Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk punjabi og ahmadiyya-muslim af trosretning fra Punjab, Cherit, Rabwah, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ukendte personer, der har truet med at slå ham ihjel, idet han er ahmadiyya-muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der i marts 2019 opstod en konflikt mellem ansøgeren og to kunder, fordi de ikke ville betale den forhåndsaftalte pris på 3000 rupi for en taxatur. I stedet tilbød kunderne ansøgeren 1500 rupi. Ansøgeren diskuterede med dem om prisen. Kunderne slog ansøgeren og sagde, at han ikke var muslim og derfor ikke havde ret til at diskutere med dem. Kunderne var sunnimuslimer. Omkring en til to uger efter episoden begyndte ansøgeren at modtage telefoniske trusler fra de pågældende personer. De truede ansøgeren med at slå ham ihjel, når de fandt ham. De beskyldte ansøgeren for at have ydmyget dem under det verbale skænderi og for at have prædiket for dem samt at have forsøgt at få dem til at konvertere til ansøgerens trosretning. Ansøgeren modtog herefter omkring syv til otte telefontrusler fra personerne hver måned frem til sin udrejse af Pakistan [i efteråret] 2019. I [vinteren 2019/2020] har ansøgerens far også modtaget et opkald fra en af personerne, der spurgte efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren har haft en konflikt med to ukendte kunder, der har truet ansøgeren. Flygtningenævnet finder imidlertid, at konflikten med de to ukendte kunder, ikke har haft en sådan karakter eller intensitet, der kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren alene har modtaget telefoniske trusler, at ansøgeren har opholdt sig i Pakistan ca. halvt år efter episoden, og at hverken ansøgeren eller hans familie er blevet opsøgt af kunderne eller myndighederne, heller ikke efter ansøgerens udrejse. Ved vurderingen af karakteren af de telefoniske trusler mod ansøgeren har nævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren ikke fandt behov for at udskifte sin telefon. Det kan således ikke lægges til grund, at de to ukendte kunder har hverken vilje eller evne til at udsætte ansøgeren for asylbegrundende overgreb. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Uanset forholdene for armadiyya-muslimer i Pakistan kan det ikke i sig selv føre til en anden vurdering, at ansøgeren er armadiyya-muslim. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Pakistan frem til 2019, herunder et års tid i Karachi sammen med sin familie, og at ansøgeren – bortset fra den påberåbte episode med to ukendte kunder – ikke tidligere har haft konflikter med hverken myndigheder, politiske, religiøse eller kriminelle grupper, eller privatpersoner. Ansøgeren har således kunnet praktisere sin religion i Pakistan, og ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ikke fortsat vil kunne praktisere sin religion, som han hidtil har gjort. Derudover har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han agter at praktisere sin religion på anden måde, hvorved han vil risikere asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2020/5/HZC.
