Nævnet omgjorde i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse en kvindelig statsborger fra Somalia, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra landsbyen […], Bay-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Geed Fade og underklanen [X]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hendes hjemområde i Somalia fortsat er domineret af al-Shabaab, som tidligere har slået klagerens søn ihjel. Dagen efter sønnen blev slået ihjel mødte al-Shabaab op på familiens bopæl, da de ville have klageren og hendes ægtefælle til at medbringe en bombe til Mogadishu og placere den et ukendt sted. Al-Shabaab bad klageren og hendes mand om at gøre sig klar, da de ville komme dagen efter og hente parret. Klageren og hendes familie flygtede samme nat fra bopælen. De benyttede en bil, som de havde lejet. Klagerens ene søn tog til Saudi-Arabien, mens klageren, hendes ægtefælle og deres tre døtre flygtede til Etiopien. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder, at forholdene i klagerens hjemområde […], Bay-regionen, er ændret således, at betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse som udgangspunkt er til stede. Nævnet bemærker herved, at AMISOM har kontrollen med byen, og at al-Shabaabs taktikker har ændret sig, således at de navnlig er rettet mod profilerede mål. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren i dag kan antages at have noget individuelt modsætningsforhold til al-Shabaab. Der er således ikke grundlag for at antage, at hun risikerer overgreb fra al-Shabaabs side ved en tilbagevenden til Somalia. For så vidt angår spørgsmålet, om det vil være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, for klageren at vende tilbage til Somalia, bemærker nævnet, at klageren er omkring [y] år gammel, og at hendes herboende ægtefælle er lidt ældre. Efter det oplyste er både klageren og hendes ægtefælle alderssvækkede, herunder dårligt gående, og får medicin i den anledning. Klageren får hjælp til indkøb og tøjvask. Klageren har efter det oplyste ingen familie tilbage i Somalia. Der er således ingen til at forsørge hende. Familien har heller ikke længere hus eller jord i byen. Klageren har efter det oplyste kun én datter, der bor i England. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at det vil være særlig belastende for hende at vende tilbage til Somalia, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [en dato i vinteren] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/185/JAH
