Nævnet meddelte i april 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ateist af trosretning fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har trykt uddrag af forbudte tekster med henblik på omdeling. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran frygter fængsling eller at blive slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har trykt uddrag af islamkritiske bøger, som er forbudt i Iran, med henblik på omdeling. Ansøgeren er ateist, og ønskede sammen med tre af sine venner at udbrede kendskabet til ateisme i Iran. Ansøgeren trykte islamkritiske tekster i sin butik, som ansøgerens venner uddelte. Som følge heraf blev ansøgerens sekretær [efteråret] 2016 afhørt af de iranske myndigheder, og ansøgerens butik blev plomberet. Ansøgeren var ikke i butikken og blev derfor ikke tilbageholdt. Ansøgeren flygtede umiddelbart herefter til Shiraz, hvorefter ansøgeren udrejste af Iran. Ansøgerens familie er efter ansøgerens udrejse af Iran blevet opsøgt tre gange, idet ansøgeren er efterlyst. Ansøgeren har endvidere oplyst at være biseksuel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit politiske asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på flere væsentlige punkter er divergerende. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om opgavefordelingen i gruppen med ham og de tre venner med hensyn til hvem, der skaffede og omdelte det politiske materiale, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgeren havde en eller to telefonsamtaler med [navn] den dag, ansøgerens forretning skulle være blevet opsøgt af civilklædte myndighedspersoner. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at der alene var en telefonsamtale, hvor han blev ringet op af [navn], mens han til Udlændingestyrelsen den [efteråret] 2017 har forklaret, at han efter den første samtale, hvor [navn] kontaktede ham, slukkede sin telefon og derefter ringede tilbage til [navn] fra en telefonboks i centrum for at spørge, hvad der yderligere var sket. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår og hvor mange gange familien skulle være blevet opsøgt af myndighedspersoner. Ansøgeren har desuden ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvordan myndighederne skulle have fundet ud af, at han og de tre venner stod for at kopiere og uddele islamkritisk materiale, og det forekommer påfaldende, at han ikke på noget tidspunkt efter den angivne episode har forsøgt at finde ud af, hvad der skulle være sket med de tre personer, som han havde et nært forhold til gennem flere år. Flygtningenævnet lægger imidlertid ansøgerens forklaring om sin seksuelle orientering til grund. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens fremtræden for nævnet, og at ansøgeren i sin beretning om sin seksuelle udvikling til sin advokat og ved sin forklaring for nævnet har givet en troværdig og sammenhængende redegørelse for sin biseksualitet med præference for mænd. Dette er understøttet af de øvrige oplysninger i sagen, herunder indholdet af udtalelsen af [forår] 2019 fra LGBT Asylum og oplysninger om, at han har været nødt til at flytte til et andet asylcenter på grund af problemer i forhold til sin seksuelle orientering. Ansøgeren har endvidere givet en plausibel forklaring på, hvorfor han ikke under den første samtale hos Udlændingestyrelsen nævnte noget om sin seksualitet som asylmotiv og først på et sent tidspunkt er kommet med en uddybende redegørelse herfor. Nævnet lægger desuden efter ansøgerens forklaring til grund, at han ved en tilbagevenden til Iran ikke ønsker at skjule, at han er biseksuel. På denne baggrund sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Iran for personer med seksuelle relationer til samme køn finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran2019/56/MEG
