Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og har oplyst, at han er kristen. Klageren er født i [en lejr] i Ramadi, Irak og opvokset i landbyen [Z] i Sarpol-e Zahab, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har hjulpet en såret mand på vej mod grænsen. En aften i 2015 fik klageren besøg af sin farbror [A], som ankom sammen med en mand, som var blevet skudt i benet. Klagerens farbror bad klageren hjælpe den sårede mand til grænsen til Irak, hvilket klageren indvilligede i. Klageren begav sig sammen med den sårede mand til fods mod grænsen gennem et minebelagt område. Klageren og den sårede mand blev opdagede af bevæbnede grænsevagter, da de var omkring 15 minutter fra grænsen. Vagterne råbte stop og begyndte at skyde efter klageren og den sårede mand. Klageren efterlod den sårede mand og løb mod den irakiske grænseby [X], hvorfra han tog videre mod sin morbror i byen [Y]. Omkring en uge senere, mens klageren fortsat befandt sig hos sin morbror, blev klageren kontaktet af sin fars søster, som fortalte at myndighederne havde tilbageholdt klagerens farbror, og at myndighederne ligeledes havde forsøgt at opsøge klageren på sin bopæl. Den sårede mand var blevet taget af myndighederne, og havde i den forbindelse angivet klageren og klagerens farbror til myndighederne. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han er konverteret til kristendommen og derved frafaldet islam. Klageren har forklaret, at han omkring en måned efter sin indrejse i Danmark mødte en mand ved navn [B], som inviterede klageren med i kirke. Klageren følte, at danskerne og det danske samfund tog godt imod ham, og han begyndte at overveje, om islam eller kristendommen var bedst for ham. Klageren kan godt lide kristendommen, fordi man ikke bliver tvunget til noget her modsat islam. Klageren er ligeledes fascineret af, at Jesus opstod fra de døde, og at der er så meget kærlighed i religionen. Klageren føler, at han gennem kristendommen er blevet fri og har fundet ro i sjælen. Klageren gik til dåbsforberedelse i omkring tre måneder, inden han blev døbt [i foråret] 2016 i [en dansk by]. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 som følge af, at han er konverteret til kristendommen og ved en tilbagevenden til Iran, ikke vil have mulighed for at udøve sin kristne tro uden at risikere asylrelevant forfølgelse. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Vestre Landsret endelige dom af [foråret] 2018 idømt 4 års fængsel for alvorlig seksualkriminalitet begået af flere personer i forening. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således, uanset klagerens forklaring om hans nu angiveligt ændrede forhold, må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har reelt ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Klagerens familie befinder sig efter det oplyste overvejende i Iran. Klagerens forklaring og de i øvrigt foreliggende oplysninger om hans angiveligt meget nære forhold til en herboende dansk familie kan ikke føre til, at han anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Der foreligger herefter ikke sådanne særlige grunde, der taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/49/LPE
