Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborgere fra Marokko samt medfølgende barn. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ergibat og muslim af trosretning fra Rabat, Marokko. Ansøgeren har gjort tjeneste som sergent for den marokkanske efterretningstjeneste (FAR) i perioden fra 1983 til 1993. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne og de sahrawiske klaner. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden 1983 til 1993 arbejdede for den marokkanske efterretningstjeneste i […] under konflikten med Polisario. Ansøgeren arbejdede på arkivet, hvor han arkiverede rapporter for agenter i området. Ansøgeren deltog i fangeoverførsler af krigsfanger til en række hemmelige fængsler. Ansøgeren forsøgte flere gange at blive forflyttet og fratræde sin stilling. I 1993 blev ansøgeren anklaget og fængslet for at have lækket oplysninger fra arkivet til Polisario. I 1994 blev ansøgeren idømt fem års fængsel ved en militærdomstol. I 1999 blev ansøgeren i forbindelse med kongeskiftet benådet og løsladt. Ansøgeren udrejste få måneder efter til Emiraterne. I 2009 blev ansøgeren ringet op af de marokkanske myndigheder, der spurgte, hvornår ansøgeren ville vende tilbage til Marokko og genindtræde sin stilling. I [vinteren] 2016 rejste ansøgeren til Marokko for at få fornyet sit pas. Ved ankomsten blev ansøgeren kørt til et møde med repræsentanter fra den marokkanske efterretningstjeneste. De oplyste ansøgeren om, at han var blevet uretmæssigt fængslet og dømt, og at han var berettiget til erstatning. Videre oplyste de, at de ønskede, at ansøgeren genindtrådte sin stilling, hvilket ansøgeren skriftligt samtykkede til. I [foråret] 2016 udrejste ansøgeren til Emiraterne, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse i 2017, da myndighederne i Emiraterne oplyste ansøgeren om, at han skulle udrejse. Flygtningenævnet tiltræder, at i hvert fald væsentlige dele af ansøgerens forklaring kan lægges til grund, herunder at ansøgeren har arbejdet for det marokkanske militær indtil omkring 1993, at han har været fængslet i perioden fra 1994 til 1999, og at han under sin fængsling blev udsat for tortur. Nævnet finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at de marokkanske myndigheder rettede henvendelse til ham i 2009, om end det må lægges til grund, at ansøgeren under denne henvendelse alene fik at vide, at han muligvis havde penge til gode hos de marokkanske myndigheder. Om mødet med de marokkanske myndigheder i 2016 har ansøgeren imidlertid forklaret noget uoverensstemmende og tillige udbyggende. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvorvidt han opfattede at have haft problemer eller konflikter med myndighederne under sin rejse til Marokko i 2016, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvorvidt myndighederne pressede eller truede ham til at underskrive en arbejdskontrakt. For nævnet har ansøgeren som noget nyt forklaret, at myndighederne ikke ville udstede et pas til ham, såfremt han ikke underskrev arbejdskontrakten. Efter en samlet vurdering af ansøgerens lidt skiftende forklaringer herom – hvorunder nævnet også har inddraget indtrykket af ansøgeren under hans forklaring direkte for nævnet – finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er blevet truet eller presset af de marokkanske myndigheder til at underskrive en arbejdskontrakt. Med til denne vurdering hører også, at det forekommer usandsynligt, at de marokkanske myndigheder skulle have nogen interesse i at tvinge ansøgeren, som har siddet fængslet i en længere årrække og været udsat for tortur fra myndighedernes side, til at genindtræde i en stilling inden for den militære efterretningstjeneste med virke i Vestsahara. Det hører også med til vurderingen, at ansøgerens familie ifølge ansøgerens forklaring ikke har været opsøgt af myndighederne i perioden efter 2016, hvilket taler imod, at de marokkanske myndigheder skulle efterstræbe ansøgeren. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være deserteret fra nogen stilling i den militære efterretningstjeneste, eller at han på et andet grundlag skulle have nogen asylbegrundende konflikter med de marokkanske myndigheder. Heller ikke ansøgerens frygt for klaner i Vestsahara kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det hører med til denne vurdering, at ansøgerens deltagelse i militære operationer fandt sted i perioden fra 1986 til 1993, og at ansøgeren på intet tidspunkt efterfølgende er blevet truet eller opsøgt af repræsentanter fra disse klaner. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko er i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2019/13/HZC
