Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og har oplyst at være kristen protestant af religiøs overbevisning. Ansøgeren er født i Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller længerevarende fængslet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren mødte [i starten af] 2013 en kristen mand ved navn [A] på en frisørskole i Iran, og i starten af 2015 introducerede [A] ansøgeren for kristendommen, og [A] gav ansøgeren en CD om kristendommen. I [foråret] 2015 begyndte ansøgeren at deltage i kristne ceremonier i [A]’s hjem, og efter ansøgeren havde deltaget i en række ceremonier, konverterede han fra islam til kristendommen. I [sommeren eller efteråret] 2015 gav ansøgeren sin medarbejder, [B], et hæfte om kristendommen. [B] udleverede hæftet til en ven, og [B] blev herefter anholdt af de iranske myndigheder. Samme dag blev ansøgerens frisørsalon og bopæl opsøgt og undersøgt af de iranske myndigheder, og ansøgeren udrejste herefter af Iran. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han efter at være meddelt afslag på asyl [i starten af] 2017 har deltaget i kristne aktiviteter i en række kirker og her er indgået i kristne fællesskaber. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren hverken før eller efter afslaget på asyl [i starten af] 2017 er blevet overbevist kristen på en måde, der kan begrunde asyl i Danmark. Nævnet lægger herved for det første vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet ganske vist har udvist et større og mere præcist kendskab til kristendommen, end tilfældet var under samtalerne med Udlændingestyrelsen i [foråret] og [efteråret] 2016 og under nævnsmødet [i starten af] 2017, men hans forklaring om kristne forhold forekommer fortsat at være mekanisk udenadslære uden dybere refleksioner af religiøs karakter. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet i dag har oplyst, at det må bero på en tolkefejl, at han ifølge referatet af samtalen med Udlændingestyrelsen [fra efteråret] 2016 ikke kendte Fadervor, idet han da udmærket kendte til bønnen. Ansøgeren har imidlertid selv godkendt referatet af samtalen uden bemærkninger til det anførte, der i øvrigt stemmer med, at ansøgeren også på andre punkter viste et sparsomt kendskab til kristendommen. Hertil kommer endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin kontakt med sin familie, idet han under genoptagelsessagen har forklaret, at han efter sin indrejse i Danmark kun har været i telefonisk kontakt med sin familie en gang, at familien da ringede ham op og i den forbindelse slog hånden af ham, fordi han var konverteret til kristendommen, hvorimod han under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 oplyste, at han selv havde ringet op til sin mor og bror via en netcafé en måned forinden, og at moderen og broderen oplyste, at ingen havde opsøgt familien på bopælen, efter at ansøgeren var kommet til Danmark. Ansøgeren oplyste derimod intet om, at de slog hånden af ham. Selvom ansøgeren efter afslaget på asyl [i starten af] 2017 har fortsat sine kristne aktiviteter på de forskellige centre, hvor han har haft ophold, herunder Kærshovedgård og Ellebæk, kan nævnet på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren nu reelt er konverteret til kristendommen. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgerens konvertering er reel, kan det heller ikke lægges til grund, at ansøgeren vil udøve kristne aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af sin fremstilling på den iranske ambassade [i foråret] 2018, hvor ansøgeren efter det oplyste bar et kors synligt udenpå tøjet. Af det australske udenrigsministeriums (DFAT) rapport om Iran af 7. juni 2018 fremgår blandt andet: “5.25. According to international observers, Iranian authorities pay little attention to failed asylum seekers on their return to Iran. Iranians have left the country in large numbers since the 1979 revolution, and authorities accept that many will seek to live and work overseas for economic reasons. International observers report that Iranian authorities have little interest in prosecuting failed asylum seekers for activities conducted outside Iran, including in relation to protection claims. This includes posting social media comments critical of the government – heavy internet filtering means most Iranians will never see them – converting to Christianity, or engaging in LGBTI activities. In such cases the risk profile for the individual will be the same as for any other person in Iran within that category. Those with an existing high profile may face a higher risk of coming to official attention on return to Iran, particularly political activists.” Det følger af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps fact-finding rapport fra februar 2018: House Churches and Converts blandt andet, at: “Several sources addressed the issue regarding Iranian converts returning from