Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og oprindeligt muslim fra […] Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [foråret 2016] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse af myndighederne og sin morbror, fordi han var konverteret til kristendommen, og myndighederne havde fået kendskab til den kristne gruppe, som han var en del af. Klageren har til partshøringssamtale i Udlændingestyrelsen [foråret 2018] fastholdt sit oprindelige asylmotiv. [Ultimo] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3 og den dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har været rejst på ferie eller andet korterevarende ophold i sit hjemland, og at han derved har skabt en formodning for, at forholdene, der i sin tid begrundede hans opholdstilladelse, har ændret sig på en sådan måde, at han ikke længere risikerer forfølgelse. Klageren er iransk statsborger og blev [foråret 2016] meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af klagerens konventionspas, at passet er gyldigt for alle lande med undtagelse af Iran. Efter oplysningerne fra tysk politi lægger Flygtningenævnet – i overensstemmelse med klagerens forklaring for nævnet – til grund, at tysk politi [primo 2018] i Tegel lufthavn i Berlin kontrollerede klageren, der var indrejst fra Kiev sammen [A], og at tysk politi i den forbindelse konstaterede, at klageren var i besiddelse af dansk opholdskort […] og et iransk nationalitetspas udstedt [foråret 2015] og gyldigt til [foråret 2020]. Nævnet lægger videre til grund, at passet, der ifølge klagerens forklaring for nævnet var falsk, fremstod som ægte med klagerens navn, generalia og billede. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at han i en periode [i løbet af sommeren 2017] var i Armenien, men ikke i Iran, og at han fra [ultimo 2017], og indtil han udrejste igen [primo 2018], var i Iran. Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring om, at han i [sommeren 2017] ikke var i Iran, idet forklaringen er utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at klagerens generelle troværdighed er svækket som følge af klagerens skiftende forklaringer om, hvorvidt klageren har været i Iran, herunder at klageren og [A] afstemte og afgav falske forklaringer i samtalerne [foråret 2018] med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at klagerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at klageren til samtalen [foråret 2018] forklarede, at han ikke vidste, hvorfor [A] flygtede fra Iran, fordi det er meget privat. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren og [A] kommer fra samme by i Iran, hvor de havde fælles venner, at de indrejste i Danmark på den samme dag det samme sted, at de blev døbt samme dag i samme kirke, at de bor sammen, at de ifølge egen forklaring, efter at de har fået opholdstilladelse i Danmark, har været i Tyskland sammen, og at der er meget betydelige lighedspunkter mellem deres asylmotiver. Klageren og [A] har således begge forklaret, at de blev introduceret til kristendommen af en pige, at de herefter begyndte at komme i en hjemmekirke, at de blev undervist af en person ved navn [B] (ifølge klageren via internettet fra Tyrkiet, og ifølge [A] foregik undervisningen i hjembyen), at pigen blev tilbageholdt af myndighederne [sommeren 2015], og at de begge tog ophold hos en ven, inden de udrejste af Iran. På baggrund af stemplerne i klagerens iranske nationalitets pas lægger Flygtningenævnet herefter til grund, at klageren via Imam Khomeini Lufthavn indrejste i Iran [sommeren 2017] og udrejse igen [senere samme sommer], hvorefter han på ny via samme lufthavn indrejste i Iran [ultimo 2017] og udrejste igen [primo 2018]. Den omstændighed, at det fremgår af klagerens konventionspas, at klageren er indrejst i Armenien [sommeren 2017] og udrejst [senere samme sommer] kan af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at klageren trods opfordret hertil ikke er fremkommet med dokumentation for, hvor han har været i de perioder, hvor han ifølge pastemplerne har opholdt sig i Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ved kort tid efter at være meddelt opholdstilladelse at være rejst til Iran to gange på et angiveligt falsk pas i eget navn har skabt en formodning for, at de forhold, der har begrundet, at klageren [foråret 2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, jf. udlændingelovens § 19, stk. 3. I forarbejderne til udlændingelovens § 19, stk. 3, hedder det bl.a.: ”… Hermed indføres en bevisbyrderegel, hvorefter det er op til udlændingen at afkræfte formodningen for, at de forhold, der begrundede opholdstilladelsen, ikke længere er til stede. Formodningen for, at der skal ske inddragelse af en opholdstilladelse, kan afkræftes, hvis flygtningen i forbindelse med behandlingen af inddragelsessagen kan dokumentere, at der lå ganske særlige omstændigheder til grund for tilbagerejsen, f.eks. fordi et enkeltstående besøg var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingemyndighederne skal ved vurderingen af baggrunden for rejsen til hjemlandet lægge vægt på, om flygtningen forud for udrejsen efter begrundet ansøgning har fået imødekommet en ansøgning om ophævelse af