Nævnet stadfæstede i november Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012.”Klageren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2012, og at han [i vinteren 2012/13] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2018 udrejste til Afghanistan. Klageren udrejste med henblik på at støtte sin lillesøster, der befandt sig i Afghanistan. [I vinteren 2018/2019] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, jf. § 17 a, stk. 6, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og idet klageren frivilligt har taget bopæl i Afghanistan, som er hans hjemland. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at der ikke findes grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på partshøring af klageren. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har haft mulighed for at besvare partshøringen i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af ansøgningen om, at klagerens opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet, og at partshøringen – sammenholdt med Udlændingestyrelsens notat af [vinteren 2017/2018] – må forstås således, at den angår klagerens bopælsregistrering. Flygtningenævnet finder, at klageren frivilligt har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1.pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af ansøgerens ansøgning om, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, dateret [efteråret 2018], fremgår, at opholdet i Afghanistan i 2018 var planlagt, og at han i forbindelse med sin udrejse [i sommeren] 2018 aftalte med sin kontaktperson, at denne afleverede hans lejlighed. Der foreligger endvidere oplysninger om, at klageren blev tilbudt starthjælp på 1200 Euro i to rater, og at han har fået økonomisk støtte til flybilletten fra Hamborg til Kabul [i efteråret] 2018 af OIM, der støtter udlændinge, der frivilligt ønsker at rejse hjem og tage permanent ophold i hjemlandet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren under nævnsmødet forklarede, at han havde til hensigt at blive i Afghanistan for altid. Det forhold, at klageren har oplyst, at han udrejste til Afghanistan, fordi hans søster var lille, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet hans søsters alder ikke i sig selv udgør et velbegrundet formål med udrejsen. Det forhold, at klageren efter sine oplysninger mistede sine id kort og derfor ikke kunne vende tilbage til Danmark, kan heller ikke føre til en anden vurdering henset til, at klagerens rejse var finansieret af OIM som støtte til udlændinge, der ønsker at rejse hjem, og at han som nævnt ikke havde haft til hensigt at vende tilbage til Danmark. Nævnet har endvidere tillagt det vægt, at klageren i forbindelse med sit første repatrieringsforsøg underskrev en erklæring om frivilligt frafald af opholdstilladelse [i sommeren] 2014, at han udrejste af Danmark [i sommeren] 2016, at han vendte tilbage til Danmark i [foråret] 2017, og at han igen udrejste til Afghanistan [i sommeren] 2018 efter blot ca. 1 år og 3 måneders ophold i Danmark. Klageren må således antages at have opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt taget ophold i Afghanistan, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, der har haft opholdstilladelse i Danmark siden [vinteren 2012/2013], ikke har nogen familiemæssig tilknytning til Danmark eller i øvrigt nogen særlig tilknytning til landet, og at han har familie i form af sine forældre og søster i Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i retten til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder videre, at udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse ved vurderingen af, om klagerens opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet klageren tidligere har været repatrieret til Afghanistan, jf. herved udlændingelovens § 17 a, stk. 6, hvorefter en udlænding kun én gang kan bevare sin opholdstilladelse i henhold til stk. 1-5. Klagerens opholdstilladelse er derfor bortfaldet. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren to gange frivilligt er returneret til Afghanistan, hvor han har opholdt sig henholdsvis 10 måneder i 2016/2017 og over et år i 2018/2019 uden problemer. Nævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold at klageren har opholdt sig flere år i Europa, kan heller ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Herefter, og da de generelle forhold i Afghanistan heller ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/45/ehd
