Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og et barn fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske persere og født muslimer fra Teheran. Iran. Ansøgerne har oplyst, at de har udvist interesse for kristendommen i Iran og er i Danmark blevet døbt. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive henrettet af myndighederne, slået ihjel af den mandlige ansøgers far, blive udleveret til myndighederne af den mandlige ansøgers far og den generelle befolkning, fordi de har haft kristne aktiviteter. De har til støtte herfor oplyst, at de arbejdede på et rejsebureau. En armensk kvinde ved navn [A] og hendes søn [B] var kunde i rejsebureauet. De er begge kristne. Den kvindelige ansøger fortalte [A] om sin interesse for kristendommen, og at hun godt kunne tænke sig at skifte religion. Ansøgerne har siden deres ungdom haft interesse for kristendommen. I [begyndelsen af] 2017 mødtes de med [A] på en restaurant, hvor hun fortalte dem, at det er farligt at skifte religion, og at hendes ægtefælle var blevet slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han havde fortalt andre om kristendommen. [A] satte dem i forbindelse med en kvinde ved navn [C], som havde en huskirke. De besøgte huskirken første gang primo [måned i foråret] 2017. De kom i huskirken en gang om måneden. En af gangene mødte de et andet ungt par, men ellers var det kun ansøgerne, der var til stede hos [C]. I begyndelsen af [måned i foråret] 2018 fortalte de [C], at [A] havde arrangeret, at de skulle til Tyrkiet og døbes. De udrejste legalt af Iran den [dato senere i samme måned i foråret] 2018. Da de kom til Tyrkiet, købte de et tyrkisk simkort, og den kvindelige ansøger skrev til sin mor, at de var i Tyrkiet. Morgenen efter ringede den kvindelige ansøgers mor til det tyrkiske nummer og fortalte, at myndighederne havde opdaget, at de var konverteret til kristendommen. Senere samme dag ringede hun tilbage og fortalte, at den kvindelige ansøgers far, samme dag som ansøgerne rejste fra Iran, var blevet afhørt af myndighederne på grund af ansøgerne. Myndighederne havde fortalt den kvindelige ansøgers far, at de havde talt med den mandlige ansøgers far om det, og at han havde fortalt, at han ikke længere havde en søn med det navn. De havde også fortalt den kvindelige ansøgers far, at de havde overvåget huskirken, og at [C] var blevet anholdt. Den mandlige ansøgers mor fortalte også, at hun efterfølgende var taget hen til deres bopæl, hvor vagten i ejendommen havde oplyst, at myndighederne, samme dag som ansøgerne rejste til Tyrkiet, havde fremvist en ransagningskendelse, ransaget deres bopæl og konfiskeret et destilleringsapparat, 10 flasker vodka, en computer, to bibler og kristent materiale. De iranske myndigheder har også været på deres arbejdsplads og konfiskeret den mandlige ansøgers arbejdscomputer. Den mandlige ansøger er efterfølgende blevet fyret. Ansøgerne formoder, at det er det unge par, som de mødte i huskirken, der har sladret, og at det er derfor, at myndighederne har opdaget, at ansøgerne er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet ansøgerne på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgernes forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres oprindelige konflikt med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret udbyggende om, hvordan hendes interesse for kristendommen opstod. Hun blev således i forbindelse med den anden samtale hos Udlændingestyrelsen spurgt grundigt ind til, hvornår og hvordan hendes interesse for kristendommen opstod. Hun henviste gentagne gange til morens damefrisør og generelt gennem de kristne, hun mødte. Først senere under samme samtale nævnte hun ganske kort, at det var da hun var 14 til 15 år, at hendes nabo havde nogle kristne venner, som besøgte dem, og ansøgeren var meget sammen med deres to børn. Ansøgeren har for Flygtningenævnet henvist til, at hendes samtale med navnlig den ældste af de to søstre havde stor betydning for hvordan hendes interesse for kristendommen opstod. Flygtningenævnet bemærker i samme forbindelse, at den mandlige ansøger ved forespørgsel i Flygtningenævnet om hvordan den kvindelige ansøgeres interesse for kristendommen opstod, ikke nævnte noget om den kvindelige ansøgeres tidligere nabos kristne venners børn. Flygtningenævnet finder, at det ikke forekommer