Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2020.”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], Rania, Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han har været politisk aktiv, udover at han har solgt fødevarer til et politisk parti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Irak frygter at få problemer med de iranske myndigheder, idet han har solgt fødevarer til Kurdistans Demokratiske Parti i Iran (KDPI). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans søster havde en forretning, hvor der blev solgt fødevarer. I [slutningen af] 2017 begyndte ansøgeren at arbejde i forretningen. I slutningen af 2017 opsøgte to bekendte ansøgeren på familiens bopæl. De ønskede, at ansøgeren skulle sælge fødevarer til KDPI i den irakiske by Koya. Ansøgeren gik med til dette og begyndte herefter at levere fødevarer til KDPI. I [efteråret] 2019 blev ansøgeren opsøgt i forretningen af en ukendt person. Denne person fortalte ansøgeren, at han skulle bøde for sin støtte til KDPI. Ansøgeren har efterfølgende set denne person omkring forretningen og anmeldt ham til politiet, men politiet har ikke kunne identificere ham. I slutningen af 2019 valgte ansøgeren at forlade sit arbejde i forretningen. Han tog dernæst ophold hos KDPI i Koya, indtil han udrejste af Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at få problemer med Kurdistans Patriotiske Union (PUK) og Kurdistans Demokratiske Parti (KDP), da han har støttet KDPI, som er i konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgeren har endelig henvist til, at han netop har modtaget en arrestordre udstedt [i starten af] 2020 af en domstol tæt på hans bopæl og med henvisning til en paragraf, der omhandler landsforræderi. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder til grund, idet forklaringen forekommer divergerende og udbyggende på centrale punkter og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er en veluddannet person med en universitetsuddannelse, i det udvidede asylskema som begrundelse for at søge asyl, ikke har oplyst noget om den flugtudløsende begivenhed, men alene at han frygter ”det skræmmende iranske regime” ”på grund af de ting, jeg gjorde” og anført, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han ikke ved, hvad der vil ske med ham. Ansøgeren har heller ikke til asylsamtalen forklaret om dødstrusler. Han forklarede først, at personen, der kom ind i forretningen, sagde, at ansøgeren ville komme til at betale for sin hjælp til KDPI, og at ansøgeren var imod de iranske myndigheder, samt at personen ikke sagde andet. Ansøgeren forklarede derefter, at han spurgte den pågældende, hvem han var, og hvorfor han truede ham, hvortil den pågældende svarede, at det ikke handlede om ansøgeren, men at han kendte ham rigtig godt, og at manden også sagde, at de ville ses igen. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren derimod forklaret, at den pågældende, ukendte person sagde til ham, at hvis han ikke holdt op med sin hjælp til KDPI, skulle de nok sørge for at få ham likvideret og/eller, at det ville koste ham hans liv. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om den ukendte person, idet han til asylsamtalen forklarede, at partiet ikke havde sagt til ham, hvem denne person var, eller hvor han kom fra. De havde bare advaret ham om, at det kunne være en alvorlig trussel. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at hans ven [A] hos partiet fik bekræftet, at manden var en kendt spion, der arbejdede for de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, der efter sin forklaring havde en forretning, der distribuerede fødevarer, som han fik leveret gratis fra myndighederne i det kurdiske selvstyre i Irak og solgte videre til registrerede personer, men ikke selv stod for indkøb af fødevarer, skulle være blevet opsøgt af nogle bekendte på grund af sin forretning med henblik på at købe ekstra madvarer på markedet og sælge dem til personer fra KDPI, henset til at han ikke havde denne form for forretning og ikke havde vist sympati for KDPI. Det forekommer videre påfaldende, at personer fra KDPI ofte kørte sammen med ansøgeren til markedet og købte varerne og derefter til det sted, hvor de skulle leveres henset til, at formålet var, at personerne fra KDPI ikke skulle opdages af myndighederne. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring boede hjemme og fortsatte i sin forretning omkring halvanden måned, efter angiveligt at være blevet opsøgt og truet af den ukendte person, idet han ikke tog sagen seriøst til at starte med, men at det var denne episode, der var årsagen til, at han udrejste, og at hverken han eller hans familie blev opsøgt i denne periode. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de iranske myndigheder og dermed heller ikke en – afledet – konflikt med PUK og KDP. Den på mødet i Flygtningenævnet fremlagte arrestordre kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet er forkastet som utroværdigt, og at det efter baggrundsoplysningerne er nemt at skaffe falske dokumenter eller ægte dokumenter med usandt indhold. Nævnet har videre lagt vægt på, at dokumentet først er fremkommet efter, at Udlændingestyrelsen har meddelt ansøgeren afslag på asyl. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet i øvrigt kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgeren – i fald hans forklaring lægges til grund – ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 henset til, at han på intet tidspunkt har været udsat for overgreb fra de iranske myndigheders side, og at personen, der angiveligt opsøgte ham i forretningen, ikke har opsøgt ham eller hans familie yderligere. For så vidt angår ansøgerens frygt for PUK og KDPI har nævnet i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har haft problemer med disse partier, og at hans frygt for dem alene er baseret på ansøgerens egen formodning om, at de iranske myndigheder efterstræber ham, og at disse partier samarbejder med de irakiske myndigheder herom. De generelle forhold i Irak, herunder for etniske kurdere, kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/44/ehd
