Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, fra en mandlig statsborger fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Dansk Flygtningehjælp havde i forbindelse med sagens behandling blandt andet henvist til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Grækenland, herunder de sociale og økonomiske forhold for flygtninge i Grækenland. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og med henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvor klageren tillige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Grækenland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, ifølge baggrundsoplysningerne er vanskelige. Det fremgår således af Røde Kors' høringssvar af 29. september 2017 vedrørende forholdene for udlændinge, der er meddelt flygtningestatus eller "subsidiary protection" i Grækenland, at situationen for anerkendte flygtninge i Grækenland er værre end for asylansøgere. Det fremgår af samme notat og af høringssvar af 30. august 2017 fra European Council on Refugees and Exiles (ECRE), at navnlig adgangen til boliger er et af de største problemer, og at de fleste anerkendte flygtninge er henvist til at bo på gaden, i hjemløsebarakker, i forladte huse eller lignende. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med konventionsstatus i Grækenland – skønt svære – i sig selv er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Det bemærkes herved, at det af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder blandt andet af AIDAs rapport ”Country Report: Greece – 2017 Update”, fra februar 2018, og US Department of States rapport ” Country Reports on Human Rights Practices 2017 – Greece”, fra januar 2018, at flygtninge har samme ret til arbejde som græske statsborgere, om end det i praksis kan være svært at finde job på grund af sprogproblemer og en høj arbejdsløshed. Endvidere har flygtninge samme ret til social bistand og til lægebehandling som græske statsborgere. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har oplyst om konkrete omstændigheder vedrørende opholdet i Grækenland eller om personlige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Grækenland kan tjene som første asylland for klageren. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren er 22 år gammel og ikke har nogen helbredsmæssige problemer. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2020/3/CERA