Europe. According to two sources, converted returnees who do not carry out activities related to Christianity upon return will not be of interest to the authorities. Middle East Concern made the distinction whether the converted person was known before leaving Iran or not; returning will cause problems if the convert has been known by the authorities before leaving. If the opposite is the case, going back to Iran would not be problematic. Converts who announce their conversion in public may face serious problems. If the returned convert has been very outspoken about his/her conversion on social media, including Facebook, the authorities might become aware of it and arrest and interrogate the convert upon return. A Western embassy (3) said that the subsequent process would depend on what the returnees inform the authorities about. The embassy did not consider that the converts would receive harsh punishment if they are not high-profiled and are not involved in propagating Christianity or activities perceived as a threat to national security. Declaring conversion on Facebook in itself does not lead to persecution but likely to monitoring. One source explained that a photo indicating a conversion posted on the internet would be evaluated by the authorities along with the profile and activities of the converted person. If the person did not have any previous affiliation with Christianity before leaving the country, he/she will not be persecuted. If a converted person uses the religion politically to for instance compare disadvantages of Islam with advantages of Christianity or another religion on social media, it could be a problem for him, a source mentioned. Most Iranians are not very religious, but they might see conversion as a way to come closer to Western values, and as a protest against the system, another source mentioned. However, it was underlined that it would apply to a person who has made his/her own analysis of the two religions and not someone who has used “copy paste” phrases.” Det fremgår yderligere af British Home Offices rapport af 27. februar 2017: Country Policy and Information Note - Iran: Christians and Christian converts blandt andet, at: “Those who have converted from Islam and whose conversion is likely to come to the attention of the authorties in Iran (including through evangelical or proselytising activities or the person having previously come to the adverse attention of the authorities for other reasons) are at real risk of persecution on return. “ 2.2.9 Some sources suggest that a person who has converted to Christianity abroad and returned to Iran would only be at risk if the authorities previously had an interest in their activities in Iran or if the convert would engage in evangelical or proselytising activities (see Treatment of those returning to Iran who have converted abroad).” Det fremgår ligeledes af Landinfo’s rapport af 29. november 2017: Temanotat Iran. Kristne konvertitter og hjemmekirker (2) - arrestasjoner og straffeforfølgelse blandt andet, at: ”Iranske myndigheter har det siste tiåret trappet opp overvåkningen og undertrykkelsen av aktiviteter blant protestantiske kristne som har konvertert fra islam. Mens de tradisjonelle, etnisk baserte kirkene som finnes blant armenere og assyrere, får drive sin trosutøvelse innenfor rammen av Den islamske republikken Iran, har misjonering blant muslimer og organisert virksomhet blant konvertitter blitt slått ned på med stengning av kirker, arrestasjoner og straffeforfølgelse. Sommeren 2017 ble det utstedt en rekke uvanlig lange fengselsstraffer for misjonering og annen aktivitet knyttet til hjemmekirker. Tilgjengelig informasjon tyder på at straffedømte konvertitter i stor grad dømmes for en aktivitet, og ikke for konverteringen i seg selv. Informasjonen synes videre å indikere at det som oftest er ledere og personer med en fremtredende rolle, eller som anklages av myndighetene for å ha en slik rolle, som idømmes de strengeste straffene. Andre faktorer som synes å virke skjerpende på domstolenes reaksjoner er ulike former for utadrettet virksomhet, som kontakt med menigheter i utlandet, internettaktivitet, pengeoverføringer, å opptre som husvert for en hjemmekirke, eller gjentatt aktivitet etter å ha vært arrestert én gang.” Selvom de iranske myndigheder måtte være bekendt med, at ansøgerens asylansøgning var begrundet i, at han er konverteret til kristendommen, er de samtidig bekendt med, at han ikke har opnået asyl i Danmark. På denne baggrund, og da det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er profileret som kristen i Iran, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke i forbindelse med fremstillingen på den iranske ambassade har påkaldt sig de iranske myndigheders interesse på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor på ny Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/19/CERA
