Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være etniske persere og kristne af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, da de er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at den iranske efterretningstjeneste er blevet bekendt med hans konvertering, da han under et klammeri med en person, ansat ved myndighederne, kritise-rede islam og oplyste, at han var konverteret. Den mandlige ansøger mistede endvidere et USB-stick under klammeriet, hvorpå han havde billeder fra en huskirke, som han kom i. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han efter klammeriet blev kontaktet af en kollega, der oplyste ansøgeren, at der havde været to personer på ansøgerens arbejdsplads og spurgt efter ham. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun efter den mandlige ansøgers klammeri blev opsøgt af personer fra efterretningstjenesten på sin bopæl og på sin arbejdsplads, hvor de stillede spørgsmål vedrørende den mandlige ansøger og ransagede bopælen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun i to dage er blevet tilbageholdt af efterretningstjenesten, hvor hun blev afhørt vedrørende den mandlige ansøger. Ansøgeren har ydermere oplyst, at hende familie i Iran er blevet opsøgt to gange efter hendes udrej-se, hvor myndighederne havde spurgt ind til ansøgerne og oplyst ansøgerens far om, at hun er kon-verteret, hvorfor hendes far og mor ikke længere vil have kontakt til hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om den mandlige ansøgers besøg i en huskirke, hvor de fremmødte tog billeder af hinanden og hans møde hos en civil afdeling af Sepah, hvor han angiveligt skulle have medbragt og tabt et USB-stick med billeder mv. fra huskirken fremstår utroværdig. Flygtningenæv-net har nærmere lagt vægt på, at forklaringen om, hvordan den mandlige ansøger uden videre fik lov til at deltage i møder i huskirken og forklaringen om, at han medbragte et USB-stick med materialet fra huskirken uden at gøre sig overvejelser om, at det kunne være forbundet med en risiko navnlig henset til hans samtidige ophidselse og udbrud om, at han var kristen under mødet med Sepah forekommer helt utroværdig - også henset til den fare, der var forbundet med hans opførelse og baggrundsoplysningerne om, hvordan huskirker er svært tilgængelige og oplysningerne om, hvordan potentielle medlemmer overvåges i flere måneder, før de får adgang. Ansøgerne har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe det påberåbte asylmotiv fra Iran, ligesom den kvindelige ansøgers forklaring for nævnet fremstod usammenhængende og uden detaljer. Den mandlige ansø-ger var ikke under nævnsmødet i stand til at uddybe sin interesse for kristendommen i Iran eller redegøre for de indre processer og tanker vedrørende kristendommen, som han måtte have gjort sig dengang. Han var heller ikke i stand til at redegøre for sammenhængen i sine handlinger, efter han havde tabt USB-sticket og råbt, at han var kristen hos Sepah og efterfølgende tog tilbage til sin ar-bejdsplads og hjem til sig selv om aftenen. Flygtningenævnet finder hertil, at det forekommer min-dre sandsynligt, at den kvindelige ansøger kunne udrejse legalt på sit eget pas i umiddelbar forlæn-gelse af episoden, hvor den mandlige ansøger angiveligt flygtede fra Sepah og efterfølgende blev eftersøgt og efter, at hun selv havde været tilbageholdt i to dage på grund af den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger i Iran var blevet kristen eller interesseret i kristendommen eller, at ansøgerne i Iran ved udrejsen havde asyl-begrundende konflikter med de iranske myndigheder eller andre. Ansøgernes troværdighed er efter ovenstående bevisvurdering svækket. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgernes forklaring om, at de i Danmark er blevet overbevist kristne til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om deres kristne overbevisning fremstår konstrueret til lejligheden. Det fremstår i første omgang bemærkelsesværdigt, at de ikke fortalte den mandlige ansøgers farbror om deres problemer, og om at den mandlige ansøger var kristen eller interesseret i kristendommen ved indrejsen i Danmark og under det ugelange ophold hos farbroren, hvor de angiveligt løj om, at de bare var turister i Danmark særligt henset til, at farbroren selv var kristen og den, der angiveligt havde givet den mandlige ansøger interessen for kristendommen. Det fremstår i næste omgang bemærkelses-værdigt, at den kvindelige ansøger, som angiveligt var meget vred på sin mand, fordi han havde skabt denne situation på grund af religion, skulle få lyst til at gå i kirke og blive bedt for straks efter ankomsten til Sandholmlejren. Ansøgerne har under nævnsmødet om baggrunden for deres konver-sion og liv som kristne henvist til, at de føler ro og frihed i forbindelse med deres kristne tro, og at de er glade for, at man kan bede, når man vil og på det sprog, man vil, samt at de begge var utilfred-se med islam. De har endvidere henvist til, at det er vigtigt for dem at blive tilgivet for deres tidlige-re begåede synder. Ansøgerne, herunder navnlig den kvindelige ansøger har ikke været i stand til at redegøre nærmere for sine refleksioner i forbindelse med deres kristne overbevisning. Uanset, at navnlig den mandlige ansøger under nævnsmødet var i stand til at redegøre for nogle af de forskel-le, der er mellem folkekirken og frikirker samt diverse kristne begreber, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at deres deltagelse i talrige kristne aktiviteter er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. De udtalelser fra præster og andre kristne aktører, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sam-menhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Den omstændighed, at ansøgerne har en fælles face-bookprofil med kristent indhold kan på ovennævnte baggrund heller ikke føre til en ændret vurde-ring. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2020/27/gdan
