Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Fez, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en person ved navn [P] samt personer, der er tilknyttet [P]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han var omkring 14-15 år gammel, da han rejste til Nador i Marokko, hvor han levede på gaden. En dag blev ansøgeren kontaktet af en anden dreng, som tog ham hen til en person ved navn [P]. [P] tilbød ansøgeren et godt liv mod, at han arbejdede for [P], og det accepterede ansøgeren. Efter et par dages ophold hos [P] blev ansøgeren instrueret i sit nye arbejde. Ansøgeren fik at vide, at han skulle smugle en taske over grænsen til Melilla, som er spansk territorium. Ansøgeren vidste dog ikke, hvad der var i tasken. Ansøgeren smuglede tasken omkring 15-20 gange og løb derudover ærinder for [P] og hans medarbejdere. På et tidspunkt gik det op for ansøgeren, at [P] ikke gjorde hans tilværelse bedre, og han besluttede derfor at flygte fra [P]. Den næste gang, ansøgeren smuglede tasken over grænsen, flygtede han med taxa til hans hjemby Fez. Efter 2-3 dage i Fez kom personer tilknyttet [P] og tog ansøgeren med tilbage til Nador. Ved ankomsten til Nador blev ansøgeren udsat for fysiske og seksuelle overgreb af flere personer. Efter omkring en uge indvilligede ansøgeren i at genoptage sit arbejde. Efter noget tid besluttede ansøgeren sig igen for at flygte. Ansøgeren flygtede på samme måde som første gang, men han tog denne gang til Tanger med bus. I Tanger boede ansøgeren på gaden. Efter omkring en uge i Tanger kom en af [P]s håndlangere og tog ansøgeren med. Ansøgeren forsøgte at komme fri, og han råbte og skreg, indtil der kom en politibetjent. [P]s håndlanger fortalte politibetjenten, at ansøgeren skulle til [P], og betjenten lod håndlangeren tage ansøgeren tilbage til Nador. I Nador blev ansøgeren igen udsat for straf i form af fysiske og seksuelle overgreb, og han blev også stukket med kniv af [P]. Den tredje gang, ansøgeren flygtede, tog han til Melilla til kvarteret [K], hvor personer, der ønskede at rejse til Europa, opholdt sig. Efter fire-fem måneders ophold i Melilla rejste ansøgeren til Europa. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer udbyggende og divergerende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen som asylmotiv alene har angivet, at han ikke har noget eller nogen tilbage i Marokko. Han har samtidig forklaret, at han ikke på noget tidspunkt har haft nogen former for konflikter med privatpersoner, familiemedlemmer eller grupperinger, hverken religiøse eller kriminelle, ligesom han heller ikke på noget tidspunkt har haft nogen konflikter med myndighederne. Han har således først forklaret om sin konflikt med [P] til samtalen med Center mod Menneskehandel omkring tre måneder efter sin første samtale med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit møde med [P]. Han har således til Center mod Menneskehandel forklaret, at han en dag henvendte sig til en mand på en café, og at manden tilbød ham et job og sagde, at han ville kunne tjene mange penge hos ham. Ansøgeren overhørte, at manden blev kaldt for [P]. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at det var en person, som han mødte, der gjorde, at han kom i kontakt med [P]. Personen var en dreng som ansøgeren, og drengen tog ham med hen til en café, hvor han mødte [P]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerede om det hus, han boede i, som [P] ejede. Han har således til samtalen hos Center mod Menneskehandel forklaret, at han og [P] boede i et stort hus, hvor der lå våben, kokain og andre stoffer, og at huset bar præg af, at [P] havde mange penge. Han fik sit eget værelse at sove i, og [P] kom ikke ind til ham i løbet af natten, som han ellers frygtede. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at det hus, han boede i, var ved at blive bygget, og at det derfor ikke var helt afskærmet, og at [P] boede i et fint, stort hus et andet sted. Nævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at [P] og hans folk, efter ansøgerens første flugtforsøg, skulle tvinge ansøgeren til fortsat at arbejde for dem med den hermed forbundne risiko for, at han skulle flygte igen eller kontakte myndighederne. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens sag været opmærksom på, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel. Flygtningenævnet finder dog ikke, at det i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at menneskehandel er kriminaliseret i Marokko, og at de marokkanske myndigheder søger at yde beskyttelse til personer, der har været udsat for menneskehandel. Der henvises til rapport udgivet af United States Department of State, Trafficking in Persons Report – Morocco, af 28. juni 2018. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise eller udsætte sagen på yderligere undersøgelser af ansøgerens personlige forhold som følge af, at han i marts 2019 har fået et barn med en herboende kvinde. Flygtningenævnet finder sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2019/10/MGO
