarede ansøgeren, at hun er dårlig til tal og ikke ved, hvilke datoer, der passer. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet udbyggende har forklaret, at ægtefællen endvidere truede med at slå hende ihjel, da hun sammen med sine forældre stod ude foran retten, efter at de var blevet skilt. Det forhold, at ansøgeren ikke tidligere er blevet spurgt ind til skilsmissen, kan ikke føre til, at forklaringen ikke må anses for udbyggende henset til, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen blev spurgt om, hvorvidt der skete andet end, at eksmanden truede hende telefonisk, opsøgte hende på bopælen og sendte sine venner til at chikanere hende, hvilket hun svarede benægtende til, og at hun til asylsamtalen ligeledes blev spurgt ind til, om den tidligere ægtefælle havde truet hende personligt. Flygtningenævnet har hertil lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren og hendes familie ikke anmeldte de angivelige trusler fra den tidligere ægtefælles side til myndighederne. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren netop ved rettens medvirken havde opnået skilsmisse, og at det under sagen efter ansøgerens forklaring var kommet frem, at han havde været voldelig over for hende. Nævnet bemærker vedrørende ansøgerens oplysning om, at den tidligere ægtefælle arbejdede for Sepah, at dette efter hendes forklaring til Udlændingestyrelsen beroede på hendes egen formodning, og at hun ikke vidste det med sikkerhed. Flygtningenævnet tilsidesætter således også ansøgerens asylmotiv i relation til konflikten med den tidligere ægtefælle som utroværdig. Flygtningenævnet bemærker herved, at selvom det måtte lægges til grund, at ansøgeren er blevet truet af sin tidligere ægtefælle, finder nævnet ikke, at konflikten har en sådan intensitet og aktualitet, at den kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen som følge af en indre overbevisning af religiøs karakter. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hendes konversion forekommer ureflekteret og overordnet, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre overbevisende for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller baggrunden for hendes beslutning om at blive døbt. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen udviste et overfladisk og fragmenteret kendskab til kristendommen, herunder at hun ikke kunne huske, hvor i Biblen det fremgår, at den renhjertede er velsignet, for den renhjertede vil se Gud, som er det sted i Biblen, der fangede hendes interesse for Biblen og betyder meget for hende. Ansøgeren har heller ikke under nævnsmødet på overbevisende måde kunnet redegøre for sine bevæggrunde for at konvertere til kristendommen eller refleksioner i relation til deltagelse i kirkegang og andre kristne sammenhænge. Det er endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at hendes oprindelige asylmotiv er tilsidesat som utroværdigt. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil have et uomgængeligt behov for at praktisere den kristne tro. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren som følge af det ovenfor anført ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved udrejsen af Iran, og at det af det tilgængelige baggrundsmateriale, herunder særligt Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” fra februar 2018 fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, som har søgt asyl på baggrund af konversion, ikke vil blive retsforfulgt herfor. Tilsvarende fremgår af ”DFAT Country Information Report: Iran” af 7. juni 2018 fra det australske udenrigsministerium. For så vidt angår den fremlagte artikel fra en lokalavis [fra et navngivent blad] hvor ansøgeren og hendes kæreste er interviewet, bemærker nævnet, at denne efter sin overskrift omhandler [omhandler nærmere specificerede emner], at ansøgeren og kæresten alene fremstår med fornavn, og at artiklen ikke omtaler, at de er konverteret til kristendommen, men alene til sidst omtaler, at de er blevet gift i en kirke i [en navngiven by]. Nævnet finder således, at artiklen, der tillige er oplyst at være tilgængelig på Facebook, ikke kan antages at eksponere ansøgeren som kristen. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/56/MLVT.