troværdigt, at samme dag, hvor ansøgerne rejste til Tyrkiet for angiveligt at blive døbt, blev den kvindelige ansøgers far angiveligt anholdt og afhørt af efterretningstjenesten, og at ansøgernes hjem samme dag blev ransaget, hvor blandt andet bibler blev konfiskeret, samt hjemmet plomberet af efterretningstjenesten. Endvidere forekommer det påfaldende, at de iranske myndigheder ikke rettede henvendelse til ansøgerne forud for deres i øvrigt legale udrejse til Tyrkiet, da efterretningstjenesten ifølge ansøgerne angiveligt havde holdt øje med huskirken, og at de iranske myndigheder angiveligt kendte til, at ansøgerne havde planlagt at rejse til Tyrkiet for at blive døbt, da myndighederne ifølge ansøgerne havde sagt til den kvindelige ansøgers far, at han skulle sige til ansøgerne, at de skulle rejse tilbage til Iran. Det fremstår i den forbindelse påfaldende, at myndighederne først får interesse i ansøgerne straks efter deres udrejse. Endvidere forekommer det ikke overbevisende, at ansøgerne turde tale åbent om deres interesse for kristendommen på en restaurant i det offentlige rum, henset til den kvindelige ansøgers oplysninger om, at [A] forinden dette havde været betænkelig ved at tale om det, og at [A] ikke selv turde undervise ansøgerne. Videre fremstår ansøgernes forklaringer om deres flybilletter fra Iran til Tyrkiet og deres hotelreservation i Tyrkiet ikke overbevisende, ligesom det ikke forekommer overbevisende, at ansøgerne rejste til Tyrkiet uden at have nogen plan på det tidspunkt om, hvor og hvornår de angiveligt skulle døbes. Videre har den mandlige ansøger forklaret udbyggende, at myndighederne desuden har opsøgt hans arbejdsplads, hvilket han først har nævnt i slutningen af anden samtale. Videre har ansøgerne forklaret udbyggende om, at [C] er blevet anholdt. Videre har ansøgerne forklaret udbyggende om deres frygt for den mandlige ansøgers familie, hvilket begge ansøgere først har forklaret i den anden samtale med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgernes forklaring om baggrunden for, at ansøgerne er udrejst, ikke kan lægges til grund. Som følge af at ansøgernes forklaringer om deres oprindelige konflikt i Iran ikke kan lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at deres konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om, hvorfor de udrejste, ikke kan lægges til grund, og at ansøgernes forklaring om deres konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og overordnet, og at ansøgerne ikke har været i stand til at redegøre dybere for deres indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller baggrunden for deres beslutning om at blive kristne og at blive døbt. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, det af Udlændingestyrelsen anførte. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgerne efter deres udrejse har slået opslag med kristne budskaber op på ansøgernes egne Facebook-profiler kan ikke føre til en ændret opfattelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerne ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved deres udrejse af Iran, og at det af det tilgængelige baggrundsmateriale, herunder særligt af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport "House Churches and Converts" fra februar 2018 fremgår, at deklarering af konversion på Facebook i sig selv ikke leder til forfølgelse men muligt til monitorering. Endvidere fremgår det af samme rapport, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, som har søgt asyl på baggrund af konversion, ikke vil blive retsforfulgt herfor. Der henvises endvidere til ”DFAT Country Information Report: Iran” af 7. juni 2018 fra det australske udenrigsministerium, hvoraf at iranere, som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, uanset om disse aktiviteter måtte relatere sig til en asylansøgning. Det fremgår videre, at disse aktiviteter inkluderer regimekritiske opslag på sociale medier, konvertering til kristendommen eller LGBT-aktiviteter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgernes ikke har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder skulle være bekendt med ansøgerens aktiviteter på Facebook, og den på nævnsmødet omtalte artikel af [dato i sommeren] 2019 i Jyske Vestkysten, og at de som følge heraf skulle være i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/12/DH
