Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [landsby] i Khuzestan-provinsen i Iran. Ansøgeren er født shiamuslim, men oplyser at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder på grund af sin konvertering til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter reppressalier, herunder fængselsstraf, fra myndighederne, da han er deserteret fra sin militærtjeneste og i den forbindelse medbragte sit tjenestevåben. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2010 omkring seks måneder efter at have mødt sin kæreste [R], som var kristen, ledsagede hende til et huskirkemøde. Ansøgerens interesse for kristendommen blev vakt, og han begyndte at gå regelmæssigt i huskirke, ligesom han besluttede sig for at konvertere til kristendommen. Under sin værnepligt, som ansøgeren påbegyndte i [ultimo] 2010, blev han en dag kaldt til samtale med en oberst ved navn [A], som konfiskerede ansøgerens telefon og fandt kristent materiale herpå. Ansøgeren blev efterfølgende ført væk af to civilklædte myndighedspersoner, som afhørte og tvang ansøgeren til at underskrive en række dokumenter, der senere viste sig at være samtykker til at blive udsendt til Syrien. Med hjælp fra sin bror deserterede ansøgeren efterfølgende fra sin post. Han medbragte sit tjenestevåben, men smed dette fra sig på vej til sin bopæl. Siden ansøgerens udrejse er ansøgerens familie blevet opsøgt personligt samt kontaktet telefonisk af personer fra den iranske efterretningstjeneste, som har spurgt ind til ansøgerens opholdssted. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet han på centrale punkter har forklaret udbyggende, divergerende og afglidende, hvorfor forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan hans overordnede, [A], var blevet bekendt med koden til hans mobiltelefon. Under asylsamtalen har han forklaret, at han ikke ved, hvordan [A] var blevet bekendt med koden til telefonen, men at hans ven og kollega, [N], let kan have set ansøgers mobiltelefonkode. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han selv havde oplyst koden til [N]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan [N] forholdt sig til kristendommen. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgeren viste [N] film og billeder om kristendommen, og at [N] var nysgerrig og spurgte ind til forskellige forhold, mens ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at [N] var meget muslimsk i sin tankegang og ikke viste nogen særlig reaktion på det, ansøgeren viste ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvad der skete efter, afhøringen af ham var afsluttet. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han efter afhøringen blev kørt tilbage til arbejdet, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han blev kørt til en gade nær sin bopæl, som ifølge ansøgerens forklaring under mødet i Flygtningenævnet var omkring fem kilometer fra arbejdspladsen. Det bemærkes, at afhøringen var den begivenhed, der udløste ansøgerens flugt fra Iran få dage senere, hvorfor det forekommer påfaldende, at han ikke kan forklare mere konsistent herom. Ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist blandt andet om, hvor han arbejdede, da [R] pludselig forsvandt, og hvor han befandt sig, da han fik kontakt med hende igen, samt om sin arbejdsplads. Disse forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder som følge af desertering til grund. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, at han i Iran var konverteret til kristendommen. I asylskemaet har ansøgeren henvist til, at han flygtede på grund af problemer som følge af sin desertering og på grund af den islamiske lovgivning, men har intet anført om religion. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen og senere har han forklaret om sin deltagelse i møder i huskirker i Iran. Ansøgerens forklaring om, at han optog video fra huskirkemøderne, og at han efterfølgende havde disse videoklip og lydfiler med kristent indhold på sin mobiltelefon, forekommer ikke troværdig henset til, at møder i huskirker efter Flygtningenævnets baggrundsmateriale foregår i hemmelighed. Ansøgeren har forklaret, at han opholdt sig på et asylcenter på [landsdel i Danmark], hvor han fik at vide, at han i [dansk by] kunne blive døbt af en iraner. Han tog derfor til [dansk by] og blev døbt i en pinsekirke, som han ikke havde tilknytning til og uden at have modtaget dåbsoplæring. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet forklare om sin indre afklaringsproces, der førte til hans angivelige konversion. På denne baggrund og på baggrund af det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konversion til kristendommen ikke er reel. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at oplysningerne om ansøgerens aktiviteter på sociale medier som Youtube og Facebook ikke findes at medføre nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at disse aktiviteter har profileret ham overfor de iranske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2019/32/MEG
