Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af op-holdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af sagen, at klageren er iransk statsborger, etnisk perser og har oplyst at være ateist fra Teheran, Iran. Klageren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, idet hun er konverteret til kristendommen. Klageren har således oprindelig oplyst, at hun via en veninde i 2009 blev introduceret for en kristen gruppe i Iran. Klage-ren blev døbt hemmeligt i Iran i slutningen af 2009. Den [dato efteråret] 2012 blev et af de kristne møder afsløret af politiet. Klageren flygtede uden at blive set. Hun frygtede, at nogle af de andre blev anholdt. Klageren boede efterfølgende hos sin morbror i cirka fem måneder, indtil hun udrejste af Iran. Tre dage efter mødet var afsløret, ringede klagerens mor og fortalte, at politiet havde ransa-get familiens bopæl, og at politiet ledte efter klageren. Ved ransagningen fandt politiet klagerens kristne dokumenter. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato vinteren] 2013 den iranske statsbor-ger [klageren], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den [dato sommeren] 2019 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlæn-dingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren har for nævnet gjort gældende, at hun erkender at have opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig, men at udlændingelovens § 26 er til hinder for, at opholdstilladelsen nægtes forlænget. Ved en til-bagevenden til Iran vil hun fortsat være i risiko for forfølgelse som følge af, at myndighederne vil anse hendes konvertering som reel, ligesom hun siden [efteråret] 2019 har udtalt sig kritisk over for de iranske myndigheder på Facebook, Twitter og i universitetets radioudsendelse. Det følger af ud-lændingelovens § 11, stk. 2, at en udlændings tidsbegrænsede opholdstilladelse forlænges, medmin-dre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter de grunde, der er nævnt i udlændingelo-vens § 19. Efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, kan en opholdstilladelse altid inddrages, hvis udlændingen har opnået opholdstilladelsen ved svig. Ved afgørelsen om inddragelse af en opholds-tilladelse skal det vurderes, om inddragelse må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af de hensyn der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren har over for Flygtningenævnet erkendt, at hun har givet forkerte oplysninger til Udlændingestyrelsen i forbindelse med behandlin-gen af hendes asylansøgning. Over for nævnet har hun forklaret, at hun lærte sin tidligere kæreste [M] at kende i Iran i 2012, og at hun rejste med ham til Italien [sommeren] 2012 for at studere. Hun udrejste af Iran, idet hun ikke så nogen fremtid for sig selv i Iran, og hun ønskede at opnå et bedre liv i Europa. Hun blev i Italien, indtil rejsen til Danmark i [foråret] 2013 og har ikke været i Iran siden sommeren 2012. I forbindelse med rejsen til Danmark fabrikerede [M] et asylmotiv for dem begge. Hun er ikke kristen og tror ikke på nogen gud. Det må efter klagerens oplysninger for nævnet lægges til grund, at hun har afgivet bevidst urigtige oplysninger under sin asylsag, og at hendes opholdstilladelse i Danmark herved er opnået ved svig. Da klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, er betingelserne for at nægte at forlænge opholdstilladelsen opfyldt, medmindre en sådan afgørelse må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af de hensyn der er nævnt i ud-lændingelovens § 26, stk. 1. Nævnet finder anledning til at bemærke, at da klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, vil de hensyn til klageren selv, der er nævnt i § 26, stk. 1, tillægges min-dre vægt i den proportionalitetsafvejning, der skal foretages efter såvel denne bestemmelse som efter EMRK art. 8. Ved proportionalitetsvurderingen har nævnet lagt vægt på bl.a., at klageren har haft opholdstilladelse siden [efteråret] 2013, at hun har særdeles gode danskkundskaber, at hun si-den [vinteren] 2017 har været i gang med en videregående uddannelse, at hun under sit ophold i Danmark har været beskæftiget i forskellig grad, at hun har et netværk af venner i Danmark, og at hun har arbejdet som frivillig i forskellige foreninger. Nævnet har endvidere tillagt det vægt, at kla-geren siden [efteråret] 2019 har været gift med en herboende mand, der er svensk statsborger, at hun ikke i øvrigt har familie i Danmark, og at hun har familie i Iran. Nævnet finder anledning til at bemærke, at klagerens indgåelse af ægteskabet med den herboende svensk mand er sket på et tids-punkt, hvor Udlændingestyrelsen havde nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse, og at fami-lielivet derfor er indledt på et tidspunkt, hvor klageren ikke kunne have en berettiget forventning om, at familielivet kunne opretholdes i Danmark. Efter en samlet vurdering heraf – sammenholdt med den omstændighed at opholdstilladelsen er opnået ved svig – finder nævnet, at der ikke fore-ligger sådanne omstændigheder, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særlig belastende i udlændingelovens § 26’s forstand, ligesom en sådan afgørelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK art. 8. Spørgsmålet er herefter, om der på baggrund af klagerens nye oplysninger er grundlag for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Klageren frygter fortsat de iranske myndigheder, idet hun mener, at de iranske myndigheder (om end på et urigtigt grundlag) mistænker hende for at være kristen (såkaldt imputed religious opinion) på grund af hendes langvarige ophold uden for Iran og hendes forbindelser til kirker og kristne netværk i Danmark. Hun frygter derfor ved en tilbage-venden til Iran, at hun vil blive betragtet som en konvertit og dermed risikere dødsstraf. Flygtninge-nævnet finder, at der ikke er holdepunkter i sagen for at antage, at hun som følge af sit langvarige ophold uden for Iran eller hendes periodevise kristne aktiviteter er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Nævnet henviser herved til de foreliggende bag-grundsoplysninger i blandt andet Fact Finding Report ”House Churches and Converts” udgivet af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen i februar 2018 og Iran COI Compilation fra juli 2018, Accord, Austrian Red Cross, hvoraf fremgår bl.a., at erklæring om konversion i forbindelse med ansøgning om asyl ikke i sig selv vil føre til forfølgelse. Hertil kommer, at klageren med Ud-lændingestyrelsens og denne afgørelse vil kunne fremlægge dokumentation for, at oplysningerne om konversionen ikke var reelle, men alene begrundet i et ønske om at opnå opholdstilladelse. Endelig har klageren henvist til, at hun siden [efteråret] 2019 har ytret sig systemkritisk i forhold til de iranske myndigheder på sociale medier og i forbindelse med en radioudsendelse på en radiostation tilknyttet universitetet. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at klageren har delt og kommenteret på systemkritisk materiale, men dette er alene sket på hendes lukkede Facebook profil, der bærer det navn, som klageren efter flytningen til Danmark har anvendt og fået registreret. Klagerens opslag på Twitter er efter hendes egen forklaring ikke meget systemkritiske, idet hun har været opmærksom på og fulgt andres råd om ikke at udtale sig særdeles kritisk om de iranske myndigheder på grund af den risiko, der kan være forbundet hermed. Hertil kommer, at hendes Twitterprofil alene har 10 følgere, og at hun har anvendt et fornavn, der er forskelligt fra det, som hun havde, da hun udrejste af Iran i 2012. Endelig må det om klagerens deltagelse i et radioprogram – efter klagerens egen forklaring herom – lægges til grund, at hun også under sin deltagelse i denne udsendelse har været opmærksom på, hvor kritisk hun har udtalt sig, ligesom det må lægges til grund, at udsendelsen, der efter det oplyste blev transmitteret live via Instagram, ikke har haft nogen stor udbredelse. Der er herefter ikke holdepunkter for at antage, at klageren som følge af disse aktiviteter, der alle er indledt efter Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse, er eller vil kunne komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Heller ikke klagerens nye oplysninger kan således begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/24/kaa
