Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt børn fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadsjikere og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger er fra Kabul, Afghanistan. Den kvindelige ansøger er fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har arbejdet som tolk for FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i perioden 2000 til 2003. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive slået ihjel af Taliban, mujahedinere eller fundamentalister, idet den mandlige ansøger bliver anset som vantro som følge af sit tolkevirke for UNHCR samt for sine relationer til vesterlændinge. Den kvindelige ansøger frygter ligeledes at blive slået ihjel af Taliban og mujahedinere, fordi hun havde et arbejde og gik med make-up. Den mandlige ansøger frygter endvidere at blive slået ihjel af tidligere asylansøgere, som havde fået afslag på asyl på UNHCR’s kontor i Pakistan, fordi den mandlige ansøger som led i sit tolkevirke havde kendskab til asylansøgernes personlige informationer. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at han er blevet forsøgt forgiftet af ukendte personer i UNHCR’s kantine. Derudover kørte en tidligere asylansøger ind i en elmast, mens den mandlige ansøger var i bilen. Endvidere er den mandlige ansøger blevet kaldt vantro af sine naboer samt af en ukendt kollega på grund af ansøgerens tolkevirke. Ansøgerne modtog ligeledes tre trusselsbreve fra Taliban to til tre måneder inden udrejsen af Afghanistan. Flygtningenævnet kan på baggrund af ansøgernes forklaringer lægge til grund, at de har mødt hinanden i Pakistan, hvor den mandlige ansøger arbejdede som tolk for blandt andet UNHCR, og at de derefter har boet i Afghanistan fra 2004 til 2015, hvor den mandlige ansøger har været beskæftiget som tolk navnlig for [et teleselskab], og den kvindelige ansøger i perioder har arbejdet som skolelærer. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at deres forhold i Afghanistan efter omkring 2012-2013 er blevet stadig vanskeligere i form af blandt andet chikanerier fra både ukendte og kendte personer, herunder kollegerne og naboerne [A], [B] og [C]. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgerne har konflikter med Taliban, mujahedinere, fundamentalister eller andre af et sådant omfang og en sådan intensitet, at dette kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved indledningsvis lagt vægt på, at der er forløbet mere end 15 år, siden den mandlige ansøger virkede som tolk for UNHCR i asylsager i Pakistan, og at han efter sin egen forklaring i de efterfølgende år nok oplevede chikanerier som følge heraf, men ingen konkrete trusler. For så vidt angår den mandlige ansøgers trafikuheld i Pakistan beror det endvidere alene på den mandlige ansøgers formodning, at dette skulle være gjort i et forsøg på at dræbe ham. Det samme gælder forgiftningsforsøget i Pakistan. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at de fremlagte trusselsbreve fra Taliban til den mandlige ansøger ikke er rettet til ham personligt, ligesom begge ansøgere fortsatte med at gå på arbejde i tre måneder efter at have modtaget trusselsbrevene fra Taliban. Det beror endvidere alene på ansøgernes formodning, at [A], [B] og [C] er forbundet til Taliban, og at [A] ønskede at skade den mandlige ansøger, da [A] kontaktede den mandlige ansøger telefonisk i New Delhi for at mødes med ham. Nævnet lægger endelig vægt på, at de generelle forhold i Afghanistan – om end vanskelige – ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/162/MLVT.
