Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsbor-ger fra Nigeria. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] fra Beninstammen og kristen af trosretning fra Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin afdøde fars familie eller af [A], som ansøgeren skylder pen-ge. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun mistede sin far i 2006, og at der efterføl-gende opstod konflikt med farens familie om ansøgerens fars jord, ligesom ansøgerens fars familie anklagede ansøgerens mor for at være skyld i farens død. Ansøgeren mistede i 2011 sin mor, og måtte derefter brødføde sine søskende. Ansøgeren flyttede senere ind hos sin moster, og fik herefter kontakt til [A], som stod bag at få ansøgeren til Europa. Ansøgeren har en gæld til [A] og er endvi-dere blevet instrueret af [A], i forhold til hvad hun skulle svare ved arrestation af politiet. Flygtnin-genævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med sin fars familie til grund, idet forklaringen på centrale punkter forekommer divergerende, usammenhængende og utroværdig. An-søgeren har således forklaret divergerende om sine familieforhold, om hvor familien boede og om kontakten til farens familie. Ansøgeren har således ifølge rapport fra Center mod Menneskehandel [fra foråret] 2017 forklaret, at hun er den ældste søster ud af 6 piger. Hendes far er syg med forhøjet blodtryk. Hendes mor solgte varer foran deres hus i Benin City. Familien måtte imidlertid flytte til farens landsby, [B], der ligger ca. 12 timers kørsel fra Benin City, da de ikke kunne betale huslejen. Ifølge rapport [fra efteråret] 2017 fra samme center har ansøgeren endvidere forklaret om sin mor, herunder at moren havde ringet til hende og sagt, at hun ikke skulle gå tilbage til krisecentret, da hun så ikke kunne betale af på sin gæld til sin madam i Nigeria. Til oplysnings- og motivsamtalen [afholdt i vinteren] 2018 forklarede ansøgeren imidlertid, at faren døde i 2006. De boede da i farens landsby, [C]. Hendes fars brødre smed familien ud af deres hus, og hun og hendes mor og hendes søskende flyttede til morens landsby, [B]. Hendes mor døde i 2011. Derefter flyttede ansøgeren til morens søster i Benin City. Ansøgeren har ikke været tilbage i [C] og er ikke blevet kontaktet af sine farbrødre siden 2006. Hun ringede dog til sin afdøde fars storebror, da moren døde og fortalte om den forestående begravelse, men han sagde blot, at hun ikke skulle ringe igen. Til asylsamtalen [i foråret] 2018 forklarede ansøgeren, at hun havde to søstre. Den ene døde omkring [foråret] 2018. Ansøgeren og hendes familie boede i farens hus i [D], indtil han døde i 2006, og de blev presset ud af farens familie. Derefter boede ansøgeren og hendes mor og søstre i morens landsby, [B] i [C]. Ansøgeren bekræftede på forespørgsel, at hendes fars sted lå i [D], og at hendes mors landsby hed [B]. Efter morens død i 2011 boede ansøger hos sin moster i Benin City. Da moren døde i 2011 tog ansøgeren kontakt til farens familie om hjælp til begravelsesomkostningerne, og ansøger mødtes med alle sine farbrødre for at diskutere begravelsen. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var morens landsby, der hed [D], og at farens hed [B]. Ansøgerens forklaring om, at hun til Center mod Menneskehandel forklarede, at hendes forældre var i live fordi hendes Madam, [A], havde givet hende besked om at sige dette, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtninge-nævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun har forklaret forskelligt om, hvor meget hun har betalt af på sin gæld til [A]. Flygtningenævnet forkaster således i det hele ansøgerens forklaring om sin konflikt med farens familie. Nævnet lægger imidlertid i overensstem-melse med Udlændingestyrelsens vurdering til grund, at ansøgeren må antages at have været udsat for menneskehandel, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som offer for menneskehandel må anses for at være i en særlig sårbar situation. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøge-ren er bragt til Europa for at arbejde som prostitueret, og at hun som følge heraf står i et gældsfor-hold. Selvom det må antages, at der er en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria vil stå i et modsætningsforhold til den eller de personer, der står bag menneskehandlen, finder næv-net, at en sådan konflikt ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse og bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrunds-oplysninger, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og be-skytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Endvidere har ofre for menneskehandel i Nigeria mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det forhold, at ansøgeren har oplyst, at hun ikke har noget at vende tilbage til, ligesom hun ikke har mulighed for at forsørge sig selv, kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. For så vidt angår ansøgerens subsi-diære påstand om, at udsendelse ikke bør ske i medfør af udlændingelovens § 26 eller dennes ana-logi bemærker nævnet, at bestemmelsen ikke finder selvstændig anvendelse i spontanasylsager. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/16/AJEV