en udstedt rejsepåtegning i flygtningens konventionspas og fremmedpas, eller om flygtningen er udrejst af Danmark til hjemlandet uden forudgående kontakt til de danske udlændingemyndigheder eller på trods af et afslag på en ansøgning om ophævelse af en rejsepåtegning. Hvis udlændingen ikke kan godtgøre, at vedkommende har forsøgt at opnå de danske myndigheders godkendelse af en ansøgning om ophævelse af en udstedt rejsepåtegning, eller ikke på overbevisende måde kan redegøre for, hvorfor vedkommende er rejst til hjemlandet uden forudgående kontakt til de danske udlændingemyndigheder eller på trods af et afslag på en ansøgning om ophævelse af en rejsepåtegning, vil dette skulle tillægges processuel skadesvirkning i forbindelse med sagens afgørelse og således tale imod, at der lå ganske særlige omstændigheder til grund for tilbagerejsen. Endvidere skal en opholdstilladelse som udgangspunkt inddrages, hvis flygtningen i forbindelse med rejsen til hjemlandet har ansøgt om og fået udstedt eller fornyet et nationalitetspas, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, pkt. 122. Udlændingemyndighederne vil fortsat konkret skulle vurdere, om inddragelse af en opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende af de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte grunde. [Bestemmelsen] vil fortsat skulle administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens regler om ophør af flygtningestatus og Danmarks internationale forpligtelser i øvrigt, herunder EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv.” Klageren har ikke forud for udrejsen anmodet de danske myndigheder om ophævelse af rejsepåtegningen, og han er således udrejst af Danmark til hjemlandet uden forudgående kontakt til de danske myndigheder. Som begrundelse for den erkendte rejse til Iran har klageren forklaret, at klagerens vens, [A’s], mor var alvorlig syg. Flygtningenævnet finder ikke, selvom nævnet havde kunnet lægge forklaringen til grund, at klageren derved har dokumenteret, at der lå ganske særlige omstændigheder til grund for tilbagerejsen, f.eks. fordi et enkeltstående besøg var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Efter en samlet vurdering af det, som klageren har anført, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har afkræftet formodningen for, at de forhold, der begrundede opholdstilladelsen, ikke længere er til stede, og nævnet lægger derfor til grund, at såvel klagerens familie som de iranske myndigheder ikke nu har grundlag for at anse klageren for reelt at have opgivet sin islamiske tro. Den omstændighed, at klageren nævnet har forevist en Facebook-profil oprettet i klagerens fornavn og mellemnavn, hvor der i tiden efter klagerens samtale med Udlændingestyrelsen er opslået kristne og regimekritiske beskeder, kan ikke føre til, at klageren fortsat skal have opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ikke nu kan anses som profileret i forhold til de iranske myndigheder. Tilsvarende kan den omstændighed, at klageren har forevist en Instagramprofil under navnet […] med 33 kristne opslag ikke føre til, at klageren forsat skal have opholdstilladelse i Danmark. Yderligere kan den omstændighed, at klageren har tatoveringer af kristne kors og et kristent budskab ikke føre til, at klageren fortsat skal have opholdstilladelse i Danmark. Det bemærkes herved, at klageren rejste tilbage til Iran trods disse tatoveringer. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3, derfor isoleret set er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det bemærkes herved, at den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, men ifølge forarbejderne til bestemmelsen finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden. Der skal således i disse sager fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [foråret 2016], og klageren er født […] og opvokset i Iran, hvor han boede indtil sin udrejse i [sommeren 2015]. Klageren har modtaget undervisning på VUC fra [sommeren 2017] og mangler efter det oplyste en eksamen. Klageren har videre oplyst, at han er optaget på universitetet, hvor han i fortsættelse af sine studier i Iran vil læse IT. Klageren har arbejdet 25 timer om ugen i en børnehave i perioden fra [foråret 2017] til [sommeren 2017], ligesom klageren har arbejdet og fortsat arbejder på et pizzeria. Klageren er ikke medlem af foreninger, men har oplyst, at han er kommet i en kirke i Aarhus, efter han fik opholdstilladelse. Klageren lider af blodsygdommen hæmofili, hvilket blev konstateret, da klageren var tre måneder gammel, men er ellers sund og rask. Klagerens familie bor i Iran, og klageren har forklaret, at han gennem tre år har haft en estisk kæreste, som han ikke bor sammen, men ellers ikke familie i Danmark. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3, og den tidligere § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at Udlændingestyrelsen – som anført af klagerens advokat – ikke har overholdt forvaltningslovens § 19 i forbindelse med indkaldelsen af klageren til samtalen [foråret 2018] eller i forbindelse med afholdelsen af samtalen, som var partshøringen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/82/thv
