Nævnet i juni 2020Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt han kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og født shia-muslim af trosretning fra Arak, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen og dermed er frafaldet islam. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i 2011 eller i 2012 under et fængselsophold i Bulgarien stiftede bekendtskab med kristendommen. Klagerens interesse for kristendommen fortsatte efter, at han var rejst tilbage til Iran. Han forsøgte at uddybe sit kendskab til kristendommen igennem sine armenske bekendtskaber. Én af klagerens armenske bekendtskaber gav ham en bibel på farsi, ligesom han deltog i en række hjemmekirkemøder. Klagerens familie fik kendskab til klagerens kristne aktiviteter, og der opstod som følge heraf en konflikt mellem klageren og hans far, der var meget rettroende muslim og ikke kunne acceptere klagerens frafald af Islam. Faren angav ham derfor til myndighederne, der henvendte på forældrenes bopæl, mens klageren var til stede. Klageren blev taget med af myndighedspersonerne, men det lykkedes for ham at flygte. Klageren opholdt sig herefter hos en kammerat, hvorefter han tog til Teheran og herfra videre ud af Iran. Siden klagerens udrejse af Iran, er hans familie gentagne gange blevet opsøgt på bopælen af de iranske myndigheder, som leder efter klageren. Efter sin indrejse i Danmark har klageren gået regelmæssigt i kirke. Han blev døbt [en dato i efteråret] 2015. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved dommen fra [en dato i sommeren] 2018 idømt 14 dages fængsel og blev ved ankedommen fra [en dato i efteråret] 2018 udvist ubetinget. I tiden fra [en dato i efteråret] 2018 til [en dato i efteråret] 2019 er han fire gange dømt for overtrædelse af straffelovens § 191 og/ eller lov om euforiserende stoffer og er to gange idømt bøder, mens han ved dommene fra [en dato i begyndelsen af] 2019 og [en dato i efteråret] 2019 blev idømt fængsel i henholdsvis 7 og 9 måneder og udvisning, idet begge domme omhandlede videreoverdragelse/besiddelse med henblik på videreoverdragelse af kokain og heroin. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet og antallet af domme, der er afsagt indenfor knap et år, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har ikke familie i Danmark ud over en kæreste, har ikke en fast bopæl, og han har gennem længere tid som følge af afsoninger ikke været i arbejde. Han har hele sin familie, som han i et vist omfang stadig har kontakt til, i Iran, hvor han er født og opvokset, taler sproget og er uddannet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som han er dømt for, ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2020/50/MLVT.
